Stumper og stykker - 2

Nyere artikler under Stumper og stykker

Rig og fattig i zone 10

5. august 2006, Lise

Zone 10 i Guatemala City er på samme tid ”Zona Viva”, dvs der hvor det vrimler med fine restauranter og caféer, og et beboelseskvarter for de velhavende.
I den del, hvor der er beboelse, er det enten store lejlighedskomplekser – som vores – eller store villaer, nogle i smuk kolonistil. Her bor rige udlændinge og rige guatemalanere – dog ikke de allerrigeste, for de bor i nogle forstæder, lidt oppe ad bjergsiderne med storslået udsigt til vulkaner.

Bag lås og slå
Af sikkerhedsgrunde er alle villaer omgivet af høje mure og hegn, og ved indgangen er der en jernport, evt med en lille lem, hvor man kan tale med vagten. Foran lejlighedskomplekserne er der posteret vagter - 24 timer i døgnet – foruden dem som sidder i receptionen.

De rige færdes kun i bil, og som regel i nogle store firhjulstrækkere med sort-farvede ruder, så man ikke kan se ind i dem. Om morgenen ser man en strøm af disse biler dukke frem bag de tunge jernporte eller op fra underjordiske parkeringskældre.

Flere huse har ligefrem et vagttårn, hvorfra man kan overskue gaden

Lige i nærheden af vores hus er der en børnehave, og hver morgen kl. 8.30 ankommer de store biler og holder i kø foran børnehaven. Pædagogerne står klar ved porten og tager imod de små børn i blå skoleuniformer. Forældrene stiger ikke engang ud af bilerne – børnene bliver afleveret som pakker, nogle bliver endda løftet ud gennem vinduet.

Liv i gaden
I gaderne – uden for bilerne - foregår der til gengæld et helt andet liv. Her færdes de fattige, dvs alle de ansatte tjenestefolk, gartnere, havemænd, bude, vagter og arbejdere på vej til job foruden gadesælgere af forskellig art. Desuden nogle gymnasieelever i uniformer med skoletasker på ryggen og unge kontorpiger på vej til arbejde.

Der er ved at blive bygget et stort lejlighedskompleks i nærheden, og derfor er der meget liv netop i den gade. Forskellige gadesælgere, ”pølsevogne”, ismænd og kvinder, der sælger drikkevarer og tortillaer, har slået sig ned foran huset i en slags lejr for at servicere alle bygningsarbejderne, som jo ikke spiser på de dyre restauranter i kvarteret.

Et gadekøkken

Skopudserne går deres faste ruter rundt til vagterne, som er uniformerede og har sorte militærstøvler – som altså med mellemrum skal pudses. Vagterne får sig samtidig en sludder og lidt afveksling i det superkedelige job.

Nogle gadesælgere kommer på bestemte dage – her er adskillige kvinder, der sælger tortillaer, en fiskemand, en med frugt og grønt og så dem, der kommer mere tilfældigt med sæsonens frugter. Ud fra husene kommer så tjenestepigerne for at købe ved vognen. Hvis man bor i lejlighed, kan man give besked i receptionen, så bliver der ringet op, når fiskemanden er der.

Af og til ser man en muchacha og en ung mand, som snyder sig til en ”tete a tete” rundt om hjørnet.

Wannee og jeg går også rundt i gaderne, når vi køber ind. Det er garanteret helt forkert, at vi to ”hvide” (hun er ganske vist thailænder) færdes til fods og med indkøbsposer, men for os er det jo helt naturligt.

Skrald

5. august 2006, Lise

Renovationssystemet her i byen er lidt sjovt. Skraldemændene må åbenbart ikke komme ind bag muren til de fine huse for at hente skrald.

Derfor er der ud til gaden en aflåst lem i muren, som åbner ind til det sted, hvor husets affald bliver stillet. Skraldemanden får udleveret nøglen til lemmen af vagten ved porten, åbner lemmen, rager skraldeposerne ud på gaden, lukker og låser lemmen igen.

