Danida-programmet 4

Til landsmøde i PAF-MAYA

7. maj 2007, Lise

Vi var inviteret til at overvære afslutningen på PAF-MAYAs årlige, nationale kongres den 24. marts 2007. Der var ca 500 personer tilstede, som repræsenterede 500 forskellige Maya-organisationer, -associationer, kooperativer og virksomheder fra hele Guatemala.

Da vi kom, var de næsten blevet færdig med diskussionerne, og vi overværede derfor den afsluttende samling, hvor man blandt andet formelt skulle vedtage de 8 punkter, som man havde diskuteret sig frem til, og som udgør arbejdsplanen for det kommende år.

Jubilæum
Vi blev ført op på første række, og Søren gættede derfor, at han nok ikke slap for at holde tale. Lidt efter kom et par andre ”specielt inviterede”, ansatte i landsbrugsorganisationer og ministerier.

Det viste sig, at PAF-MAYA fylder 15 år i år, og samtidig er det 13. gang man afholder kongres – begge ting blev festligholdt med fødselsdagskage og –sang.

José Us ledte mødet, og nogle repræsentanter for ungdomsbevægelsen Aj Tzuk trådte frem og fortalte om aktiviteter og drømme. Den ene var en ”alcalde juvenil”, dvs ungdomsborgmester.

Præsidentkandidater på besøg
José Us gennemgik forløbet af kongressen og glædede sig især over, at de havde haft besøg af fire politikere, alle kandidater til valget i september, blandt andet Rigoberta Menchú (fra partiet Encuentro por Guatemala) og Alvaro Colom (fra det største parti UNE).

José understregede, at PAF-MAYA ikke støtter et bestemt parti, men derimod enkeltpersoner, "venner", det vil sige en præsidentkandidat fra ét parti, et parlamentsmedlem fra et andet, en borgmesterkandidat her, en anden dér.

Mayaer er forskellige, forklarede han, der er ikke noget entydigt politisk tilhørsforhold, ej heller religiøst – så det vigtige er, at der er Mayaer overalt, og at de får vigtige poster. Han opfordrede derfor til, at man afstod fra at slås indbyrdes, men tvært imod hjalp og støttede hinanden.

Ny skole og alternativ energi
Omsider blev de 8 punkter fremlagt, og deltagerne skulle stemme ved håndsoprækning. Alle 8 punkter blev vedtaget, da de allerede havde været drøftet igennem.

Et punkt drejede sig om at oprette en ny erhvervsskole i provinsen Huehuetenango – det bliver den 6. skole, som PAF-MAYA driver. Skolerne er ret enestående, dels ved at der indgår praktik, som foregår i små virksomheder i landsbyerne, dels ved at undervisningen sigter på at uddanne de unge til iværksættere. Under et andet punkt blev det vedtaget, at fastholde den nuværende præsident på hans løfte om at give 20 mio Q til teknologiuddannelse i landdistrikterne.

Loida fungerede som sekretær og holdt styr på kongressens konklusioner

Punkt 3 drejede sig om at undersøge muligheder for at anvende majs til biobrændstof. Der er nemlig bekymring for, at prisen på majs stiger i takt med denne nye anvendelse – med det resultat, at det bliver sværere for fattige mennesker at få råd til dette, det mest basale og nødvendige levnedsmiddel.
Under et andet punkt foreslås at etablere virksomheder, der kan udnytte rene energier, fx vandenergi – og samtidig sikre, at de berørte landsbyer faktisk får økonomisk udbytte; i stedet for at hele overskuddet går til et udenlandsk firma.

Dansk andelsbevægelse
Derefter bad José de inviterede gæster om at sige et par ord, og Søren skulle være den første. Ved introduktionen af Søren nævnte José også, at jeg er i gang med at hjælpe PAF-MAYA med at udvikle en website.

Søren havde heldigvis nået at notere et par stikord og fortalte om ligheden mellem Guatemala nu og Danmark for 150 år siden, da andelsbevægelsen og højskolebevægelsen startede. Han nævnte bl.a. at det drejede sig om at styrke sprog og kultur. Disse ord blev senere gentaget af en fra bestyrelsen.

Indianer-universitet
Landsmødet foregik i udkanten af Guatemala City på Instituto Indígena Santiago – et seminarium, som åbnede i slutningen af 1950’erne med støtte fra en fransk munkeorden. Det var den første videregående uddannelsesinstitution for "indfødte" fra landet.

