Siden sidst - februar 2007

Torsdagsøl

Nu står der ”Reservado” på vores del af bardisken i El Elstablo om torsdagen. Den søde bartenderske hilser venligt og er allerede klar med en Monte Carlo-øl, når hun ser mig.

Normalt kommer der en 5-6 danskere; grundstammen er de tre, som arbejder på ”Cooperación Danesa”, dvs Søren, Jørgen og Ninna – og deres ægtefæller og familie. Reglen er nemlig, at om torsdagen må man gerne brokke sig over arbejdet.

El Establo ligger lige i nærheden af kontoret, og den ejes af den legendariske tysker Holger (i baggrunden), se tidligere historie om Holger.

Blandet skare
Desuden kommer et par andre danskere, som arbejder her i Guatemala City, fx Natalia, som er ansat på EU-kontoret. Af og til kommer Susanne, vores veninde fra Antigua, og på det seneste har også nogle nordmænd fundet vej til baren.

Men denne torsdag var vi pludselig 16 personer. Fx var der Niels "Fisker", som arbejder med fiskere i Nicaragua, og som af og til passerer gennem Guatemala.

Desuden Aída, en guatemalteker som er gift dansk og har boet i Danmark i 15 år. Hun er her kortvarigt for at arbejde med et projekt i Petén.

Ung entreprenør
Og så var der Malte, 23 år og søn af Ninna, som sammen med sin guatemaltesiske kæreste Maria er i fuld gang med at åbne en ”lounge shop” med tøj fra danske designere. Han mener, at der er potentiale for en butik med tøj af høj (og europæisk) kvalitet. Han har netop været et smut i Danmark til en modemesse og forhandler med flere brands, hvis navne jeg end ikke har hørt før. Hans idé er at åbne butikken her i Zona 10, og ikke i et af de mange butikscentre. Han har et imponerende gåpåmod, så vi krydser fingre for at det lykkes for ham.

Helt nye var ægteparret Tom og Ileana, han er dansk, hun guatemalteker, og de arbejder begge i hendes fars firma, som producerer stærke chili-sovse mm. De har boet her i 7 år, og forleden mødte de Peter og Malte i et supermarked og blev straks inviteret til torsdagsøl.

The true story

Onsdag den 14. februar 2007, Troels og Lise

Her er de med bilen på en flodpram på vej gennem en mangrove-skov.

Søren og Lise - set af Troels og Lise:
Til alle jer der bekymrer jer om, hvorvidt Lise og Søren har det godt i det fremmede... Vi kan berolige jer: det har de! Her vil Lise og jeg dokumentere Lise og Sørens liv i Guatemala - the true story.

 
Vi kan bevidne, at Lise er kommet i sit livs form. Her har hun netop besteget vulkanen Pacaya på rekordtid og lagt resten af rejseholdet bag sig. Hun nød at kunne følge med Troels' tempo.

Et aspekt af Guatemala, som de nyder voldsomt meget, er alle de lækre tropiske frugter. Til enhver udflugt medbringer de en stor kniv og et skærebræt, så de altid er beredt. Her der vandmelon-fest i Monterrico.

Udover den lidenskabelige har de også en videnskabelig tilgang til frugterne. Alle ukendte frugter fotograferes og registreres i deres frugtkartotek.

Navn: Lulo. Beskrivelse: Orangefarvet, syrligtsmagende (muligvis lettere umoden), frugt fundet 14.02.07 i Super Verduras.

Et indtil nu ukendt karaktertræk ved Lise og Søren er et veludviklet shopping-gen. Det træder i kraft, når der er guatemaltesisk kunsthåndværk i farvandet.
Her lader Søren sig charmere af en maya-kvinde, der sælger skjorter. For Søren er det i virkeligheden ikke varen, der er vigtig. Det er spillet mellem sælger og køber og sælgerens merkantile formåen, der afgør, om han får noget med hjem.

Lise med det samlede indkøb efter besøget på markedet i Chichicastenango. Bliv ikke overrasket, hvis hun kan åbne et museum for maya-folkedragter, når hun vender tilbage til Danmark.

Til glæde for alle os derhjemme laver de som bekendt denne hjemmeside. Altid er de parate til at tænke i historier og billeder. Fx så Lise straks, at denne hibiscus-blomst ville gøre sig godt på forsiden.

Mens Søren er på arbejde, bruger Lise mange timer på både egen og andres hjemmesider. Hun har et gigantisk, men gennemsystematiseret billedkartotek.

Når de ikke arbejder, lærer nye mennesker fra alle verdensdele og aldersgrupper at kende eller gør alle de andre ting, vi har vist her, er de stadig vældig glade for hinanden og nyder at være sammen om dette eventyr. Her ses lidt romantik på Valentines Day.

Maya-ruiner i Tikal

Så er vi på vej ind i junglen. Det sidste stykke vej ind til Tikal var der skilte om alle de dyr, man kunne møde på vejen. Vi så dog ingen.
Men inden vi kørte ind i nationalparken havde både hunde, æsler, muldyr, heste, køer, høns og grise boltret sig på kørebanen. Men dér var der ingen advarselsskilte.

Gran Plaza i Tikal. Tikal var fra ca. 700 e.kr. til 900 e.kr. en af maya-folkets vigtigste bystater. Det anslås, at der i storhedstiden boede 90.000 mennesker i området. Fra år 900 blev byen i løbet af kort tid forladt og glemt, og den blev først genopdaget i 1848.

 
Indtil videre har arkæologerne blotlagt 16 km2 med 3000 forskellige bygningsstrukturer. Vi brugte 5 ekspeditioner ind i området af 3-4 timer til blot at nå rundt til Tikals største templer og beboelsesområder.

Der var langt ned fra toppen af Tempel 5. Den lille røde prik er Lise (R), der holdt sig med begge ben på jorden det meste af tiden.

Her ses samme tempel nedefra og op. Trætrappen blev bygget, efter at to mennesker mistede livet, da de styrtede ned af maya-trinene.