Stumper og stykker - 3
Nyere artikler under Stumper og stykker
Fra guldfeber til arbejdsløshed
22. oktober 2006, Lise
|
 |
|
Den var
den første by i Honduras, som fik elektrisk lys og rindende
vand, og det var her den første Pepsi Cola-fabrik lå.
Det var også her den første amerikanske ambassade åbnede.
Vi taler
om tiden omkring 1890 og om en lille landsby en times kørsel
fra hovedstaden Tegucigalpa: San Juancito. Endelsen ”cito” betyder
lille, og nu har byen ca 2.000 indbyggere.
San Juancito. Indgangen til minen lå oppe på bjerget
til højre, og her var en hel by.
La
Rosario
Men i sin storhedstid boede der ca 5-8.000 i San Juancito, og folk kom
fra hele verden for at søge arbejde. For her lå nemlig en
stor mine: The New York and Honduras Rosario Mining Company,
som blev åbnet i 1888.
San Juancito ligger på bjergsiden af Tigra-bjerget, som altså indeholdt
mange forskellige metaller, først og fremmest guld og sølv,
men også lag med zink og bly. Det var den største sølvmine
i Centralamerika.
Udenlandsk
kapital
Guld og sølv har spillet en stor rolle i Honduras’ historie,
især i kolonitiden. Det var jagten på de ædle metaller,
som ansporede spanierne til at trænge stadig dybere ind i Centralamerika.
Efter uafhængigheden fra Spanien i 1821 var Honduras et fattigt
land, og regeringen forsøgte derfor i den sidste fjerdedel af
1800-tallet at tiltrække udenlandsk kapital med henblik på at
investere i udvikling af især minedriften. Det lykkedes, og i en
periode udgjorde minedrift og eksport af ædelmetaller den vigtigste økonomi.
En førsteplads som kort efter blev overtaget af banan-eksporten
fra nordkysten.
Det mest
succesrige mineselskab var La Rosario, som blev grundlagt i 1879
i New York af Julius J Valentine og hans fire sønner. I løbet
af de første ti år gav minen guld og sølv til
en værdi af 3½ mio $.
Vi talte
med Doña Diamantina på 88 år, som fortalte om
livet dengang.
Dominga Diamantina Alvarez de Romero, kaldet Doña Diamantina,
88 år
Moderne
installationer
Minen lå helt oppe på bjerget, ca 3 km over landsbyen, hvor
selskabet byggede en hel by. Selve minegangene udgjorde 120 km, og til
at drive minearbejdet byggede selskabet to hypermoderne elektricitetsværker
og 19 km elektrisk jernbane under jorden til at bringe mineralet ud til
knusemaskinerne.
Men resten
af infrastrukturen var ikke udbygget, så hver 14. dag blev
guld- og sølvbarrerne båret på muldyr ned gennem
Tegucigalpa og videre hele vejen ud til havnebyen på Stillehavskysten.
Elektricitetsværket
og vandforsyningen kom hele byen til gode, og derudover blev der
sørget godt for gringo’erne. Der blev bygget
bibliotek, billardsaloner, biograf og et moderne hospital – og
som sagt opførte Pepsi Cola også sin første fabrik
her, ligesom der var en fabrik, som lavede is.
Amerikanerne
boede i store, flotte træhuse. Doña Diamantina besøgte
husene, fordi hun samlede penge ind til kirken.
Amerikanerne
kom med deres familier, så derfor blev der også sørget
for en børnehave til deres børn og desuden to skoler – og
de var, ifølge Doña Diamantina, ”excellente”,
således at børnene var nærliggende landsbyer også kom
for at gå i skole i San Juancito.
Den daværende
præsident for Honduras, Marco A. Soto, var aktionær i
kompagniet og tilbragte megen tid i San Juancito. Det siges endda,
at La Rosario var den indirekte årsag til, at Soto flyttede
hovedstaden fra byen Comayagua til Tegucigalpa - for at være
tættere på minen.
|
|
Elektricitetsværket som var det første i Honduras
Livet
i ”La Compania”
Doña Diamantinas far arbejdede 26 år på telegrafstationen
ansat af kompagniet. Også hendes brødre arbejdede for minen,
men ikke kvinderne.
Foruden
dem der arbejdede i selve minen, var der arbejdspladser i de mange
værksteder i landsbyen. Fx arbejdede hendes mand som møbelsnedker
og lavede møbler til amerikanerne. Hendes bror arbejdede i
selve minen og kunne lide det, selv om det var ret farligt. Der var
ofte ulykker, fortalte Doña Diamantina, også dødsulykker,
når en minegang brød sammen. Desuden blev mange syge
af lungebetændelse eller bronchitis.