Ladino'erne kaldte det – nedsættende – for "det indianske universitet". José Us har læst der, og ligeså flere nu højt placerede mayaer. Det består af klasseværelser, kollegieværelser, en spisesal og en stor sal, hvor kongressen blev holdt.

Udenfor var der i dagens anledning et ”mini-maya-messe”, dvs udstilling fra forskellige kooperativer og virksomheder, som producerer fx marmelade, tasker af strå, stoffer, tekstiler, ost, stearinlys, kaffe etc. Efter kongressen blev vi vist rundt i udstillingen og fik eller købte forskellige varer.

Dernæst blev vi inviteret med ind for at spise – til højbords med José og Loida og flere fra den gruppe, som havde planlagt kongressen.

Vi var garanteret de eneste ”blegansigter” tilstede.

Kvinderne på bjerget

20. april 2007, Lise

Højt oppe i provinsen Sololá ligger en række små landsbyer med quiché-inidianere. Santa Catarina Ixtahuacán ligger utroligt smukt (2300 moh), men den har været præget af fattigdom, og traditionelt har man hovedsageligt levet af majs og bønner.

Nogle af kvinderne begyndte at organisere sig i 1978 under den væbnede konflikt. De ønskede at hjælpe hinanden under de vanskelige forhold (hvor mændene blev indkaldt som soldater eller måtte flygte), og syv kvinder oprettede sammen et spisested i byen med støtte fra en belgisk NGO, som også gav mikrokreditter til dem.

Vi var meget fascinerede af Doña Ani, som tydeligvis spiller en vigtig rolle. Alanel betyder "den kvindelige skaber" på quiché, og i 2001 blev den en formel association.

Grøntsager
Nu arbejder foreningen sammen med NGO'en ADAM, som hjælper dem med at lære at dyrke grøntsager mhp at sælge dem til et større marked. Foreløbig dyrker de kål, blomkål, ærter og broccoli.

De fik kontakt til en opkøber fra El Salvador, som gerne ville aftage kål, løg og gulerødder. I El Salvador spiser de nemlig en slags salat med disse ingredienser til deres pupusas, og de kan ikke selv dyrke grøntsagerne, fordi klimaet dér er for varmt. Kartofler er også efterspurgt.

Kvinderne er lige begyndt at dyrke gulerødder

Doña Ani er sekretær for foreningen Alanel, og nu er der 400 medlemmer fordelt på 12 små landsbyer. Det er kun ca 70 der arbejder med grøntsager; de andre indgår i mikrokreditordningen og arbejder med vævede stoffer, som de gerne vil finde et marked til.

Vi kom på besøg en tirsdag for at se den ugentlige levering af kål til grossisten. Kvinderne havde været oppe siden kl. 5 om morgenen for at høste kål.

Hver kvinde pakker sine kålhoveder i et net, som bliver vejet, så hun får betaling for præcis den mængde, hun leverer. I øjeblikket kommer lastbilen en gang om ugen, men de håber at udvide, så de kan fylde lastvognen med forskellige slags grøntsager to gange om ugen.

Traditionelt arbejder maya-kvinder kun i huset, så det er nyt, at de går i marken og dyrker grøntsager. Mændene hjælper dem med det hårde arbejde, fx at forberede jorden. De benytter så vidt muligt kun organisk gødning og godkendte insektmidler, og desuden følger de principperne for "God praksis". Foruden alt det tekniske i forbindelse med grøntsagerne har gruppen også fået assistance til at organisere sig med en administrationsgruppe, en produktionsgruppe og en gruppe, der står for kommercialisering.

Flere af kvinderne forstår ikke spansk, så Doña Ani oversatte til quiché.

Skolepenge
Grøntsagsdyrkningen har helt tydeligt betydet en stigning i indkomst hos de medvirkende familier. Det betyder fx, at de kan sende deres børn i skole og betale for skolebøger mm. De andre familier, som ikke turde være med fra begyndelsen, ser nu resultaterne, og flere og flere vil gerne indgå i arbejdet. Problemet er dog, at der kun er én landbrugskonsulent, og han har dårlig tid til at instruere nye medlemmer.

Deres drøm er at få faste aftaler med nogle markeder, så de er sikre på salget. Desuden vil de gerne finde afsætning for deres vævede stoffer.

Spørgsmålet er, om det er noget for PREMACA at hjælpe dem?

