Siden sidst - august 2006

Festivalen der blev væk

Lørdag 19. august 2006, Lise

I denne uge fejrer Guatemala City en Festival i byens Historiske Centrum – dvs zone 1. Jeg havde nøje studeret det fyldige program. Der var mange tilbud om guidede ture til bygninger, musik, dans, teater og optræden.

Så lørdag gav vi os af sted for at opleve det. Først skulle vi se noget historisk recitation på et museum, men da vi kom, var der ikke optræk til noget, og den guidede tur lidt senere viste sig at være et foredrag.
Vi gik derfor i stedet hen på Plaza Mayor (svarer til Rådhuspladsen), hvor der skulle være to timer med forskellig musik. Men der var ikke antydning af musik.
Nå, så gik vi hen for at se en ”udstilling af kunsthåndværk” – den var der, men bestod blot af et par boder, hvor Maya-kvinder solgte de stoffer og smykker, som de sælger på ethvert marked her i landet.
En ”udstilling af antikviteter” lidt derfra bestod af endnu færre boder med antikvariske bøger – og så et ”band” der spillede elektronisk musik så højt, at de tydeligvis ikke kunne høre hinanden. Rundt om sad unge flippere og stenede.

Nå, tænkte vi, så satser vi på den koncert med feminin marimba-musik, som skal foregå i en af salene i Palacio Nacional de la Cultura, og som er arrangeret af kulturministeriet. Kl 17 stod vi ved porten til Palacio, men vagten kendte ikke noget til nogen koncert. Hvis der skulle være noget, måtte det foregår på pladsen udenfor, mente han. Her var ganske vist en scene, men der var intet spor af hverken instrumenter eller musikere.

Til sidst fandt vi et marimba-orkester af mænd – ifølge programmet skulle de have spillet tidligere, men nu kunne vi da nå at lytte lidt til dem.

Jeg tror ikke, vi gider tage ind til byen i morgen.

Vores kasser fra Danmark er kommet!

Onsdag 16. august 2006, Lise

Oh, fornøjelsen ved at få sin egen lette dundyne – i stedet for et lagen og et løst tæppe. Glæden ved et par Mao-sko til 29.95 fra Irma, alle vores musik-cd’er og min lille kartoteksæske med madopskrifter.

Gensynet med bluser og nederdele, som jeg næsten havde glemt, jeg ejede – det skal blive rart at kunne udvide garderoben. Søren har hidtil klaret sig uden løbesko, og vi har begge set frem til at få vores vandrestøvler.

Min fryd over alle de bøger, faglitterære såvel som skønlitterære, som jeg udvalgte og nedpakkede under stærkt tidspres dengang hjemme i Berggreensgade, omgivet af flyttekasser og rod, og med en uvirkelig fornemmelse af at pakke til en rejse, hvis mål jeg dårligt kendte, og en tilværelse, jeg heller ikke vidste, hvordan ville forme sig.

Søren har især savnet sin mappe med spansknoter, og masser af faglitteratur og papirer om udviklingsarbejde.

Men nu er det her alt sammen – inklusiv det lille dannebrogsflag, som Nina og Francis forærede os som afskedsgave. Også det nåede frem i tide til Sørens fødselsdag.

Tænk, hvis kasserne var forsvundet et sted mellem København, Hamborg og Antillerne!

Jeg føler en stor glæde ved at gense ”tingene”, og samtidig har jeg dog levet udmærket uden dem i tre måneder.

Godsforsendelse - tid og pris tredoblet

Onsdag den 16. august 2006, Lise

Historien om hvordan 4.775 kr blev til 12.495 kr, og 30 dage til 97 dage

Før vi selv rejste til Guatemala, ville vi sende nogle kasser med bøger, mapper, cd’er, støvler og ekstra tøj med skib derover. Nu 61 mails og 97 dage senere ved vi, at det ville have været meget lettere og muligvis billigere at medbringe det som overvægt i flyet.

Men her er forløbet - til skræk og advarsel:

Mange transportfirmaer sender tilsyneladende ikke gods for private, af hensyn til forsikringsforhold. Vi blev derfor henvist til firmaet: European Removal & Transport Co. ApS, som jeg ringede til; her talte jeg med Steen Herrsche (SH).

Han forklarede, at det ville koste 4.775 kr at sende 1 m3 fra København til Guatemala City, og at det ville tage ca 30 dage. Denne pris lød rimelig, og vi henvendte os igen for at få sikkerhed for, at vi havde opfattet det korrekt.