Da minedriften
var på sit højeste omkring 1920, var der 3.000, der
arbejdede for kompagniet, og La Rosario tiltrak arbejdskraft fra
hele verden: kinesere, japanere, polakker, indere … Og det
førte igen til at folk åbnede butikker, som fx solgte
madvarer til de mange indbyggere.
Der herskede
et stærkt hierarki, og når der blev holdt fest i byen,
skulle man vise sit id-kort for at blive lukket ind. Øverst
stod selvfølgelig amerikanerne, som udgjorde ingeniører
mm. Dernæst ”profesionales”, dvs de faglærte,
fx snedkere og tømrere, som var samlet i forskellige selskaber
eller foreninger. Næste gruppe var arbejderne. Nederst i hierarkiet
var de fattige og ”indianerne”, som ikke var ansat, men
alligevel arbejdede for kompagniet ved at levere service, sælge
mad etc. De måtte ikke komme ind til byfesterne.
Dengang
var der ingen lovgivning, så ifølge Doña Diamantina
kunne gringo’erne gøre, hvad de ville, og lønnen
var lav: 1,25 Lempira pr dag – og for første gang i
Honduras blev lønnen udbetalt i pengesedler, ikke i mønter.
På væggen hos Doña Diamantina hænger
billeder af hendes eneste datter, som nu bor i Tegucigalpa
Arbejderne blev undersøgt hver dag på vej ud af minen for
at kontrollere, at de ikke tog sølv eller guld med ud. Hvis man
fandt noget, blev arbejderen straffet med to dage uden arbejde (og løn).
Arbejderne
sluttede sig sammen i fagforeninger, og i 1954 deltog de i en generalstrejke,
som var indledt af arbejderne i bananplantagerne. Efter sigende blev
strejken anledning til at lukke minen.
Lukket
og slukket i 1954
I midten af sidste århundrede fandt kompagniet en bedre åre
længere mod vest, og så lukkede La Rosario i 1954 – efter
at have tjent 100 mio $.
Men den
rige mine kom ikke landsbyen til gode, og der er nu stor arbejdsløshed,
folk flytter fra byen, og de tilbageblevne lever af at dyrke grøntsager
og kaffe.
Minegangene
er lukket med beton – nogle er nu fyldt af vand. Indtil sidste år
var der stadig ansat vagter til at overvåge området,
men nu er det helt forladt. De førhen så flotte gringo-huse
står forladte og forfaldne.
Under
orkanen Mitch blev San Juancito hårdt ramt, idet de to floder,
der løber gennem byen, skyllede mange huse væk.
Den forhenværende Pepsi Cola-fabrik, nu kunstværksted
Måske
en gylden fremtid?
En lille organisation fra San Juancito arbejder på at gøre
byen til en turistattraktion, blandt andet ved at genåbne en mine.
Pepsi Cola-fabrikken er blevet til værksted for en kunstner, som
uddanner kvinder fra landsbyen til at fremstille papir og kunsthåndværk.
Det ene elektricitetsværk står nu forfaldent nede ved floden,
og det vil de gerne indrette som museum. Hospitalet er lavet til et herberg,
hvor man kan overnatte.
Byen
ligger meget smukt, og mit bud er, at den om 30 år er et kæmpe
hit. Dels som helårs- eller feriebolig for folk fra hovedstaden,
dels som turistattraktion.
|
Valgkamp
12. oktober 2006, Lise |
|
|
Næste år i november skal der være valg til kongressen i
Guatemala, og valgkampen er allerede gået i gang. På gader
og veje ser man store reklameskilte. I øjeblikket er der 10 politiske partier repræsenteret
i kongressen, som har i alt 158 pladser. Antallet af medlemmer stiger
i takt med befolkningstallet, så derfor skal der være endnu
flere medlemmer ved næste valg. Tidligere på året var
der derfor forslag om at fastlåse antallet af medlemmer, blandt
andet for at spare penge.
Tidligere diktator vil stille op
Det regerende parti hedder GANA, Gran Alianza Nacional. Et andet
stort parti er FRG, Frente Republicano Guatemalteco. Generalsekretæren
i dette parti er Efrain Ríos Montt, som var præsident
i 18 måneder i 1982-83 efter et militærkup. Hans regeringstid
var en af mest brutale og blodige under den væbnede konflikt.
Det har flere gange været forsøgt at anklage ham for folkedrab,
men hver gang falder anklagen på grund af huller i landets konstitution.
Ríos Montt ønsker ikke desto mindre at stille op som præsidentkandidat,
men i dag stod der i avisen, at det er ulovligt ifølge konstitutionen,
dels fordi han har deltaget i et militærkup, og dels fordi han
allerede har været præsident. Efter sigende støttes
han økonomisk af en evangelisk kirke i USA, og han fremtræder
som ”genfødt kristen” – i stil med George W.
