Programmet - 8

Efter vores første besøg på Valhalla har Søren foreslået Agexport, at Valhalla og de bønder, som dyrker macadamia-nødder, eventuelt kan indgå som en "kæde" og modtage støtte fra PREMACA.

Vi tog derfor af sted med Iván fra Agexport og mødtes med Valhallas ejer Lawrence Gottschamer og hans søn Ricardo for at se på mulighederne.

Valhalla er en "eksperimental station" som dyrker macadamia-nødder og samtidig hjælper miljøet og fattige bønder ved at plante macadamia-træer i Centralamerika. Valhalla omfatter også en fabrik, som forarbejder nødderne dels til chokoladekonfekt mm, dels til kosmetiske produkter. Endelig modtager Valhalla turister på farmen.

Træer i tusindvis

Først besøgte vi bonden Don Miguel i nærheden af Chimaltenango. Han fik for 7 år siden 85 macadamia-træer forærende af Valhalla. Nu har han en flot plantage svarende til tre parcelhusgrunde, og han kan forvente en indkomst på op til 50$ pr træ om året. Det er en ret betydelig ekstraindkomst for en bonde, som ellers mest lever af at dyrke majs og bønner.

Han passer sine træer godt – sørger for at give dem organisk gødning og for at beskære dem. Men han og en anden bonde er de eneste to ud af 25 i dette område, der har bibeholdt træerne. En ret dårlig statistik.

Lawrence har foræret 230.000 macadamia-træer til bønder rundt om i Guatemala siden år 2000, men han har ikke haft kræfter og ressourcer til at følge op. Derfor ved han ikke, hvor mange bønder der stadig passer træerne.

Muligt familiedrama

I skyggen af de grønne macadamia-træer på Valhalla-farmen fik vi serveret frokost, som bestod af macadamia-suppe med basilikum og nudler, efterfulgt af macadamia-kylling med salat. Et velsmagende måltid, som dog var ret forsinket, fordi to af de damer, som normalt hjælper til, var udeblevet denne lørdag. I stedet måtte fruen træde til og servere for os. Alt i mens der kom grupper af turister, som også skulle passes.

Søren og Iván drøftede mulighederne for samarbejde med Ricardo, sønnen som formelt er formand for bestyrelsen i familieforetagendet. Hans problem er imidlertid, at faderen Lawrence stadig er den dominerende leder. Ricardo udtrykte det således: "Når min far ikke er her, er jeg den ansvarlige og alle refererer til mig. Men når min far er her, bestemmer han." Ricardo indrømmede, at faderen er ret uorganiseret, og han selv har svært ved at rydde op efter ham. Ricardo var derfor åben for samarbejde og støtte fra Agexport/Danida.

A selfmade man

Pludselig blev Ricardo bedt om at tage sig af en gruppe turister, og i stedet satte Lawrence sig ved bordet. De næste mange minutter brugte han til at skælde ud på alt og alle, inklusiv Agexport, Verdensbanken og USAID. Lawrence føler sig tydeligvis dårligt behandlet, samtidig med at han har en ret velvoksen stolthed over, hvad han har skabt.

Og det er også imponerende: han har denne farm ved Antigua og en anden ved Cobán, som begge producerer macadamia-nødder. Han har foræret tusindvis af træer til fattige bønder i ønsket om at hjælpe både dem og miljøet. Han har bygget den lille fabrik, hvor de fremstiller kosmetiske produkter og lækre chokoladeprodukter – alt sammen med macadamia-nødder. Alle maskiner på fabrikken er fremstillet af Lawrence.

På farmen ved Antigua modtager de dagligt mange turister – mens vi var der, kom der nok 40-50 personer. Desuden dyrker han blåbær, som han sælger til et firma, som producerer yogurt-is. Og hans nyeste idé er at sælge kul-kvoter til vesten via en webside.

"I want a market in Europe!"

Så klart udtrykte Lawrence sit ønske - allerhelst vil han sælge til Starbucks eller en lignende kæde. "Og hvis jeg ikke får det på denne måde, så finder jeg en anden måde".

