Siden sidst - september 2006

Til fest i landsbyen

Fredag den 15. september 2006, Lise

Den 15. september er Uafhængighedsdag i de fem centralamerikanske lande. Man fejrer uafhængigheden fra Spanien i 1821. Ved et tilfælde var vi – ligesom sidste år – i La Ceiba denne dag. Allerede om morgenen hørte vi trommer og marchmusik, som akkompagnerer de lange optog af skolebørn, der går gennem hovedgaden.

Om aftenen var vi i Las Mangas, en lille landsby i Cangrejal-dalen, og her var der byfest lige neden for vores hytte. Også her spillede skolebørnene en stor rolle. De optrådte med folkedans og korsang. De mindre børn havde desuden indlært korte, nationalistiske vers om Honduras, flaget og historiske helte, som de fremsagde enkeltvis på scenen. Nogle få deklamerede med indlærte fagter, men de fleste brød fnisende sammen med mikrofonen i hånden – og folk klappede begejstret hver gang.

Pigerne nød at optræde og danse i de fine kjoler. For drengene var attraktionen nok, at de måtte bære en drabelig machete i bæltet, foruden de flotte cowboyhatte. Så accepterede de at holde pigerne i hånden og danse med.

Det var tydeligt, at byens to skolelærere trak det store læs med at styre børnene og få de mange forskellige indslag til at klappe. Den ene lærer fungerede også som sufflør, når det kneb med at huske replikkerne. Det mindede om sommerfesterne i fritidshjemmet, hvor mange børn ønskede at optræde, og ingen numre blev sorteret fra.

Lige til venstre for scenen var et klasseværelse, som blev brugt til ”garderobe” for de optrædende. Hver gang en sketch eller et nummer var slut, var der vældig trængsel ind og ud af døren, og børnene var tydeligvis ikke opmærksomme på, at vi tilskuere kunne høre dem le og støje derinde.

På bagtæppet var det honduranske flag, og øverst stod der: Honduras puede cambiar, som betyder Honduras kan ændre sig – et tankevækkende slogan. Nederst stod der: Viva Honduras – Leve Honduras, men det første V var faldet ned. Den allestedsnærværende Alexis sneg sig op for at sætte det fast, forgæves. Lidt senere kom han med en hammer og sømmede V’et på plads.

Det var også Alexis, som trak det interimistiske tæppe frem og tilbage foran scenen. Ofte begyndte læreren eller børnene at sige noget fra scenen, før tæppet var trukket fra.

Efterhånden som underholdningen skred frem, var det de ældre elevers tur til at optræde. De havde forberedt små sketches. Vi kunne desværre ikke forstå, hvad de sagde, men det fremgik, at det handlede om kønsroller – og publikum, især mændene, morede sig kongeligt. Nogle sketches gjorde nar af navngivne personer i landsbyen – også til stor moro for tilskuerne.

Kvinderne sad og stod sammen, mange med små børn på armen, mens mændene stod i baggrunden og snakkede. Først ved de vovede sketches rykkede de tæt på. Helt ude ved vejen stod de unge og holdt hånd i ly af mørket.

Efter to en halv time var det slut, og folk gik hver til sit. Der var ikke udskænkning af øl eller servering. Vi fik et glas maracyá-juice af Alexis, inden vi gik op til vores hytte og nød freden og nattelydene.

Gensyn med Honduras

13-17. september 2006, Lise

Vi benyttede anledningen, da Søren havde en række møder i Honduras, til at besøge vores tidligere kolleger og Nepentes-projektet om bæredygtig turisme, som vi arbejdede for. Projektet er ved at blive afsluttet. To af vores tidligere kolleger, Jesús og Roger, er holdt op, og de sidste tre fortsætter kun september måned ud. Derefter fortsætter projektlederen Sergio indtil december.

Sammen med kollegerne kørte vi op til Las Mangas, en af de landsbyer som indgik i projektet. Vi ville blandt andet prøve en ny sti til Bejuco-vandfaldet, som først er blevet færdiggjort for nylig. Den begynder ved Pico Bonitos besøgscenter i Cangrejal-dalen.

Den nye, turistvenlige gondol

For at komme til stien, skal man først krydse floden – og der er ikke nogen bro. Hidtil er man enten blevet sejlet over eller kuret over i en klatresele hængende i en wire. Nu er der en slags kondol – den så ikke specielt sikker ud, men det var altså den eneste mulighed.

Gondolen opereres med et træk-og-slip håndtag

Vel ankommet på den anden side af floden beså vi resterne af det gamle besøgscenter, som blev skyllet væk i november sidste år under orkanen Stan. Der er nu rejst to palmetag, som man kan søge læ og skygge under.

Selve stien går gennem regnskov ind langs kernezonen af Pico Bonito nationalparken. Juan Carlos, direktør i Rehdes, var også med, og han kunne udpege dyrespor og frøer, som var totalt camouflerede i skovbunden, rejer i små vandløb og forklare, hvordan skoven udvikler sig. En ”sund” regnskov er helt lukket med forskellige vækster i flere lag. Hvis et stort træ falder, skyder en række træsorter (især guaruma og palmen corózo) hurtigt op i det lys-hul, træet efterlader. Men med tiden vokser de egentlige regnskovstræer op og dækker igen for lyset, og de første vækster må vige. Vi hørte mange tucan’er og så dem flyve forbi, altid i par.

Den dag var vandfaldet smalt, fordi der ikke var så meget vand i floden, men stadig imponerende.