Bush. Sikke et held, at han ikke kan blive præsident.
Regeringsinitiativer
Regeringen har vældig travlt i denne tid med at igangsætte
spektakulære indsatser mod usikkerheden og lovløsheden.
Fx bekæmpelse af organiseret kriminalitet og narkohandel, hvor
de blandt andet ødelægger hemmelige landingsbaner i Petén,
anlagt og benyttet af narkohandlere. For nylig stormede de et stort fængsel,
som i længere tid havde været styret af kriminelle bander.
Regeringen har også netop iværksat en kampagne for at
bekæmpe de tusindvis af røverier der sker i bybusserne.
Specialuddannede betjente og soldater - uniformerede som civilklædte
- skal patruljere på de meste udsatte busruter i de fattige kvarterer.
Charmeoffensiv
Der er også store annoncer i avisen, hvor regeringen viser billeder af
præsidenten, der klipper snore over ved broer eller åbner et nyt
boligområde eller en skole. Regeringen er nemlig blevet kritiseret meget
for ikke at overholde løfter om genopbygning efter orkanen Stan eller
de mange løfter, som ligger i Fredsaftalerne fra 1996. Så nu skal
der fokus på, hver gang et projekt bliver afsluttet.
|
|
Folk
skifter job
Allerede nu er det svært at holde på de offentligt ansatte. Folk
fra ministerierne søger væk, fordi de jo ellers løber en
stor risiko for at ryge ud, når / hvis regeringen udskiftes pr 1.1.2008.
Sørens assistent Silvia kom netop fornylig fra miljøministeriet. 
Denne
valgannonce er fra det populistiske højreparti: Partido Patriota.
No
más miedo = Ikke mere frygt.
Urge
mano dura = Der er brug for en hård hånd.
De diabolske mænd i baggrunden skal forestille bandemedlemmer,
som er kendt for at være tatoverede.
|
Guatemala
i FNs sikkerhedsråd?
29. september 2006, Lise |
|
|
Guatemala
konkurrerer i øjeblikket med Venezuela om at besætte
Latinamerikas plads i FNs Sikkerhedsråd. Valget sker den 16. oktober,
og Guatemalas vicepræsident og udenrigsminister rejser for tiden rundt
til forskellige lande for at sikre sig stemmer.
Præsidenten
dummede sig
Derfor var det ikke særlig heldigt – og meget lidt statsmandsagtigt – da
Guatemalas præsident Óscar Berger den 20. september i et interview
til BBC citerede Kofi Annan for at sige, at det ville give problemer,
hvis Venezuela fik pladsen.
FN har
siden totalt afvist, at Annan skulle have udtalt sig sådan.
Uanset om Annan har sagt det eller ej, var det i hvert fald meget, meget
dumt af Berger at sige det for åben skærm. Guatemalas udenrigsminister
forsøger nu at gyde olie på vandene.
For eller imod USA
For at blive medlem af Sikkerhedsrådet skal man opnå to tredjedele
af stemmerne, dvs 128 ud af 192. Verden er delt mellem de to kandidater – af
nogle udtrykt som valget mellem himmel eller helvede, hvor Hugo Chavez
fra Venezuela selvfølgelig repræsenterer helvede. Ikke mindst
siden hans stærkt provokerende anti-Bush udtalelser ved FN-topmødet
i sidste uge.
USA, Canada,
Japan og EU stemmer alle på Guatemala, netop fordi
de anser Guatemala for mere ansvarlig og moderat. Ligeså Australien,
New Zealand og Fijiøerne. Halvdelen af de latinamerikanske lande
stemmer på Guatemala,
nemlig Mexico, Colombia, Peru og måske også Chile. Det
samme gælder
nogle af de Caribiske lande.
|
|
Dagens satiretegning i La Prensa Libre: Kofi Annan lukker munden på Óscar
Berger. Aclaración betyder Rettelse
De
lande, som er i mod USA, stemmer på Venezuela. De omfatter Kina,
Rusland, de fleste arabiske lande, Iran, Sydkorea, Hviderusland, Zimbabwe
og Cuba.
Nogle afrikanske
lande og Indokina har endnu ikke besluttet sig. Det er et spørgsmål
om Hugo Chavez’ optræden i FN har fået dem til at vælge
Guatemala.
Venezuela
forsøger at fremstille Guatemalas kandidatur som værende
en marionet for USA, i håb om at påvirke de lande, som er
imod USAs udenrigspolitik.