På vej hjem i bilen drøftede vi mulighederne. Lawrence er helt sikkert vanskelig at arbejde sammen med, samtidig med at han er en imponerende entreprenør og idealist. "Det handler om træer! Hvis vi ikke planter flere træer, kan vores børnebørn ikke overleve."

For Søren og Iván er spørgsmålet, om Valhalla og dets ejere har kræfter til at trække afsætning fra mindst 50 fattige bønder på en økologisk måde. Det er ikke umuligt, men det skal undersøges.

Organiseringen i familiefirmaet vanskeliggør sagen, og vi havde alle ondt af den unge Ricardo, som må finde sig i at blive kostet rundt af faderen, samtidig med at han formelt har ansvaret.

Denne gang var vi inviteret til landsbyen sammen med en gruppe turistbureauer, og formålet var at vise dem tilbuddene og få dem til at skrive kontrakt på, at de vil sende turister til San Juan.
Samtidig søger turismeprojektet i byen om støtte fra Danida-programmet, så de kan videreudvikle turismen.

Derfor var såvel Agexport, Fundación Solar og byens egen forening af guider Rupalaj K'istalin på mærkerne og parate til at vise os rundt.

Lise deltog i kaffeturen, som indebar en tur i kaffeplantagen med forklaringer om de tre forskellige kaffetyper, robusta, arabica og en tredje, hvis navn jeg har glemt.

Derefter gik vi til "el beneficio", dvs det sted, hvor man forarbejder kaffen. Der er indrettet et miniaturemuseum, der forklarer hele processen fra frugt til kaffebønne, og til slut får man en kop af den lokale, organiske kaffe.

Søren prøvede kanoturen, hvor fiskere viser, hvordan de bidrager til at bevare søens biodiversitet ved at genplante sivene i søen.

Søren besøgte jordemoderforeningen og så, hvordan de fremstiller sæbe, creme og shampo af medicinske planter.

Jeg overværende plantefarvning.

Under frokosten sørgede Søren for, at turistfolkene fra hovedstaden kom med råd og kritik til de lokale guider.

Om eftermiddagen fik vi kulturturen rundt i byen med besøg i kunstgalleri og væveværksteder og i det sære tempel for Maximón-guden.

Hjemturen

Da vi omsider skulle hjem, var det blevet mørkt, og vi sejlede over en time på Atitlan-søen i en lille båd. Tilbage ved bilerne i Panajachel mente de fleste i selskabet, at det var uforsvarligt at køre de 3-4 timer tilbage til hovedstaden i mørke. Altså måtte vi overnatte i Panajachel, og næste morgen kl. 5 kørte vi af sted, kun for at ramme den værste morgentrafik i Guatemala City.

Nu er PREMACA kommet på internettet - foreløbig på spansk, se www.premaca.org.

Søren "kuppede" ambassaden og sørgede selv for at købe domæne-navnet og finde et web-hotel. Så skrev han teksten, mens Lise lavede designet, så det ligner ambassadens side.

Endelig

Det har længe pint Søren, at han ikke kunne henvise til ét sted med den mest basale information og kontaktoplysninger til de involverede organisationer og personer. Nu skal samarbejdspartnerne godkende siden - og så skal den måske efterhånden udvides.
Google har allerede fundet den!

Kakao i Omoa

I den nordvestlige del af Honduras støtter FUNDER 105 små kakaoavlere, som hver har mellem ½ og 12 manzanas - i gennemsnit 2 manazanas = 14.000 m2 – tilplantet med kakaotræer. De er i fase 1, dvs stort set uorganiserede, og de bliver hjulpet fuldtids af FUNDERs agroingeniør Ramón Salvador Peñona. Han brænder for at hjælpe dem til at overgå til økologisk skovbrug, baseret på kakao.

Læs eventuelt generelt om kakao i Lises tidligere artikel.