SH bekræftede prisen og forsikrede os om, at hvis blot vi afleverede tingene pakket i papkasser i deres terminal i Tuborg Havn, ville de bygge en transportkasse af træ udenom, det var inkluderet i prisen. Han oplyste nu, at der også var en forsikring, som normalt var 2,5% af værdien.

I løbet af telefonsamtalen gik det op for os, at tilbuddet dog ikke gjaldt indfortoldning i Guatemala. Efter ca en uges ventetid oplyste SH, at indfortoldning samt terminalomkostninger (hvad det så end er?) ville udgøre ca 3.800 kr – og heri var ikke indeholdt levering og udpakning. Desuden optrådte pludselig en ny udgift til ”fumigation” af eksportkassen: formodentlig 900 kr.

Dvs, at inden vi overhovedet havde afleveret vores kasser, var prisen steget fra 4.775 kr til 10.975 kr – alt inklusiv.

Nå, tiden var knap, så vi accepterede, og den 11. maj, to dage før vi selv rejste, afleverede vi vores gods (seks kartoner (= flyttekasser), et plastiketui og et par gummistøvler) – i alt 220 kg og 0,7 m3 - i terminalen i Tuborg Havn. En mand tog imod det og anbragte det på en palle midt i en kæmpe hal med al muligt andet gods. Det virkede ikke særlig trygt, da vores gods hverken blev registreret eller fik påsat skilt med bestemmelsessted.

Vi opsøgte derfor SH på kontoret 50 m fra terminalen og bad om en kvittering, som bevis på, at firmaet havde modtaget vores kasser. Vi fik en håndskrevet seddel af SH – det var tydeligvis ikke almindeligt at udskrive kvitteringer. Samtidig bad SH os om en liste over indholdet af godset – det havde han ikke tidligere nævnt. Heldigvis havde vi noteret det hele, så vi sendte listen til ham. Samtidig blev vi nu klar over, at de 30 dages transporttid udelukkende dækkede transporten fra Hamborg til Guatemala. Tiden i København med pakning og transporten til Hamborg var ikke medregnet. Vi måtte altså regne med, at det snarere ville tage 1 ½ måned.

De 30 dage var nu allerede blevet til mindst 45 dage.

To dage senere rejste vi selv til Guatemala med de 4 x 23 kg, som vi måtte medbringe i flyet.

Fra Guatemala korresponderede vi videre med SH, og blev enige om, at vi betaler de 3.800 kr til indfortoldning direkte til agenten her i Guatemala. En uge efter fik vi at vide, at eksportkassen var færdigpakket, og den endelige pris til ham for forsendelsen var 10.975 kr – inkl. forsikring og ”fumigation” – men excl. toldbehandling i Guatemala, som aftalt.

Selv om det var langt fra den oprindelige pris på 4.775 kr, skal man jo ikke være smålig, så vi betalte straks over netbank for ikke at forsinke forsendelsen yderligere og gik ud fra, at kassen ville blive afsendt førstkommende fredag.

Men – fíjese - sådan skulle det ikke gå. Nogle dage efter modtog vi en lang mail fra SH, der forklarede, at godset var strandet i Hamborg, fordi tøj ikke må blive varmebehandlet (fumigeret). Eksportkassen skulle derfor åbnes og genpakkes. Det fremgik med al tydelighed, at hverken SH eller det shippingfirma, som han havde entreret med, kendte til, at tøj ikke må blive varmebehandlet.
SH bad os godkende, at et firma i Hamborg ompakkede vores gods mod 200 euro.

Vi svarede prompte, at det var en udgift, som han måtte bære, da vi jo netop havde bedt ham – som professionel shippingagent - om at stå for hele transporten. Men han fralagde sig al ansvar for det indtrufne og mente, at vi skulle betale de ekstra omkostninger.

Ikke særlig rart! Ud over de ekstra 200 euro, var vi blevet endnu mere utrygge ved hele processen. Hvor var vores kasser? Hvem var den tredje- og fjerdepart i Hamborg, som skulle unloade godset? Skulle hver enkelt kasse åbnes med risiko for at vores ting forsvandt? Hvem ville tage ansvar for, at tingene kom videre? Vi havde stadig ikke fået et eneste shippingdokument, selv om SH to gange havde lovet, at han ville sende det til os.

Så var det, at Søren fik den gode idé at kontakte Lises fætter, som er advokat. Og det skrev vi til SH.

Effekten af ordet ”min advokat” kan ikke overdrives. Det udløste en ny strøm af mails fra SH vedhæftet hans korrespondance med diverse underagenter, hvor han fralagde sig ethvert ansvar. Adskillige mails senere – og efter råd af Lises fætter – accepterede vi at betale beløbet på de 200 euro (= 1.495 kr) i håb om, at vores kasser nu var på vej til et skib, som sejlede mod Guatemala.