Som det er skik her i Guatemala, havde de udarbejdet et fint diplom til Søren, og det blev overrakt af en genert kvinde, der kun lige akkurat kunne læse den spanske tekst op.

Krydstogtskibe

26-28. marts 2007, Søren

Turismeprojekt
Søren studerede Fundaecos lokale planer om turismeprojekter, som alle fokuserede på områdets store guldkalv: krydstogtskibene, som lægger til i Santo Tomás.

Forretningsplanen skal omfatte kundesegmenter, produktkoncepter, salgskanaler, leverandører, prissætning, koordinering osv.

Kunderne

Skibene skal malkes dagligt

På faste ugedage lægger skibene til med 400-2.000 passagerer.
De lokale turistorganisationer får et år forud en kalender med dato, skib, antal passagerer og type passagerer, fx gamle over 50, unge 20-50, bøsser, lesbiske (ja, så specialiserede er skibene åbenbart) osv.
Der kommer mellem 1 og 7 skibe pr uge. De lægger til kl 06 og letter kl 18, dvs der er et meget begrænset tidsvindue til at trække pengene op af lommerne på dem.

Vores skib kom 20 minutters ”liggepenge” for sent af sted pga. af denne taxa

Produkterne
Minibus: Allerede på skibet har passagerne købt en turist-pakke for dagen, og den ”leveres” af en minibus-chauffør.

Regnskov: Passagererne sættes af ved en natursti, som er tilpasset aldersgruppen.

Indlagt mulighed for at bade ved et vandfald

En tur på havet: På vej til Livingstone eller Sarstún kan bådens kaptajn normalt finde delfiner, der boltrer sig. Oftest er de under fregatfuglene, som fisker i rørt vand, hvor delfinerne jager fisk sammen.

Skærgård: Klods op ad havnen er der en lille skærgård, hvor gæsterne kan få en rundtur på vandet eller spadsere oppe i fjeldet.

Det fortælles, at sørøvere lå bag disse øer, som set udefra går i ét med fastlandet bagved

Kajak: På Río Sarstún kan man få en formidabel oplevelse i de stille, naturlige kanaler i mangroveskoven.

Souvenirer: Stoffer, træskæregenstande, lerkrukker, små poser med sort peber osv kan købes ved alle af- og påsætningssteder samt i et særligt shoppinghal ved krydstogtshavnen.

Vi kom lidt for sent, så de var allerede ved at pakke ned

Mad: Mad er der ikke så stort salg i, da gæsterne er (overdrevent) bange for deres maver, og da krydstogtsskibet på forhånd har inkluderet prisen til alle måltider.

Gratis show: Ved afrejsen kl 18 stiller alle minibusserne op og blinker, dytter og vinker.

Garifunaer, ladinoer og indvandrede indere optræder og håber på, at passagerne kaster deres overskydende quetzales fra sig.

Leverandørerne
Produkterne leveres af taxachauffører, kvindekooperativer, landbrugskooperativer, fiskere (småbåde), turistforeningens ansatte, lokale hjælpeorganisationers turistkoordinatorer, dansere osv.

15-årige Evelyn som viste os rundt

Hvor peberet gror

26. marts 2007, Søren og Lise

Som led i udflugten med Fundaeco besøgte Søren en landmand, der dyrker peber i naturparkens yderzone ved landsbyen Las Pavas.

Francisco López, blandt venner kaldet Chico, var præsident og foregangsmand for 37 andelsforeningsmedlemmer. Han var meget sympatisk, dygtig og velformuleret.

Peberplanten er en slyngplante. Her hos Chico gror den op ad træet Madre de Cacao, som giver nitrat til jorden.

Projektet med at dyrke peber var startet for syv år siden med syv landmænd – men Chico var den eneste, som holdt ved og fortsatte de tre år, til planterne bar bær. De andre mænd gav op, fordi det ikke straks gav udbytte, og fordi deres koner beklagede sig over den manglende indtjening.

Nu har han hele sit område på 1 manzana (7.000 m2 = 0,7 ha) beplantet med pimienta negra (det vi kender som almindelig sort peber). Peberet sælges til lokale butikker, enten som korn eller som stødt peber. Indtjeningen er otte gange bedre end fra majs og bønner, som han dyrkede før.

Når peberen bliver moden, bliver den rød. Hvis man renser frugterne for den røde skal, bliver det til hvid peber. Hvis man bevarer skallen og lader den tørre ind, bliver det til sort peber. Normalt tørres kornene i solen.