Cosechero-sygen

Bønderne har fået træerne foræret for 18-30 år siden, men de er med Ramóns ord "cosecheros" dvs "høstere". Dvs at de gerne vil høste, men ikke vedligeholde hverken kakaotræerne eller de nødvendige skyggetræer. Derfor er alle træerne vokset til, der er blevet tættere med for megen skygge og for lidt luft mellem bladene. Så mange af træerne er blevet angrebet af monilla, en plantesygdom, som sammen med menneskesygdommen "cosechero", har lagt mange kakaoplantager døde i Centralamerika.

FUNDER satser

Ramón forsøger nu at re-aktivere kakaobønderne. En del har dog allerede fældet alle træerne og i stedet sat kvæg ud på bjergskråningerne. Skråningerne er meget stejle, så der er stor risiko for jordskred nu, da der ikke længere er træer til at holde på jorden. En anden gruppe bønder bliver afvist af Ramón, fordi de ikke vil arbejde for egen regning med deres egne træer. Udviklingsverdenen har forvænt dem, så de forventer løn for at arbejde på egen plantage.

Tilbage er ca 70 bønder, som får hjælp til:

• teknisk rådgivning om beskæring mm
• markedsføring og salg af hjemmetørrede kakaobønner
• uddannelse i at levere højere kvalitet vha gæring og bedre tørring af kakaobønnerne
• økologisk kakaodrift med naturlig gødning og organiske insektmidler.

Ironisk nok er produktionen allerede 98% økologisk, da bønderne jo i flere år har forsømt at passe træerne – bortset fra at høste de stadigt færre frugter.

I øjeblikket tørrer de bønnerne på et stykke plastik i solen. De sælger til mellemhandlere, som kun interesserer sig for kortsigtet profit.

Udfordringen

Ramón siger, at den virkelige vanskelighed er at ændre deres holdninger, eller med et moderne udtryk: at ændre forretningskulturen. Den traditionelle udviklingsmetode med at hæge om den eksisterende kultur og betale folk for at arbejde på egen mark har stort set spillet fallit.

Det langsigtede perspektiv

Søren filosoferer for sig selv over, at dansk politik er langsigtet: CO2, vandindvindingsområder, biodiversitet, etc. I den sammenhæng er kakaodyrkning godt.

Men for bonden tager det 5-10 år, før end investeringen er hjemme igen. En stor virksomhed eller en godsejer kan tænke i disse baner, men det er svært at få 70 små, fattige familieoverhoveder til at kigge ud over næste års behov.

I øvrigt betales FUNDER af svejtserne for at arbejde med dette projekt. Altså endnu ikke et Danida-projekt.

I byen Rio Chiquito i Omoa-bugten i det nordlige Honduras – tæt ved grænsen til Guatemala, producerer man stærk chili.

Et chili-aktieselskab

32 landmænd har skabt aktieselskabet Agroindustrias Cuyamel. Hver har ½-1 manzana (á ca 7.000 m2) tilplantet med chiliplanter. De kan høste 2-3 gange om året, og de får 4.000 kg frugt pr høst pr manzana. Planterne kan høstes 3 gange, så en gang om året må de så nye planter. Der er ikke tale om økologisk landbrug, men de overholder USA-krav om sikkerhed (EPA).

Håndplukning

1. Frugterne skal plukkes med rene hænder, iflg krav fra USA
2. Kværnes i elektrisk mølle mellem to sten. Resultatet er chili maserado
3. Chili maserado blandes med klorsodium havsalt i store tønder
4. Modnes (gærer) i 3 måneder
5. Røres rundt før levering til kunden.

Den færdige masse sælges som råvare til chili-industrien og ender som forskellige typer chilisauce. Man producerer også små hele pebre.

God økonomi

Hallen er 13 x 8 m2, og for første gang så jeg et pakkeri, hvor arealet blev fuldt udnyttet. De producerer efter kundeordrer. De har tre store kunder. De opkøber også chili fra 25 uorganiserede chili-bønder.

Stærk chili er en god forretning, og bønderne er glade og stolte. De er i fase 2 med fuldtidsopbakning fra FUNDERs agroingeniør Lenín Pineda. FUNDERs regionskontor står også stadig for deres bogholderi, betalinger og regnskab.