Vi har forresten aldrig forstået, hvordan de har fumigeret bøgerne, men ikke tøjet, da de lå blandet i kasserne.

De 4.775 kr var nu steget til 12.470 kr, og de 30 dage var blevet til 51 dage.

Herefter indtrådte en fase, hvor SH bad om oplysninger - fx forsikringssummen, som han havde fået oplyst en måned tidligere.

Og han havde nye overraskelser klar. Han udbad sig nu en ny liste med nøjagtig angivelse af værdi for hver varegruppe og fordelt pr kasse. Vi måtte således på baggrund af vores oprindelige lister og den samlede forsikringssum regne os baglæns til en ny liste med de ønskede oplysninger – det krævede et excel-ark. Det havde været lettere at skrive listen, mens vi pakkede kasserne tilbage i København.

Derefter skulle kassen være klar til afsendelse … men, fíjese, afgangen fra Hamborg netop den 2. juni var blevet aflyst, næste afgang var den 14. juni, kunne SH lakonisk meddele os.

Det var alligevel for godt til at være sandt, og nogle dage senere fik vi at vide, at agenten havde skiftet til et andet rederi. Næste skib ville sejle den 21. juni med ankomst til Guatemala den 21. juli.

De 30 dage var nu blevet til 70 dage.

Derefter aftog strømmen af mails, og vi gættede, at kasserne nu omsider var ombord på et skib med kurs mod Guatemala.

Den 26. juni sendte SH ”Bill of Lading” med post til Guatemala, og brevet ankom her 1. juli.

Med ”Bill of Lading” kunne et nyt, interessant kapitel begynde. Det handlede om at forberede toldbehandling og udlevering af kasserne fra agenten her i byen.

Til det formål skulle Søren bruge de lister over indholdet i kasserne, som SH havde modtaget og oversat til engelsk. Søren bad derfor SH om at faxe dem til kontoret. Men det mærkelige er, at SH ikke kan faxe til Sørens kontor – selv om alle andre kan. Søren bad ham derfor sende listerne med almindelig post . Efter to uger dukkede listen alligevel op pr fax. Det viste sig nemlig, at det omhyggelige excel-ark, vi havde udarbejdet, var reduceret til en sjusket liste uden værdiangivelser.

Heldigvis havde vi nu fået assistance af administrator Rosario på Sørens kontor, som venligt påtog sig at ordne alle formalia med hensyn til myndighederne her i Guatemala. Og gudskelov, for bureaukratiet overgik selv EU. Guatemalas udenrigsministerium skulle nemlig indblandes, fordi vi nok kan slippe for at betale told, da vi er på "misión internacional".

En dag havde Søren underskrevet en formular ”Franquicia diplomatica”, som Rosario omhyggeligt havde udfyldt og fået officielt stemplet. Men – fíjese – det viste sig, at det var den forkerte formular, de havde givet hende. Om igen – endnu tre dages forsinkelse før hun fik den rigtige formular, udfyldte den, fik Sørens underskrift, og fik kontorets chauffør til at køre hen og stå i kø for at aflevere den på kontoret i udenrigsministeriet.

De 30 dage var nu blevet til 81 dage.

Rosario var i jævnlig kontakt med agenten her, og som dagene gik, mente hun med stigende vished, at vores kasser faktisk var ankommet og nu befandt sig i en lagerbygning et sted i byen. Det lovede jo godt, og i forrige uge kunne hun sige, at kasserne ville blive afleveret hos os den 11. august … men, fíjese, det viste sig, at vores trækasse var i en container i en fjern havneby sammen med andet gods, som endnu ikke var toldbehandlet, så derfor kunne vi alligevel ikke få det den dag.

Ok, ok, et par dage fra eller til betød jo heller ikke noget.

Og så pludselig – i dag den 16. august, ringede et transportfirma til Rosario og meddelte, at de ville komme kl 14.
Kl 13.55 ringede det på døren her, og uden for stod en venlig mand fra transportfirmaet og forklarede, at vores kasse stod nede i hans bil! Stor venlighed og professionalisme. Trækassen blev åbnet og åbenbarede alle vores seks flyttekasser, plastiketuiet + Sørens gummistøvler! Utroligt. For en sikkerheds skyld åbnede vi en af kasserne for at kontrollere, om der var sket skader. Men nej – intet tyder på, at tøj eller bøger har lidt under transporten. Mændene bar kasserne op i lejligheden, ordnede papirerne på et øjeblik og gik igen.
Ca 10 minutter efter ringede det igen på døren, og en fiks, ung dame fra samme transportfirma ville blot sikre sig, at alt var gået tilfredsstillende. Hun gav mig sit visitkort og bad mig endelig kontakte hende, hvis der var sket skade på vores ting. Desuden tilbød hun at stå til tjeneste, når vi skal sende tingene hjem igen om to år. En utrolig venlig, professionel og serviceorienteret betjening af det guatemaltesiske firma!

