Siden sidst - marts 2007
Nyere historier om Siden sidst
I felten med Fundaeco
25-28.
marts 2007, Lise |
|
|
Sammen
med Klaus og Marianne var vi på en tur på fire dage til Izabal,
den østligste provins, som ligger ud til det Caribiske hav. Turen
var samtidig en studietur for Søren, hvor han skulle besøge
nogle små projekter og afprøve turismemulighederne i området.
Turen var arrangeret af Fundaeco, en organisation der administrerer
en række
naturparker, herunder de to vi besøgte i Izabal.
|
|
Det var
et meget hyggeligt hold med erfarne folk: Roméo fra Fundaeco
var vores guide, Roberto var chauffør, og Mario er konsulent for
Fundaeco og skulle med for at undersøge turismemulighederne. Både
Roberto og Roméo er medlemmer af bjergklubben her, og de har været
på mange ture sammen.
|
|
|
|
|
|
Englegrotten
Søndag
den 25. marts 2007, Lise
|
|
|
Den
første turistattraktion vi skulle afprøve,
var en underjordisk grotte, Cueva Los Angeles. Fra
landsbyen gik vi ½ time til et hul i klippen – det var grottens
indgang. Vi kravlede ind og halvvejs gled de ca 10 m stejlt ned til en
flod i bunden af grotten.
|
|
Vi var
blevet instrueret om at have gode sko på og tøj der hurtigt
tørrede, foruden lygter.
|
|
|
|
Med pandelamperne tændt begav vi os gennem en snæver gang
dybere ind. Flere steder gik vandet os til midt på brystet, ja,
et sted kunne Marianne ikke bunde. Et andet sted måtte vi bøje
os under stalaktitter, så vi kun lige kunne holde hovedet oven vande.
|
|
Vi måtte støtte os til sten og grottens sider for at holde
balancen. Klaus havde svært ved at gå med sin nyopererede ankel. |
|
|
|
Pludselig åbnede grotten sig foran os – et stort rum med stalaktitter
og stalagmitter, og oppe under loftet fløj der flagermus, som var
blevet forstyrret af os. Flotte formationer af stalaktitter hang ned – det
flotteste hedder ”brudekjolen”.
|
|
Mange
steder lignede formationerne abstrakte kunstværker.
|
|
|
|
Og
selv på dette mørke, underjordiske sted var der liv: Marianne
fandt dels denne fårekylling, dels en lillebitte reje! |
|
Der var
flere smalle tunneler og gange, som gik dybere ind i jorden. Vi kravlede
ind gennem
en smal tunnel, og da vi stod i bunden af den,
holdt vi et minuts stilhed med slukkede lygter i totalt mørke. Roméo,
vores guide, pegede på en anden gang, som ikke var udforsket endnu.
Mærkeligt nok har landsbyens folk ikke selv udforsket grotten, før
Fundaecos folk kom til for fem år siden, efter sigende pga. lokal
overtro.
Efter ca 1½ time under jorden kravlede vi ud i lyset igen. Vi har
før været i andre og større grotter, men her følte
vi os som opdagelsesrejsende, fordi der ikke var anlagt stier eller sat
projektører op. |
Nat i regnskoven
Den 25-26. marts 2007, Lise
|
|
|
Den første
nat på udflugten med Fundaeco til Izabal overnattede vi på en
biologstation i naturparken Cerro San Gil. På vejen stoppede
vi for at fouragere i landsbyen Buenos Aires. Købmanden lå lige
ved siden af fodboldbanen, og det var også her, landsbyen samledes
for at snakke. Den venlige købmand kunne et par gloser engelsk,
og efter lidt snak og pjank drog vi videre med tre pakker frossen, paneret
kylling samt æg til morgenmaden. Vi havde taget pasta og grøntsager
med hjemmefra.
|
|
Vi stillede
bilen ved et hus lidt højere oppe, hvor en familie lovede at passe
på den. Herfra gik vi ind langs majsmarker med flot udsigt over
landskabet.