Comayagua-dalen i Honduras er efter sigende ideel til mangoer. Vores samarbejdspartnere FUNDER og FIDE samarbejder med 76 mangoavlere, som har hver deres lille mangoplantage. For at opnå lån og teknisk assistance er de organiseret i aktieselskabet Humuya Frutas.

Vi nåede først frem til mangotræerne efter mørkets frembrud. Bønderne viser stolt deres mapper med nøjagtig dokumentation af, hvornår de har sprøjtet, beskåret og høstet frugten.

Ligner æbleavl

Mango dyrkes som æbler. Fremdrift i planteskole, podning, vækst, beskæring. Efter 6 år er træerne i økonomisk drift. En specialitet her er, at bønderne sprøjter med et kemikalium, som fremprovokerer en tidlig blomstring. Det betyder, at de kan sælge modne mangoer allerede i marts, inden markedet i maj-juni oversvømmes med mangoer til lave priser.

Pakkeri

Omtrent de samme bønder har oprettet et andet aktieselskab HonduFresh til at pakke og markedsføre deres mangoer.

Processen på pakkeriet er:

1. Vask

2. Sortering efter størrelse, hvor også sten mm fjernes

3. Opvarmning i 46 gr varmt vand i 90 minutter så orme mm dør – det anvendes kun til eksport til USA.

4. Tørring under elvarme (kun overfladen)

5. Voksbehandling – voks sprøjtes på

6. Koldlufttørring

7. Manuel sortering efter kvalitet

8. Pakning.

(For) stor kapacitet

Pakkehallen er i virkeligheden alt for stor. Næsten en "hvid elefant". Men den unge leder og agroingeniør Ada Murtillo knokler med at få hallen brugt til pakning af andre produkter, fx auberginer.

Stor eksport

Mangoerne eksporteres med stor succes til USA og især Canada. Gruppen af bønder er endnu kun i fase 2, vækstfasen, hvor FUNDER's tekniker Rubén hjælper dem fuldtids.

Ca 7 km nord for den smukke Yojoa-sø, midt i Honduras er det godt at dyrke rodfrugten yuca. 48 landmænd har siden 2002 organiseret sig i aktieselskabet Tropical Yojoa. Her pakker og markedsfører de deres yuca samt også lidt camote-rødder. Pakkeriet modtager også yuca fra 20 landmænd, som ikke er aktionærer.

Paraffin til beskyttelse

Sådan er den normale procedure for at pakke yuca-rødderne:

2. Manuelt rense for genstridig jord og skadede dele

7. Hælde i kasser.

Uden paraffin bliver rødderne hurtigt grimme pga iltning. Med paraffinlaget kan de holde op til 7 uger, hvilket er mere en rigeligt for supermarkederne.

En anden metode er at fryse rødderne.

1-3. Spule, rense tørre

4. Yucaen bliver skrællet med en kniv

5. Frugtkødet bliver hakket i passende størrelse

6. Pakket i poser (uden navn til restauranter, med navn til supermarkeder)

7. Frysning.

Gave fra EU

Pakkeriet er en gave fra EU og bygget i marts 2006. Man kan pakke 500 kg i timen, og der løber typisk 7-10.000 kg igennem pr uge. Så kapaciteten er ikke fuldt udnyttet.

De pakker kun efter kundeordre, da de ikke tør lagre af frygt for tab. Hver uge laver de en pakke- og indkøbsplan.

Stærkt A/S

Bønderne sælger til A/S'et, som de samtidig er aktionærer i, og de opfatter A/S'et som en sikker kunde. Tropical Yojoa bliver hjulpet af FUNDER, og de er nu i fase 3, dvs de har deres egen leder Edin Andino. Der er ikke længere en fast tilknyttet tekniker fra FUNDER.

Bønderne har en følelse af sikker afsætning, og det påvirker dem til at investere i deres børns uddanelse og forbedring af boliger. De hæger om A/S'ets økonomi og lukker kun dygtige og anerkendte bønder ind som medlemmer.