Chico viser, hvordan han laver nye skud af peberplanten. Han stiller stænglerne i sand i tre måneder, til de danner rødder. Derefter skal de stå endnu tre måneder i jord. Og så plantes de ud. Han tjener også ved at sælge spæde planter til andre avlere.

Økologisk kaffefarm

Den 16. marts 2007, Lise

Kaffebusk i blomst

Økologisk kaffefarm
Til inspiration for turismeprojekter var der på turen til Tapachula, Mexico, (se herunder) også indlagt et besøg på en kaffefarm på La Ruta de Café. I bjergene bag Tapachula ligger en række kaffefarme, som alle ejes af folk af tysk afstamning, som kom hertil for flere generationer siden – og familierne holder deres tyske herkomst i hævd og taler stadig tysk.

Rundt i kaffeplantagen er der opført små hytter til turister med udsigt til fugle, dyr og varieret vegetation. Kaffeplanter skal nemlig have skygge, så der gror andre træer rundt i plantagen.

Farmen Argovia var meget imponerende, blandt andet fordi den drives økologisk i ordets egentlige forstand. Der er kunstvanding – men uden pumper, kun drevet af tyngdekraften. Alt spildevand bliver renset ved hjælp af planter.

Da kaffepriserne faldt drastisk for 15 år siden, besluttede ejeren Bruno Giesemann at omlægge 10% af området til blomstergartneri, og han sælger nu eksotiske blomster i tusindvis – og salget af dem udgør 50% af indtægterne.

En anden fordel ved gartneriet er, at han kan ansætte flere af de lokale hele året.

Kaffedyrkning giver nemlig sæsonarbejde, så i høsttiden (oktober-januar) er der ansat ca 700 arbejdere, mange fra Guatemala, til daglig blot godt 100. Det er et problem at holde på den gode arbejdskraft – de dygtigste og mest initiativrige rejser nemlig til USA …

På farmen er en række bygninger med sovesale til sæsonarbejderne

Første gang på messe

Den 15-18. marts 2007, Lise

Vi fik mulighed for at komme med til en stor messe i Tapachula. Det ligger i Chiapas, i det sydvestlige hjørne af Mexico. En af Sørens samarbejdsorganisationer, AGER, havde arrangeret, at ti små virksomheder kunne udstille deres produkter på en stand på messen.

De små virksomheder og kooperativer er fra forskellige provinser i Guatemala: Et kooperativ som fremstiller saft og marmelade, et andet som fremstiller smukke æsker af træ, et som producerer honning, et der fremstiller persienner af bambus, et kvindekooperativ der væver, farver og syr stoffer med naturfarver, og et kooperativ som producerer snacks af nødder. Desuden en virksomhed som genbruger plastik og producerer plastikvarer, en anden som producerer vinduer af pvc, og endelig en organisation, som driver økoturisme. For flere af dem var det første gang, de prøvede at sælge deres varer i udlandet og på en messe.

En læreproces
Et sted i det store og larmende messeområde var en bygning med stande fra flere latinamerikanske lande, som solgte souvenirs af varierende kvalitet – og her var også AGER’s stand.

Gertrudis lægger tasker og duge frem, og Alfredo hænger sine bambuspersienner op

Det så ikke så lovende ud, da vi først kom, fx manglede der lamper, og de to unge piger, som var ansat til at passe standen indtil vores delegation kom, sad sløvt og afventende.

Men det blev ændret. Der blev købt lamper, og varerne blev suppleret op. Der blev budt på smagsprøver af saft, nødder og honning. Repræsentanter fra AGER og Agexport og Søren demonstrerede, hvordan man sælger, og efterhånden blev selv den lille mayakvinde Gertrudis helt kry.

Alfredo fra kooperativet, som producerer bambuspersienner, fik dels en ordre fra et hotel i byen, dels fik han solgt flere persienner direkte fra standen. Så han var meget tilfreds.

Søren tog snedkeren med hen til en anden stand og viste ham forskelligt trælegetøj. Snedkeren blev begejstret og købte en uro med en papegøje til inspiration og mente, at produktet kunne innoveres.


Sebastiana sælger saft og marmelade, og hun fik truffet aftale med en sælger, der deltager i messer overalt i Mexico, om at han vil præsentere hendes varer.

Den sidste aften var der stor trængsel ved AGERs stand