Efter ca tre timer nåede vi svedige tilbage til floden og blev fragtet over i gondolen. Så kørte vi videre op til det sted, hvor Juan Carlos har købt en grund, som går ned til Cangrejal-floden, og her kunne vi bade – herligt.

Jesús, Juan Carlos og Roger i Cangrejal-floden

Resten af dagen lå Søren og jeg og læste i hver sin hængekøje med denne udsigt til Pico Bonito

Gastronomisk festival

Torsdag den 7. september 2006, Lise

En kæmpe sal fyldt med lange rækker af borde. Alle bordene bugnede med lækre anretninger – i hundredevis. Og til at servere var der mindst 300 kokke. Her var kødretter, supper, fiskeretter og mange interessante anretninger med skaldyr foruden fantasifulde desserter og kager. Der var både meget nationale retter baseret på bønner og majs, og fusionskøkken, fx med japansk inspiration. En stor smagsoplevelse.

Godgørenhed
Det var i virkeligheden en konkurrence, og kokkene kom fra nationale og internationale hoteller og restauranter i Guatemala. Festivalen var arrangeret af den lokale Rotary-klub, og vi betalte 300 Q hver. Pengene går til at støtte projekter her i landet, i denne omgang til høreapparater til unge døve.

Den højere middelklasse
Gæsterne var overvejende guatemaltekere, sandsynligvis fra den højere middelklasse. Og mad er åbenbart noget, der kan få folk til at komme til tiden! Vi ankom ca en halv time før, og da var der allerede en lang kø foran indgangen.

Trængsel

En dekorativ suppe baseret på majs, spinat og gulerod

Uden for turistruten

Søndag den 3. september 2006, Lise

Vores gode ven Daniel ville gerne arrangere en overraskelse for Søren i anledning af fødselsdagen, så derfor skulle vi være klar søndag morgen kl. 7.
Daniel havde også inviteret sin veninde Lourdes med – og vi kørte i hendes luksusbil med CD-nummerplader. Hun er nemlig mexicaner, ansat på den mexicanske ambassade her.

En hovedstad
Første stop var Maya-ruiner ved navn Iximché i nærheden af byen Tecpán. Det har været hovedstad for Kaqchiquel-folket. Her er ikke imponerende store templer eller høje stelaer, men det er et smukt område placeret højt med udsigt til grønne bjerge. Det var også her, den spanske erobrer Pedro de Alvarado placerede det første spanske hovedsæde i 1524, efter at have besejret Kaqchiquel-folket.

Landet med træer
Pedro de Alvarado havde mexicanske inidianere med sig som lejesoldater, og de kaldte området for "Guauhtemallan", som betyder Landet med træer, det navn som siden blev til Guatemala.

Maya-ritualer
I udkanten af det arkæologiske område var vi vidne til nutidige maya-ceremonier. De arrangerer en mængde små stykker chokolade, tilsat farvet røgelse og brændestykker og stearinlys i et bål. Kakao-planten var hellig i den oprindelige Maya-kultur, og derfor ofrer man den dag i dag chokolade til guderne.

Præsterne bærer en særlig hovedbeklædning, når de forretter ritualerne.

To mennesker sad og røg på kæmpe cigarer. De pulsede skiftevis på flere cigarer. Vi fik forklaret, at man ryger, mens man beder, røgen er en slags offer og hjælper til at koncentrere den bedendes tanker. Måske giver det også en slags beruselse?

Et lokalt marked
Vi stoppede ved et lille marked i landsbyen Chupol ved hovedlandevejen.

Det var tydeligvis et lokalt marked, ikke baseret på turister. Frugt, isenkram, grøntsager, kød og stof blev solgt mellem hinanden, og det vrimlede med folk.

De solgte også garn til at væve og brodere med – disse sort-hvide garnbundter er til ikat-vævning.

Handelsstationer
Vi kørte gennem frodige områder med stor produktion af grøntsager. Langs vejen så vi mange steder folk stå med store mængder kasser og sække fyldt med grøntsager. De ventede på at mellemhandleren, coyoten, skulle komme forbi og købe deres varer. Mellemhandleren betaler kontant, og kører varerne til et marked, til en eksportør, eller sælger det til faste kunder.

Her pakker de kartofler ...

For Søren er det vigtigt at forstå, hvordan handlen og markedet fungerer – så han talte med disse kartoffelbønder.

... og her kommer flere varer fra andre landsbyer.

En snedker
Juan har et snedkerværksted og en butik på landevejen. Daniel kendte ham lidt fra tidligere besøg, og vi fik derfor en ”special price” på et lille skab til CD’er, som vi købte.

Vi nåede helt til byen Panajachel ved den smukke Atitlan-sø. Det er et meget besøgt sted, og det vrimler med små boder, der sælger Maya-souvenirs, og turist-restauranter. Men Daniel kendte et godt pizzeria i udkanten af byen, hvor der hovedsageligt kom lokale folk.

Området ved Atitlan-søen er et af de få steder, hvor mændene stadig bærer den traditionelle dragt.

Denne morlil kom humpende ud til landevejen på sit ene ben og krykker med alle blomsterne på ryggen. Hun var ikke så god til spansk, så hun angav prisen for en buket til 25 Q i stedet for 2,50 Q.

Vores guider: Daniel og Lourdes

Sørens fødselsdag

Lørdag den 2. september 2006, Lise

Et fredeligt morgenbord med hjemmebagte boller og flag

Om eftermiddagen kom gæsterne, i alt 17 fra seks forskellige lande.

Festen var præget af Sørens selskabslege og Lises salater. Begge dele blev vel modtaget.

Tidligere historier under Siden sidst