Efterskrift
Og ja, det havde nok været lettere at købe tingene her, eller sende dem med fly, eller …

Men vi troede jo, naivt, at det lod sig gøre med søtransport fra Danmark, som er international supermagt i containertransport.

Vi er spændte på, om der kommer en regning for udpakning i Guatemala, eller om det alligevel indgår i den oprindelige pris. Tolden slap vi heldigivis for, dvs at vi sparer 3.800 kr.

Lige nu glæder vi os til, at vi endelig kan udvide vores garderobe og finde den faglitteratur og de dejlige romaner mm, vi havde pakket ned.

Nu mangler vi ganske vist nogle reoler til alle bøgerne – men det skal nok klares. Henne om hjørnet er der et lille snedkerværksted som tømrer reoler, skabe mm sammen på et par dage.

Morale
Der er plads til en del forbedring og udvikling i denne del af transportbranchen.

Sidste nyt, slutningen af oktober
Nu har vi fået en regning fra transportfirmaet her i Guatemala. Den lød på 5.442 Q, som svarer til ca 4.400 DKK.

Ruiner, kanoer og jungle

Turen til Izabal og Río Dulce

11-15. august 2006, Lise

Vi kørte østpå ad hovedlandevejen Centroamericano 9 – som også er hovedvejen mellem Guatemala City og den store havneby Puerto Barrios ved Atlanterhavet. Klimaet skifter undervejs til tropisk, og man passerer et område, der er tørt som i Grækenland. Derefter skifter det igen til fugtig varme, og langs landevejen er små boder, der sælger frugt. Først 5 km med druer, derefter en strækning med bananer, så kokos og til sidst ananas.

Foruden de 8 m over jorden, er der 3 m under jorden

Quiriguá
Maya-ruiner – et vidunderligt fredeligt område. Mayaerne, der boede her, konkurrerede med Mayaerne i Copan (Honduras), og her i Quiriguá udmærkede de sig ved at hugge nogle imponerende, høje stelaer.

Området er langt fra helt afdækket eller udgravet, så man kan fornemme, hvordan det må have set ud for de første arkæologer, da de huggede sig vej gennem junglen.

Quiriguá er også kendt for Zoomorf'er, dvs sten udhugget med mytiske eller dyremotiver

Río Dulce
Byen Rió Dulce ligger i den østlige ende af den kæmpestore sø Lago de Izabal. Derfra løber floden Río Dulce ud i Atlanterhavet.

En nat på en eco-lodge Hacienda Tijax

Om natten blev det kraftigt regn- og tordenvejr – men palmetaget holdt tæt.

Charmerende at bo midt i en sump, og så alligevel med adgang til svømmebassin og drinks.

Eco-sti gennem sumpen

Castillo de San Felipe

Tæt ved Río Dulce ligger denne mini-fæstning, som blev bygget i 1652 for at forhindre sørøvere i at nå ind i Lago de Izabal. Da faren for sørøvere var drevet over, blev fæstningen brugt som fængsel.

Finca Tatin
Endnu en eco-lodge, blot et par stjerner færre. Vi sejlede derhen, og man kan stort set kun komme dertil med båd. Fincaen ligger på en lille sideflod, Río Tatin.

Sådan ser hovedindgangen til Finca Tatin ud ...

... og her boede vi i en lille hytte lige ned til floden

Det var lidt som at bo midt i Vaserne i Holte – hytterne er forbundet med stier, og uden for stierne er der sump, hvor det kribler og krabler med krabber og andet dyreliv.

Krabbens ene klo er kæmpestor

Finca Tatin er et typisk backpack'er-sted, og man spiser fælles om aftenen. Se flere billeder fra Finca Tatin.

Aftenstemning i fælleshuset med hængekøjer og spil til fri afbenyttelse

Langs floden bor der Q’echi’-mayaer i små huse på pæle. Nogle større huse er sommerhuse for folk fra hovedstaden.

Jeg nød at sidde og betragte trafikken på floden. De små cayucas (udhulede træstammer) bruges, ligesom vi bruger cykler – de ror til købmanden, til skole, til arbejde og tilbage igen. Og sådan har de gjort i århundreder.
Fisk sprang i vandet, og kolibrier svirrede over hovedet på mig. Ren idyl.