Senere passerer så en skraldebil, som samler skraldet op.

De reb, der hænger ned, bruger skraldemændene til at holde i, når de løfter en sæk op

De danske sundhedsmyndigheder og arbejdstilsynet ville for længst have forbudt skraldebilerne, hvis de så dem!

Flugten til Amerika

19. juli 2006, Lise

Man regner med, at over en million (1,3-1,7) af befolkningen i Guatemala er emigreret til USA - ligesom det gælder for de andre lande i Centralamerika. De er rejst dertil for at prøve lykken, tjene penge og få et bedre liv.

Mange forestiller sig, at de blot skal være væk et par år for at tjene nogle penge, og så vil de komme tilbage. Men de fleste vender aldrig tilbage. Dels fordi de vænner sig til livet i USA, dels fordi de skaber sig en ny tilværelse, gifter sig og får børn i USA, og dels fordi nogle ikke tør krydse grænsen igen, da de ikke har visum, men lever som indocumentados (dvs uden officielle papirer); de er bange for, at de ikke kan komme tilbage til USA.

Hver eneste dag står folk i lange køer foran den amerikanske ambassade i Guatemala City for at søge om visum.

Rejsen dertil
Jeg har læst nogle beretninger fra folk om, hvordan de kom til USA - illegalt. For de fleste varer rejsen over en uge, hvor de bliver transporteret gennem Mexico bunket sammen i lastbiler, venter i dagevis i en lille lejlighed sammen med mange andre, for til sidst at krydse grænsen til USA om natten i uvejsomt terræn. Nogle vandrede i flere dage kun med vand og lidt mad. Andre kommer først over grænsen i tredje forsøg.

En beskriver, hvordan han måtte sælge sine ejendele for at kunne betale en coyote 4.500 $ for transporten. Han kom til New Orleans, og under orkanen Katrina mistede han alt det, han med besvær havde skaffet sig i USA.

Et hårdt liv
De fleste immigranter har ikke en formel uddannelse, så de arbejder som ufaglærte inden for byggeri, restauranter, rengøring. etc. Chaufføren på Sørens kontor forklarede, at de, som kommer fra landet, klarer sig bedre, end dem som kommer fra byen. De første er nemlig vant til at arbejde hårdt fysisk, gå langt og til at leve enkelt. Flere flytter sammen i små lejligheder og spiser sammen – og de har som regel ikke deres familie med. De, som kommer fra byerne her i landet, stiller større krav til levestandard, er ikke vant til det hårde fysiske arbejde, og de har ofte deres kone og børn med.

For de fleste er det også en stor vanskelighed, at de ikke har lært engelsk – og nogle lærer det aldrig, men overlever blot med spansk, fordi de forbliver inden for hispanic-miljøet.

Savn og succes
Mange fortæller om savnet af deres familie og det smukke fædreland. En fortæller, at begge hans forældre døde, efter han var kommet til USA, og han turde ikke rejse hjem til begravelserne, af frygt for at han ikke kunne vende tilbage til USA. Det piner ham stadig.

Men der er også mange, som får et bedre liv i USA, fordi de får arbejde og tjener godt. Og der er solstrålehistorier om folk, som tager en uddannelse og ender i gode stillinger. Det vidner de store summer, som sendes hjem til familierne i Guatemala, også om.

Læs en historie om en kvinde fra El Salvador.

Remesa og udviklingshjælp

19. juli 2006, Lise

Remesa betyder ”forsendelse”, og her betyder det de penge, som emigranterne i USA sender tilbage til deres familier i Guatemala. Og det er store beløb! Fra januar til juni i år beløber det sig til 1.700 mio $ (en stigning på 20% i forhold til sidste år) – det svarer til 10% af BNP. Rekorden var i maj måned (361 mio $), fordi der blev sendt ekstra mange penge i anledning af Mors Dag!