Efter
ca en halv time ad stien kom vi til en lille landsby, Carbonera – som
man altså kun kan komme til ad denne sti. Vi fortsatte gennem en
flod, før det igen gik opad ind i skoven. Det begyndte at blive
mørkt, da vi nåede frem til biologstationen, så vi fandt
rundt med pandelygter og stearinlys. |
|
|
|
Huset var bygget med vægge af moskitonet, så vi kunne høre
alle junglens lyde – men der var forbavsende stille.
|
|
Lise under det ekstra sengemyggenet på madrassen, der først er
rystet fri for upassende kryb. |
|
|
|
Det
var det fascinerende at være midt i nucleus-zonen i regnskoven
kun adskilt af et moskitonet.
|
|
Om
natten regnede det kraftigt, og næste morgen viste det sig, at et eller
andet dyr havde slikket vores middagstallerkener rene, så opvasken
var ganske let.
|
|
|
|
Foruden
os boede der et par unge mennesker, biologer og frivillige, som gennemførte
et fugletællingsprojekt for Fundaeco. De stod op tidligt om morgenen
for at sætte net oppe i skoven. De fugle, som går i nettet,
bliver beskrevet og ringmærket. Cerro San Gil er nemlig et af de
steder i Centralamerika, hvor der passerer flest fugle, fordi reservatet
er som en ø af skov i ellers opdyrket land.
Roberto havde
medbragt et lille gasapparat og en espressokande, så han trakterede
med udsøgt kaffe, lige når man mest havde brug for det. |
|
|
Mangrove ved Sarstún
Den
27-28. marts 2007, Lise |
|
|
Vi
sejlede nordpå fra den store havneby Puerto Barrios langs kysten
forbi Livingston op til floden Sarstún, som danner grænse
mellem Guatemala og Belize. Her skulle vi besøge en fiskerby
og Fundaecos biologstation i området. Vi så et par delfiner på vejen. |
|
Fiskerbyen
Barra Sarstún har kun adgang via båd, og der bor
ca 100 familier i landsbyen.
|
|
|
|
Vi
spiste alle måltider her hos familien Milian – fx den
lokale specialitet tapada, en herlig fiskesuppe med skaldyr og kokosmælk,
og røræg med hummer, og dertil bønnemos … |
|
Den
ene aften var der strømsvigt, så vi spiste i stearinlysets
skær - det
kan blitzen dog ikke vise. Bagefter sad vi ude foran huset og snakkede
og fortalte vittigheder. |
|
|
|
Vi
overnattede på biologstationen, og her kunne vi låne
kajakker og padle rundt i kanaler omgivet af mangroveskov. Her er
Marianne og Klaus i fin stil.
|
|
Det
var første gang, jeg prøvede at sejle i kajak, men
i en dobbeltkajak var det ret let. |
|
|
|
Floden
har laguner, og nogle steder var der varme kilder – vandet
var nok ca 40 gr, så det føltes brændende, når
man satte foden i. De lokale fiskere sejler derhen med deres dugout-kanoer
for at dræbe svamp og alger i det varme vand. |
|
Den
sidste morgen gik vi en tur i regnskoven ad Djævlestien. Her
ser man ofte spor efter jaguar, men vi så dog ingen. |
Fingeraftryk i Honduras
Fredag
den 23. marts 2007, Lise |
|
|
Nu
er den nye Lonely Planet-guidebog for Honduras udkommet. Det er første
gang forlaget udgiver en bog specielt om Honduras, og den lover godt
for turismen i La Ceiba-området, hvor vi boede sidste år.
Der er 19 siders omtale af mulighederne dér, og flere af de landsbyer
og aktiviteter, som vi var med til at udvikle, er omtalt. Det er en stor
sejr for Nepenthes-projektet om bæredygtig turisme, som vi arbejdede
for.
Lige
før vi rejste fra Honduras, var vi så heldige at møde
de to forfattere, og vi satte dem i forbindelse med vores kolleger
og sørgede for at de kom ud i landsbyerne og de to naturparker.
I kan læse om vores
møde med dem på Honduras-siden.
Det er
en stor tilfredsstillelse, at der kom så positive resultater
ud af det.
Vi har
ikke set bogen endnu, men vi ved fra Nepenthes, at afsnittet indledes
således:
La Ceiba
and around
La
Ceiba could hardly be better situated: the city stands at the foot
of Parque
Nacional
Pico Bonito and the towering Sierra Nombre de Dios.
To the west is the Cuero y Salado Wildlife Reserve, home to monkeys,
tropical birds and even manatees. East of town is the Río Cangrejal,
serving up some of Central America’s bests rafting, from Class
II rollers to Class V white water. Further east are the Garífuna
villages of Nueva Armenia and Sambo Creek, and the jumping-off point
to the remarkable Cayos Cochinos. La Ceiba is where you come to catch
the ferry to Roatán and Utila, and is a good place to organize
(and begin) trips into La Moskitia, Honduras’ final frontier. For
all its natural wonders, this area is still just learning how to cater
to foreign travelers. A number of entities, including the government,
eco-lodge owners, tour operators, NGOs, USAID and the Peace Corps, have
been working in and around La Ceiba to develop its infrastructure and
tourism potential.
|
|
Det nævnes
fx, at der er bygget stier i Pico Bonito, at der er opført
et besøgscenter i Cuero y Salado med informationsplancher
på spansk
og engelsk (som jeg har oversat). De guider, som blev uddannet i
projektet, bliver nævnt, ligeså flere af de små comedores/spisesteder,
som Søren udviklede forretningsplaner for.