Købmanden "henne om hjørnet"

Pigerne, der arbejder på Finca Tatin, parkede deres cayuca lige bag vores hytte

Jævnligt brydes freden dog af motorbåde, nogle med turister, men også mange af de lokale har både med påhængsmotorer.

Søren på Río Tatin i eco-lodgens plastik-kajak

Tur gennem junglen
Vi bestilte en guidet tur fra Fincaen til byen Lívingston, som ligger ude, hvor Rio Dulce løber ud i Atlanterhavet.

Vores guider var to q’echi-mayaer, og turen gik gennem junglen og op gennem to maya-landsbyer, igennem majsmarker, videre gennem junglen, indtil vi efter 3 ½ time nåede til en af ”forstæderne” til Livingston.

Gennem majsmarker - jeg fik et lille hedeslag, derfor går jeg med et lommetørklæde på hovedet

Vores guide Mateo som kommer fra denne - meget idylliske - Q'echi'-landsby

Lívingston kan ellers kun nås fra vandet – og der er forbindelser til den store havneby Puerto Barrios og til Punta Gorda i Belize. Byen er kendt som hjemsted for Garífunaer – det folk som nedstammer fra carib-indianere og afrikanske slaver fra øen St. Vincent i 1700-tallet. De bor langs den caribiske kyst og har deres egen kultur og sprog. Vi nåede dog ikke rigtig at opleve den caribiske stemning i byen, før vi blev sejlet tilbage til Finca Tatin.

Lívingston

Den sidste dag blev vi sejlet tilbage til Río Dulce, og derfra kørte vi hjem i vores lejede bil – det tog ca 5 timer.

Trafik og nerver

Lørdag den 5. august, Lise

Denne weekend lejede vi en bil og begav os ud i Guatemalas trafik - alene. Det er en ret enerverende oplevelse. Vi havde studeret kortet nøje, og planen var at køre ind og ud af de store indfaldsveje for at lære dem at kende.

Allerede ved det første store kryds gik det galt – en af banerne forsvandt pludselig ned i en tunnel, vi drejede på må og få, og befandt os pludselig midt i en bydel, vi ikke kendte.

Misvisende skilte
De fleste gader er navngivet efter princippet, at de hedder Calle 1, 2, 3 osv på den ene led, og Avenida 1, 2, 3 osv på den anden led. Det er derfor ret let at orientere sig, når man er ved et hjørne, og der altså er vejskilte. Man skal dog altid vide, hvilken zone man er i, for 8. Calle findes i alle 21 zoner. Nogle gange har gaderne gamle navne, som fx Calle de Carmen, og de navne bruges ikke på kortet.

Som regel er det også sådan, at gaderne er ensrettede, skiftevis i hver sin retning. Det fremgår bare ikke af kortet, hvilken retning.

Til sidst fandt vi tilbage på en af de store veje, men også ved næste kryds kørte vi forkert – den pil, der pegede ligeud, viste hen til en bane, der pludselig drejede hen over en bro, så endnu en gang endte vi ude i nogle smågader.

Stik nord
”Hvad skal jeg nu? Ligeud eller til højre?” ” Det ved jeg ikke!!” Jeg havde helt mistet orienteringen, men Søren er jo altid beredt: ”Tag kompasset og se, hvilken retning vi kører.” ”Mod nord!” Jeg prøvede ved hjælp af kort og kompas at lokalisere, hvor vi var. Men efter endnu et par gader og sving, var vi faret vild igen. ”Hvilken retning kører vi nu?” ”Mod nord!” Vi fortsatte på må og få. ”Prøv kompasset igen”. ”Vi kører stadig mod nord! Jeg tror, at bilen får kompasset til at vise nord.” ”Så prøv at holde kompasset ud af vinduet.”

Som sagt, så gjort. Jeg rakte kompasset ud af vinduet, men det ændrede sig ikke. Så stoppede vi et sted, og jeg gik helt ud af bilen. Det viste sig, at man skulle adskillige meter væk fra bilen, før kompasset virkede.

Guatemala City gennemskæres flere steder af dybe flodslugter, så derfor kan man ikke bare køre på tværs af byen. De store hovedveje kan heller ikke krydses, så når man først er kørt forkert, skal man køre ret langt for at finde tilbage.

Det kan godt være svært at finde vejskiltene i denne uskønne skov af skilte

Efter et par timer på store og små veje, svedige og irritable, vendte vi hjem og hvilede os. Heldigvis fortalte Jørgen, at han og Wannee også havde brugt lang tid på at finde rundt, og i begyndelsen kørte de også forkert igen og igen.

Tidligere historier under Siden sidst