Hvis ingen
af de to kandidatlande opnår 2/3 af stemmerne, selv efter gentagne
afstemninger, kan man blive nødt til finde et tredje land, mener
en kommentator. |
Eksport af børn
10. september 2006, Lise |
|
|
Adoption af børn er blevet en stor forretning i Guatemala. Hvert år
bortadopteres 3-4.000 børn, de 90% til USA, resten til europæiske
lande. Guatemala er dermed det land i verden, som eksporterer flest børn.
En af grundene
er, at der ikke eksisterer en lov om adoption i Guatemala, og derfor
er
det – sammenlignet med andre lande – let og
hurtigt at gennemføre en adoptionssag, fordi det kan foregå uden
om det juridiske system. Det tager under ni måneder at ordne alle
formaliteter.
En anden fordel er, at børnene fra Guatemala er meget små,
ofte under to år.
Der findes
adskillige internationale organisationer/bureauer, som tilbyder at
hjælpe med at adoptere børn. Et af de amerikanske bureauer
hedder ”Adoptions from the heart”, og på dets hjemmeside
står, at ægtepar i alderen 25-64 kan adoptere, lige så enlige
kvinder i alderen 25 til 60 år. Kravet er dog, at man (eller den
ene ægtefælle) skal være US-statsborger. Bureauet accepterer
også homofile par, så blandt de familier, der ønsker
at adoptere et barn, ser man både lesbiske og bøssepar.
Adoptivbørnene bor i fosterfamilier, indtil de bliver bortadopteret – de
er altså ikke på institutioner. Det fremgår også,
at adoptivforældrene kun behøver at tilbringe 3-4 dage i
Guatemala City for at hente barnet. Organisationen sørger for
at papirarbejdet er forberedt, og udstedelse af visum til barnet til
USA ordnes på ambassaden i løbet af få dage.
Der er
to måder at gennemføre en adoption på: gennem
en dommer, eller gennem en notar (dvs en advokat) - og den sidste måde
er langt den mest anvendte, fordi den blot kræver, at begge parter,
den biologiske mor og adoptivforældrene, skriver under, så ordner
advokaten papirerne.
Adoptivforældre
betaler op til 40.000 $ for et barn, og det genererer samlet ca 200 mio
$ om året. Der er opstået et helt marked som omfatter advokater,
adoptionsbureauer, jordemødre, hospitaler, fostermødre
og ”lokkere” – dvs dem der kontakter de gravide kvinder.
Og de, som tjener mest på adoptionerne, er advokaterne.
Forældreløse
er ikke attraktive
Nu ville det jo være godt, hvis det var de mange forældreløse
og forladte børn, som gennem adoption fik sig en ny familie. Men sådan
er det desværre ikke. De forældreløse hører nemlig
under staten, og derfor skal en adoption af dem behandles under et særligt
program, som vanskeliggør sagsbehandlingen – til gengæld
er den gratis.
|
|
Der findes
3.000 forældreløse børn i Guatemala, og de lever
nu i børnehjem
af stærkt varierende kvalitet.
En mulighed for fattige kvinder
Der er så stor efterspørgsel efter børn, at de bliver født ”på bestilling”.
Dvs at en kvinde indvilliger i at føde et barn med henblik på at
bortadoptere det. Det får hun 5.000 Q (~ 4.000 DKK) for, og i løbet
af graviditeten får hun penge til mad og medicin, og fødslen foregår
på en fødeklinik. Der er ligefrem reklamer, som opfordrer
gravide til at melde sig og bortadoptere barnet.
Det sorte
marked
Foruden de legale adoptioner findes også et stort illegalt marked. Børn
bliver simpelt hen røvet og anbragt i hemmelige børnehjem, hvorfra
de så bliver adopteret til udlandet. Meget tyder på, at advokater
højt oppe i systemet deltager i disse lyssky transaktioner.
Der er eksempler
på, at kvinder i nabolandet El Salvador går over grænsen
og skaffer sig falske papirer, så de som guatemalanske borgere
kan udnytte den favorable lovgivning og sælge deres børn
til adoption. I El Salvador er internationale adoptioner nemlig ikke
lovlige.
Der er også eksempler
på, at unge mødre bliver franarret deres børn fx
under påskud af, at barnet bliver hjulpet til behandling på en
privatklinik. Moderen bliver bedt om at underskrive nogle dokumenter,
og senere viser det sig, at hun dermed har givet sit tilsagn til adoption
af barnet.
Derfor er
der stort pres på regeringen om at indføre en lov ang. adoption,
således at man kan mindske denne illegale handel med mennesker.
Presset kommer ikke alene fra menneskerettighedsorganisationer
og humanitære
organisationer i Guatemala, men også Europa Parlamentet har advaret
Guatemala om at denne handel med børn ødelægger landets
rygte.