I
den forrige Lonely Planet-guide, stod der omtrent, at
La Ceiba var et hul, og at man hurtigst muligt skulle rejse videre
til the Bay Islands. Forfatterne mener stadig at selve byen
er et hul, men nu opfordrer de til, at man bliver der
og
opsøger nogle af aktiviteterne
i omegnen.
Nepenthes planlægger at søge om tilskud til et nyt turismeprojekt -
så det tegner godt for vores venner i landsbyerne.
|
Messe i Mexico
Torsdag
den 15. til søndag den 18. marts 2007, Lise |
|
|
Vi
fik mulighed for at komme med til en stor messe Tapachula. Det ligger
i Chiapas, i det sydvestlige hjørne af Mexico. En af Sørens
samarbejdsorganisationer, AGER, havde arrangeret, at nogle små virksomheder
kunne udstille deres produkter på en stand på messen.
Læs
mere om selve udstillingen under Programmet. Feria,
folkeligt og fornøjeligt
Glem alt om en stilren messe i Bellacentret med flotte stande i moderne,
smarte omgivelser og velklædte, unge sælgere.
Her betyder
messe - feria - snarere byfest, og messeområdet var
så stort
som Tivoli. Det var en folkeforlystelse med musik, dyrskue, tyrefægtning,
karruseller, cykelløb, hanekampe, casino, salsa, øl og
tequila.
Der
var masser af boder der solgte tacos, churros, saft fra sukkerrør
og andre forfriskninger, køkkenudstyr, legetøj, masker
eller cd’er som blev spillet med meget høj decibel. Desuden
et hav af sælgere som råbte i et forsøg på at
overdøve de andre – kort sagt en kakofoni af lyde.
Folk
kom langvejs fra, og der var fyldt hver aften fra kl. 20 til langt
ud på natten. |
|
Her bliver der solgt potter og pander, spande og gryder på en slags auktion.
Hvis man byder på varen, kaster auktionarius varerne ned til én.
Den første
aften prøvede vi at komme til hanekamp, men det var desværre
lige færdigt – i stedet overværede vi aftenens
stjerne, den spanske sanger Shaila Durcal, akkompagneret af mariachi-musikere. Vi
kom gratis ind og sad på første række, fordi vi fulgtes
med Tomas, kaffefarmer af tysk afstamning og direktør for
hele messen.
|
Fra tapas til Rotary
Torsdag
den 8. marts
2007, Søren |
|
|
Vi går hjemad i det tvivlsomme halvmørke efter en Polar Bar
gå-hjem-øl på den canadiske ambassade. Lige i stemning
til et par spanske tapas-retter på ”El Rincon de Alex” (Alex’ hjørne)
to blokke fra vores hoveddør.
Ejeren Alex hilser altid begejstret på os, når vi går
forbi til og fra arbejde eller indkøb.
Restauranten er helt tom, så han fortæller løs om sine
25 år i USA og sit amerikanske og spanske borgerskab. På flydende
engelsk-amerikansk. Han forstår os, de vesterlandske kunder.
De to tjenere, Fy (ladino) og Bi (maya) kredser om os. Den lille
Bi kan kun lige se over disken. Fy har efterhånden lært menuen at
kende.
|
|
Pludselig
kommer der gang i stedet. Fy og Bi får travlt med at stille glas på række
med is i, klar til whisky. Og Alex forklarer, at 30 Rotary-folk har
bestilt bord. Ind strømmer kvinder og mænd, gode borgere
i deres bedste alder.
På Lises
forslag møver Søren sig ind hos en leder-udseende type
for at skaffe kontakter til bror Jesper, som kommer hertil om nogle
uger.
Det viser
sig, at gruppen er deltagere i en mellemamerikansk rotary-konference,
og de er enormt venlige og imødekommende.
Via en salvadoraner og en costaricaner kommer vi frem til en guatemalteker,
som oplyser,
at Camino Real-hotellet lige ved Sørens kontor er det rigtige
sted at spise frokost om tirsdagen. Vi
vil gå med og prøve at finde nogle gode kunder til Sørens
mange små, fattige producenter af forskellig art. Så Jesper må tage
sit rotary-skilt på og åbne dørene.
|
Tidligere historier under Siden sidst
|