Ligesom i andre udviklingslande overstiger disse remesas langt den udviklingsbistand, som kommer fra internationale donorer. Man regner med at 3,7 mio personer i Guatemala får glæde af pengene.

Når man kører gennem landskabet gennem de mange, små landsbyer, ser man pludseligt et par huse i to etager – de er bygget ved hjælp af remesas. Livet i en sådan landsby ville aldrig kunne skabe penge nok til så stort et hus.

Man ser tit huse, der er ved at blive bygget - man venter på næste remesa.

Læs mere om remesas på vores Honduras-side.

Næsten halvdelen af pengene fra USA bliver brugt til almindeligt forbrug i familierne: mad, tøj, sko etc. Ca 15% bliver brugt til uddannelse og sundhed, og 15% bliver sparet op. Eksperter mener, at disse tilskud virker som en ventil, der tager trykket af den allerværste fattigdom.

Små virksomheder
Omkring 20% af pengene bliver brugt til investering i små virksomheder. Det kan være en butik, fx en kiosk, og ved hjælp af $$, kan de købe et køleskab til sodavand mm.

Eller det kan være investering i en minibus elller en pick-up, som transporterer folk fra landsbyerne til de nærmeste markedsbyer. De færreste mennesker har bil, så der er en stadig strøm af pick-up'er og minibusser med taget fuld af kurve med grøntsager.

Man mener, at remesas har betydet, at der er skabt 312.000 små virksomheder! Til sammenligning har Sørens Danida-program midler til 60 virksomheder i løbet af 2 år!

Maya-kvinder 16. juli 2006, Lise

Jeg bliver aldrig træt af at betragte Maya-kvinderne i deres smukke traditionelle dragter. De bruger dem stadig, både i byen og på landet, på arbejde, i marken, på universitetet og til fest. Hver by har sin specielle dragt af bestemte stoffer og mønstre. Så man kunne altid se, hvor folk kom fra. Nu er det accepteret, at kvinderne vælger stoffer og sammensætter dem efter smag og behag. På den måde opnår man måske, at kvinderne fastholder traditionen længere.		Nederdelen hedder Corte, og blusen Huipil, og tilsammen kaldes det en Traje. Bemærk, at nogle nederdele er foldet stramt og samlet med et bælte, mens andre er samlet med en simpel løbegang. I nogle byer hører der desuden et forklæde til dragten. Der går mange meter til en nederdel, og stofferne er ikke billige. I de fattige områder har en kvinde derfor kun to nederdele at skifte mellem. Førhen gik mændene også i traditionelle dragter, men denne skik er kun bevaret i nogle få byer.

Orkanen Stan, oktober 2005

7. juli 2006, San Marcos, Lise

Det var gribende at høre frugtavlere, kaffeavlere og biavlere fortælle hvilke ødelæggelser, orkanen Stan bevirkede i oktober 2005. Da vi besøgte Guatemala en uge i november-december 2005, var det stadig meget tydeligt, at vejene havde været ødelagt på store strækninger. Men hvad det egentlig betød for den enkelte bonde, blev tydeligere for os nu, da vi hørte dem fortælle om det.

Denne vej i landsbyen Chipomal har ikke været farbar siden Stan. Bemærk de små marker på bejrgskråningerne.

Kaffehøsten ødelagt
Kaffehøsten ligger om efteråret – fra august til december - tidspunktet varierer fra sted til sted. Men den voldsomme regn i forbindelse med Stan betød, at de modne bær blev ødelagt af regnen, og fordi man ikke kunne komme til at plukke dem, faldt bærrene på jorden. De umodne bær blev mugne på grund af den høje fugtighed. De mistede 30% af høsten.