Kilder:
Revista Contralínea, marts 2006 og Prensa Libre, juli 2006.
|
(U)sikkerhed - 2
9. september 2006, Lise |
|
|
Det sværeste her i Guatemala er truslen om tyveri, vold og overfald. Umiddelbart
ser her fredeligt ud (bortset fra alle de bevæbnede vagter, selvfølgelig),
og folk er generelt venlige. De hilser, når man passerer dem på gaden,
og man bliver behandlet høfligt i butikker mm. Det er derfor svært
at bedømme, hvornår en situation er farlig, og hvor man skal undlade
at færdes. Usikkerheden
betyder blandt andet, at mange holder sig hjemme om aftenen, og her er
ikke er et muntert natteliv i byen, hvor folk sidder ude på cafeer
og fortovsrestauranter, selv om vejret indbyder til det. Mange restauranter
har dog gårdhaver. En restaurant i zone 1 forklarede, at de kun
havde åbent til kl. 19, fordi efter det tidspunkt ville det være
usikkert for gæsterne at færdes på gaden.
Kun ét sted – i zone 4 – er der et lille, velafgrænset
område, som er gjort til gågader, og hvor der er restauranter,
musiksteder, kulturcentre og gallerier. Her føler vi os hjemme – som
i Europa.
Ukontrolleret vold
”
Ukontrolleret vold”, sådan karakteriserede FN-eksperten Philip
Alston situationen i Guatemala, og han fortsatte: ”Dette er et
godt land til at begå kriminalitet”.
Han er FNs ekspert inden for udenretslige, arbitrære, og summariske
henrettelser, og han besøgte for nylig Guatemala.
I den anledning forelå de nyeste tal om kriminaliteten i landet:
Der bliver henrettet 5.000 mennesker om året – faktisk bliver
der nu henrettet flere mennesker pr dag, end under den 36 år lange
borgerkrig. Alene forleden fredag blev 11 mennesker dræbt, og i år
er indtil nu i alt 3.866 personer blevet dræbt, her af 410 kvinder.
Problemet er blandt andet, at det juridiske system ikke
virker. Der er korruption og ineffektivitet i politiet, så mange
forbrydelserne bliver aldrig opklaret, og forbryderne ikke sat i fængsel.
Forbrydelse er således blevet et erhverv, der betaler sig (godt).
La Hora, 9. september 2006
Volden får omtale
Aviser, radio og tv bringer dagligt reportager om dagens drab – adskillige
hver dag. Og til vores undren bringer man gerne billeder af ofrene, som
de ligger der på gaden i en blodpøl. Når det lykkes
at anholde en gerningsmand, bliver også han afbildet og nævnt
ved navn – selv om han endnu ikke er dømt.
Disse
tre er blevet anholdt for et røveri af 8 mio $ - men de er endnu
ikke dømt. Prensa Libre, 8. september 2006
Mange gange drejer volden sig om infights – altså bandemedlemmer
fra forskellige bander der likviderer hinanden. Men af og til ryger der
uskyldige med i købet. Her er desuden en høj grad af narkokriminalitet,
som medfører megen vold.
Røverier
på åben gade
Selv her i ”sikre” zone 10 hører vi jævnligt om tyverier
og overfald. En dag blev en amerikaner, vi kender, stoppet i det fine villakvarter
Oakland af to mænd på motorcykel. De truede ham med en pistol og
bad ham aflevere sin mobiltelefon – og derefter kørte de igen. Det
hele tog under et minut, men det var selvfølgelig en chokerende oplevelse.
|
|
Vi hørte
også om en udlænding, som prajede en tilfældig taxa.
Chaufføren stoppede et sted, hvor en anden mand med kniv truede
ham til at udlevere penge og mobiltelefon. Han blev oven i købet
snittet på armene, som han holdt op i selvforsvar.
I zone
14, hvor der er mange bygninger med udenlandske kontorer, sker der
ofte røverier. Røverne ved, at de mange kontorfolk har
dyre mobiltelefoner og computere – som forbryderne diskret truer
sig til med våben. Det sker midt om dagen, fx når kontorfolkene
går ud til frokost, og mens der er andre folk omkring. Men ingen
tør blande sig, fordi røveren er bevæbnet.
På EU-delegationens
kontor her i byen kopierer sekretæren omhyggeligt avisudklip
om vold og overfald – ikke fordi EU arbejder på at forbedre
situationen, men for at bruge det som argument for et højere
fare-tillæg i lønningerne.
Dyrt
at være rig
En aften kom vi sent hjem og så, at der holdt en stribe sølvfarvede
biler ude foran huset. Desuden stod der en 5-6 mænd på gaden og
snakkede, to af dem i jakkesæt - hvilket er ret usædvanligt her.
Det viste sig, at det var fordi, en af vores naboer havde besøg af nogle "disputados",
dvs folketingsmedlemmer. Det var deres bodyguards og chauffører, som
ventede udenfor.
Og en lørdag
eftermiddag da vi kom hjem, var der pludselig tre uniformerede vagter
i stedet for den ene, som vi kender. Det var fordi en af beboerne holdt
fest i ejendommens festlokale. Han havde bestilt to ekstra vagter i
den anledning.
Da vi kom
hjem i forgårs aftes var der ca 8 mænd samlet foran bygningen.
Forklaringen var, at en af beboerne havde besøg af sin kæreste.
Sørens kolleger mener, at hvis der er behov for så mange
vagter, må det være fordi, kæresten tilhører
en meget rig familie ... eller er en narkoforbryder.
Selvforsvar
Vi har også fået at vide, hvordan vi skal opføre os. Vi
skal ikke færdes på gaderne, efter kl. 18 – undtagen i bil.
Vi skal aldrig gå med noget, vi ikke kan tåle at miste. Dvs kun
en mindre sum penge, ingen dyre smykker eller et fint ur. Man skal ikke tale
i mobiltelefon på gaden, og man skal aldrig, aldrig gå rundt med
en synlig computer – så er man næsten sikker på at
få den stjålet.
Man skal
skifte rute og ikke gå på samme tidspunkt hver dag, og
så skal
man gå målbevidst og undlade at komme i snak med nogen.
Hvis man bliver ”overfaldet” eller stoppet af nogle røvere,
skal man ikke kigge på dem, så man ser deres ansigt. Bare
aflevere alt – penge, mobiltelefon, kreditkort etc, og kun koncentrere
sig om at komme uskadt fra det.
Selv
om det lyder slemt med den megen vold, har vi ikke været
ude for noget ubehageligt eller farligt, og vi færdes fredeligt
her i vores kvarter.
|
Narkohandel
6. september
2006, Lise |
|
|
Ulovlig handel med narkotika er et stort tema i Guatemala
i disse dage. I sidste uge satte hæren og politiet en samlet indsats
ind mod områder i
den vestlige provins, San Marcos – nogle steder omdøbt til San
Narcos ! Noget af aktionen gik ud på, at soldater og politifolk trængte
ind på de skjulte marker med valmuer og simpelt hen ødelagde planterne.
Aktionen
førte til at millionvis af valmueplanter og tusindvis af beplantninger
med marihuana blev ødelagt. Tyve personer er blevet anholdt,
og man har fundet masser af våben foruden biler med falske
nummerplader. En borgmester er også eftersøgt.
Problemet
er blot, at denne indsats kun rammer de små fisk, nemlig
bønderne som tjente godt på denne afgrøde. Nu er
de meget ringe stillet, når høsten er ødelagt. Valmuerne
gav en meget højere indkomst end fx majs eller kartofler. Bønderne
søger derfor støtte til programmer, som kan hjælpe
dem til nye afgrøder, da dyrkning af valmuer er forbudt.
|
|
Til gengæld,
er det ikke lykkedes at fange de store fisk – mellemhandlerne
og de rigtig store narkohajer, som organiserer handlen og bagefter
vasker pengene hvide.
Vigtigt
led
Guatemala fungerer som bro for to tredjedele af handlen mellem de narkoproducerende
lande i Sydamerika og USA.
Guatemala
lever ikke længere op til den amerikanske certificering for bekæmpelse
af narkohandel, og den seneste indsats er blandt andet et forsøg
fra regeringens side på at opnå denne certificering. Certificeringen
måler lovgivning, korruption og antallet af anholdelser og
beslaglæggelser af
narkotika. Den nuværende regering
i Guatemala har behov for at fremvise gode resultater, så Guatemala
igen kan opnå certificeringen.
Hemmelige
landingsbaner i Petén
Petén er den største provins, som ligger mod nord og består
af kæmpe områder med jungle. Her dybt inde i junglen skjuler sig
hemmelige landingsbaner, hvor fly fra Sydamerika lander med narkotika.
Foruden
den illegale handel med narkotika, sker der desværre også plyndring
af værdifuldt træ i de store nationalparker i Petén,
og der er opstået flere ulovlige landsbyer, hvis beboere fælder
skov og samarbejder med narkohandlerne.
Områderne
er store og uvejsomme, så det er vanskeligt for militær
og politi at gribe ind, og desuden er de illegale folk stærkt
bevæbnet. Politikere og politi har sandsynligvis også interesser
i branchen.
|
Et liv som vagt
1. september 2006, Søren og Lise |
|
|
Higidio har
arbejdet som vagt for den danske mission siden sagen om Muhammed-tegningerne.
Men nu mener Søren og hans kolleger, at det er overflødigt
at have ham siddende uden for døren hver dag. Der har da heller
aldrig været besøg af uønskede gæster, så de
har opsagt aftalen fra 1. september.