Et af de utallige steder med jordskred

Bierne døde
En biavler beskrev, hvordan han var forhindret i at nå ud til sine bikuber pga regn, ødelagte veje og jordskred. Og han kunne heller ikke få almindeligt sukker frem til at fodre dem med i oktober, som ligger uden for den egentlige blomstersæson. Det betød, at bierne ikke fik mad, så de døde simpelt hen eller fløj deres vej.

Her på skråningen står 12 bistader

Også frugtavlerne i fersken-området led tab pga Stan. Især på grund af at vejene blev ødelagt – og de er stadig ikke udbedret, og nogle steder ufremkommelige. Folk var isoleret i et par uger, og fersknerne rådnede i bunkevis.

De fleste bønder har desuden milpas, dvs majsmarker, og andre grøntsager. Også mange af disse marker blev skyllet væk, fordi de ligger på stejle skråninger.

Denne kvinde tilhører Mam-folket, som bor i San Marcos-provinsen. Bistaderne ovenfor er hendes.

Ingen hjælp
I Guatemala findes der ikke forsikringer, som kan hjælpe i tilfælde af naturkatastrofer. Regeringen har lovet katastrofehjælp, men der står ustandseligt i avisen, at den kun har opfyldt ca 8% af de lovede aktiviteter – og det har især været reparation af broer, hovedveje og genopbygning af huse.

Tidligere sikkerhedssoldater

6. juli 2006, San Marcos, Lise

I byen San Marcos så vi en stor forsamling af mennesker, hvoraf mange stod i kø. Det viste sig at være tidligere PAC’er, dvs medlemmer af Patrullas de Autodefensa Civil, Selvforsvarspatruljer. Under borgerkrigen tvang regeringen landsbyerne til at forme disse grupper, som virkede som regeringens/hærens forlængede arm i krigen mod guerillaerne. Hvis man nægtede at indgå i en PAC, blev man skudt. Ofte var det PAC’erne, som udførte de værste krænkelser, ligesom de ændrede den traditionelle magtstruktur i landområderne.

Her står mændene i kø for at få udbetalt penge

Folk kom langvejs fra i busser fra landsbyerne i bjergene

Som led i fredsafslutningen i 1996 blev det besluttet, at opløse PAC’erne og give de tidligere medlemmer en kompensation, som delvis udbetales som penge, delvis som små træer som mændene skal udplante for at imødegå afskovningen. Mændene var kommet til byen for at få udbetalt pengene.

Emnet er tydeligvis stadig kontroversielt. Både de forhenværende guerillaer og soldater mener for eksempel, at de i lige så høj grad burde kompenseres og modtage penge.

Tropiske frugter Påbegyndt juli 2006, Søren og Lise			Jeg har fundet en web-side med masser af information om eksotiske frugter.
	På markedet i Zone 1 købte vi forskellige frugter - også nogle vi aldrig havde set før.	Der er desuden markeder i enhver landsby og langs landevejene.
Her er appelsinerne altid grønne, og de bruges mere til saft, end til at spise direkte.	Avocadoer er her masser af - forskellige sorter og størrelser. Og det er altid muligt at købe nogle, der er perfekt modne.	Her er to typer bananer. Den ene med rød skal. Den anden kaldes ananasbanan. Derudover findes flere andre typer.	Ferskner kaldes her melocotón. Disse ferskner fik vi af nogle frugtavlere i San Marcos. Denne sort kaldes durazno.

Guayaba, den smager sødt, og kernerne er hårde. Man kan spise hele frugten, inkl. skallen. Den bruges bl.a til marmelade.	Guanaba - eller soursob, som den vist hedder på Jamaica. Den har en meget fin smag, men er svær at spise, fordi der er kerner. Kødet er ligesom kødet rundt om kakaokerner.	Kokos findes i flere varianter. Denne er skrællet, og man sætter et sugerør i for at drikke mælken. Andre sorter bruges til at lave kokosmel til madlavning.	Dette er en slags kvæde; på spansk hedder den membrillo. Den bruges til marmelade.

Kærlighedsfrugter eller liche. Her hedder de licha, og i Honduras kaldtes de rambután.	Denne frugt hedder Mamey. Den smager sødt, men lidt kvalmt. Den er i familie med den vilde frugt Zapotón, som Christoffer Columbus og hans mænd levede af i Honduras, da de ankom første gang.	Mango. Den store er mango tomi, den tv. er mango de leche (ret trevlet). Der endnu flere sorter i sommertiden. Det er en af vores yndlingsfrugter.	Her er en type, som hedder mango reina.

Molocotón hedder denne mærkelige frugt. Den har hård skal og kerner ligesom en agurk, så den er svær at skære ud.	Udenpå ligner denne pitaya-frugt en stor blomsterknop, men indeni er den stærk pink - det mest pink-lilla'e jeg har set. Man spiser den med ske, og den smager godt.	Sukkerrør, caña, sælges som en slags slik. Man skræller den, bider et stykke af og suger sukkersaften ud. Til sidst spytter man trevlerne ud.	Vandmelon kan man købe næsten hele året. På spansk hedder den sandía.

Disse chicos, chicozapotes, har 1-2 små kerner og er søde, når de er helt modne. Ellers snerper de munden sammen.	Her er zapote, som størrelsesmæssigt ligger mellem chico og mamey. Ligner frisk lammekød og knogler.	Ananas, piña, finder man næsten altid. Her mere søde end i Danmark.	Citroner, lemón, er - ligesom appelsinerne - grønne.

Bjergtomat kaldes denne type tomat. Den smager lidt syrligt, og har megen smag.	Dette er små grønne tomater. Vi har endnu ikke fundet en god måde at tilberede dem på.	Papaya findes i mange størrelser. Når man køber dem, er de grønne, og efter et par dage bliver de gullige - og så er de modne.	Tuna - de ligner kaktus udenpå med små pigge. Den har ikke en kraftig smag.

Grapefrugt - som her hedder Toronja. De er grønne - ligesom appelsinerne.	Mangostan - når man åbner den, ligger frugtkødet ligesom hvidløgsfed, men de smager vidunderligt og sødt - lidt som frisk kakaofrugt.	Stjernefrugt, som vi spiser med salt og chili - meget forfriskende. Her hedder den Carambola.	Platano - madbanan, som man steger eller koger.

Jocote - en mango-agtig frugt, dog med mindre smag.	Passionsfrugt - maracuyá - som man kan lave en helt vidunderlig juice af.	Denne minder maracuyá og hedder granadia.	Denne frugt er også i familie med maracuyá, som vi kalder passionsfrugt.

Monkiskia, eller zapatrio amarillo, en frugt som stammer fra Asien.	Dette er nærmest en grøntsag, som hedder peruleon. Man koger den som kartofler.	Anona - som minder lidt om kakao-frugten. Man spiser det hvide kød.	Caimito smager sødt, og den ser smuk ud, når den er gennemskåret. Den har sorte kerner.

Pitaya blanca, en smuk frugt, gul udenpå, og indeni er frugtkødet hvidt med sorte kerner. Meget velsmagende - sød.	Lulo dukkede op på markedet i februar. Den smager syrligt, lidt som stikkelsbær eller kiwi. Muligvis var den ikke moden.	Endnu en frugt i familie med zapote; denne hedder ingerto. Sød, lidt kvalm smag.	Disse søde små, pæreformede frugter kaldes manzanito - dvs det lille æble. Og de smager også frisk og er saftige som et godt æble. Fås i juni.

Den lækre nød macadamia gror i Guatemala. Man kan besøge en plantage og se, hvordan de dyrkes og udnyttes til at fremstille olie og creme.	Matasano er en vild frugt med 1-4 kærner. Den minder lidt om kvæde, og har en dejlig sød smag. Vi fandt en mængde matasano-træer i jaibalito ved Atitlan-søgen.