Her sad han med metaldetektor og hånden på sin pistol
Hver
morgen kl. 8 er han mødt og har trukket sit bord ud fra
kontoret og siddet dér indtil kl. 17, hvor han med hjælp
af Luís flyttede bordet ind igen. Heldigvis kan han lide at læse,
så han har kunnet slå tiden ihjel med en bog.
Hvis folk arbejdede efter kl. 17 eller i weekenden, var der ikke vagt,
ej heller i frokostpausen kl 13-14.
En uges uddannelse
Higidio er ansat i et vagtfirma, og fra september skal han arbejde et
andet sted i den samme bygning. Uddannelsen til vagt varer en uge,
og de lærer at håndtere våben og at behandle kunder.
De lærer ikke egentlig målskydning, men de er alle bevæbnet.
Higidio har således en pistol.
Mange vagter har tidligere været ansat i militæret, og
hvis de har denne baggrund, forkortes deres uddannelse med to dage.
Søren fortæller, at Higidio har været meget servicevenlig
og betænksom. Han tjekker fx, om der er nogen bag døren
til trappen, og om der er mistænkelige personer i elevatoren, inden
danskerne stiger ind i den.
Så snart han kan høre, at en er på vej ud af kontoret – der
er to sæt døre – skynder han sig at tilkalde elevatoren
til etagen.
Higidio
har været heldig, fordi han kun har arbejdet fra kl 8-17.
Vagten foran vores hus arbejder fra kl. 6 til 18 – og nogle gange
har han nattevagten!
Der findes
7 vagtfirmaer her i Guatemala City, og de har tilsammen flere ansatte
end det nationale
politi. Man kender dem på uniformerne,
som er militæragtige.
|
|
Af
bondeslægt
Higidios familie kommer fra Coban, hovedbyen i provinsen Alta Verapaz.
Hans far er landmand, og en af brødrene arbejder sammen med faderen. Den
anden bror er også taget til hovedstaden, og de bor hos en tante i Zone
1.
Hans skoleuddannelse i Coban bestod af seks år i Primaria (grundskole)
og
dernæst
tre år i Basica (mellemskole). Efter skoletid arbejdede han for et hotel
i
byen
med
at
skaffe kunder. Han kontaktede folk på gaden og anbefalede dem hotellet.
Han fik 5 Q pr kunde og tjente mellem 30 og 60 Q pr dag – så han
må have
nogle evner som sælger. (1 Q ~ 80 øre, eller ca 2 kr i købekraft).
Drømmen
om Amerika
Som mange andre vil Higidio gerne til USA, og derfor vil han gerne lære
engelsk. Sørens kollega Ninna forsøgte at lære ham nogle
sætninger.
Han har en ven, som tog dertil for seks år siden, og vennen har siden
fungeret som ”coyote” og hjulpet flere andre ind i landet. Hans
pris er 25.000 Q (~ 20.000 DKK) – efter sigende 10.000 billigere end
normalt. Men stadigvæk en stor sum, når lønningerne er små.
Mange af dem,
som prøver at komme til USA, er nødt til at tage et lån
for at betale coyoten. Hvis de så bliver taget ved grænsen
og smidt hjem igen, er de stillet meget dårligt, fordi de ikke kan
betale lånet tilbage.
Trafikken over
grænsen er blevet meget vanskeligere, fordi både det amerikanske
og det mexicanske grænsepoliti har strammet meget op, og antallet
af folk, der bliver sendt tilbage til de centralamerikanske lande
er steget med ca 50%.
Samtidig – og
måske derfor - er coyoterne blevet endnu mere krævende. Det
fortælles, at nogle coyoter forlanger ekstra betaling, når
de står ved grænsen til USA. Hvis folk ikke kan betale, bliver
de skudt.
Higidio, vagt.
En dag kom han for sent på arbejde, fordi han havde
fået stjålet sin rygsæk, mens han ventede på bussen. |
iou - iou - iou - aarr
- aarr - aarr
Lyde
i bybilledet
27.
august 2006, Søren
|
|
|
Lyd 1)
buot - bout
Lyd 2)
iou - iou - iou - aarr - aarr - aarr - aarr - aarr - iieeææaaåårr
- iieeææaaåårr - iieeææaaåårr
- iieeææaaåårr - ouiii - ouiii - ouiii - ouiii
- bååt - bååt - bååt - bååt
- yyyyy - yyyyy - yyyyy - yyyyy - rrrrr - rrrrr - rrrrr - rrrrr - iou
- iou - iou - aarr - aarr - aarr - aarr - aarr - iieeææaaåårr
- iieeææaaåårr - iieeææaaåårr
- iieeææaaåårr - ouiii - ouiii - ouiii - ouiii
- bååt - bååt - bååt - bååt
- yyyyy - yyyyy - yyyyy - yyyyy - rrrrr - rrrrr - rrrrr - rrrrr
Lyd 3)
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa
Lyd 4)
dyyyyt - dyyt
Lyd
5)
aaaaaaaaaaAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAaaaaaaaa
(host-host)
Lyd
6)
Dingelingeling - dingelingeling - dingelingeling
|
|
Det er
ikke lige, hvad man drømmer om, når man tror, at man er
kommet til en tropenat, men er endt i en subtropisk, kæmpestor,
halvfattig hovedstad :-)
Nattens "cikader" i Guatemala by
Facitliste:
1) Automatisk bildørlås
2) Fejlagtigt udløst tyverialarm i bil (absolut største
gene)
3) Fly 1,5 km herfra med lyd afbrudt, når den passerer bag højhuse
4) Bil med forkørselsret på vej ind i et kryds - man dytter for en sikkerheds
skyld
5)
Bil
med dårlig lydpotte og udstødning, der passerer tæt
forbi på gaden
6) Centralamerikas udgave af HjemIs - en mand der trækker en lille
isvogn med
en klemtende klokke, der automatisk ringer, når vognen er i bevægelse.
|
Muchachas - tjenestepiger
18. august 2006, Lise |
|
|
Muchachas
er de kvinder, som arbejder i husene med rengøring,
madlavning, tøjvask etc. Muchacha betyder egentlig en pige eller
ung kvinde, men i denne sammenhæng bruges betegnelsen uanset kvindens
alder.
Det mest
almindelige er, at man har ansat en muchacha ”por mes” (per
måned), dvs at kvinden bor i et lille værelse bag i huset/lejligheden
og er til rådighed hele tiden, bortset fra søndag hvor hun
har fri fra morgen til aften. Meningen er, at hun kan besøge sin
familie om søndagen. Men mange muchachas er Maya-kvinder fra landsbyer
i højlandet, og derfor kan de slet ikke nå frem og tilbage
på en søndag. I stedet har de så fri to–tre
dage hver måned, hvor de kan nå hjem til landsbyen.
Hvis kvinden
har børn, kan det være, at hun får lov
til at have sit barn boende i huset også. Især hvis der er
jævnaldrende børn i familien. Ofte ser man en muchacha stå
og feje med et lille barn på ryggen, slynget i et af de farvestrålende
stoffer.
Tjenestefolkene får
tit en nær relation til familien og arbejder for samme familie
i mange år. Hvordan kvinderne holder sammen på deres egen
familie, er uklart for mig.
En
muchacha på vej til arbejde
Mange af
kvinderne bærer de traditionelle Maya-dragter, og ellers
har de en kittel med hvidt forklæde. Disse kitler kan man købe
i de store supermarkeder.
|
|
Por
día
En anden mulighed er, at man har en muchacha ”por día” (pr
dag), dvs at hun kommer en eller flere dage om ugen.
Vi har
også fået vores muchacha: Hortencia, som kommer
om tirsdagen og gør rent for os. Vi har fået hende anbefalet
af en anden dansker. Der går nemlig mange rygter om tjenestepiger
som stjæler. Flere af mine klassekammerater på spanskkurset
kunne fortælle historier om, hvordan deres tjenestepige havde
stjålet både mad, tøj, sengetøj mm. Disse
erfaringer er måske med til at fastholde nogle ladinoers nærmest
racistiske holdninger over for mayaerne.
Hortencia
Men Hortencia
er en velsignelse. Den første gang hun var her, bemærkede
hun, da hun skulle stryge, at en af Sørens skjorter var slidt
i kraven. Så tilbød hun at tage den med hjem og reparere!
Og næste uge kom hun med den – kraven var vendt, og nu
kan Søren igen bruge skjorten på arbejde. Sort arbejde
For mange af kvinderne er jobbet som tjenestepige en måde at slippe væk
fra livet i en fattig landsby. De har normalt ingen uddannelse, men jobbet
som muchacha giver dem en mulighed for at bo i byen og tjene lidt
til sig selv.
Traditionen
med at have en maya-kvinde som ung pige i huset stammer helt tilbage
fra kolonitiden, hvor de spanske herremænd ejede indianerne på ejendommen.
Efter feudalt princip skulle indianerne udføre tvangsarbejde
for herremanden, mod at han til gengæld gav dem beskyttelse og
en katolsk opdragelse.
Nu er husarbejde
blevet anerkendt som et arbejde med rettigheder under den almindelige
arbejdslovgivning, men mange kvinder arbejder stadig sort til en lav
løn.
|
Tidligere artikler under Stumper og stykker
|
