Stumper og stykker - 13

Baseret på historien om "Stilhed på bjerget" (læs den historie først, se herunder i "Silence-1" og "Silence-2") har jeg forsøgt mig med følgende refleksioner over moderne ulandshjælp. Det er tænkt som en provokation for mig selv og som oplæg til debat. Jeg har ikke forsøgt at give en allround analyse. Læs det med et åbent sind, og se bort fra diverse manglende stringens.

Mikrokredit disciplinerer arbejdskraften?

Mikrokredit er en meget populær form for ulandshjælp i vore dage, blandt andet efter at Muhammad Yunus fik nobelprisen for sin indsats med mikrokreditter i Bangladesh. Man stiller kapital til rådighed for kvindegrupper og små virksomheder for at få erhvervsaktiviteter op at stå.

På mange måder er der taler om, at man lokker folk til at tage lån for dermed at "tvinge" dem ind i en arbejdscyklus, hvor de til stadighed disciplineres til at arbejde. For ikke at bruge politiet til at inddrive eventuelle restancer, giver man oftest "solidariske" lån til grupper af kvinder, dvs at alle hæfter for alle, hvorfor gruppepresset bidrager til at sikre, at restancer betales.

De tidligere plantageejeres tvangsmekanisme med lån overlever i en ny form. Grundlæggende set er det de samme psykologiske mekanismer, som man prøver at overvinde.

Internetlån på markedsbetingelser

På det seneste er der endda kommet organisationer, som formidler mikrolån via internettet, fx det danske MyC4. En rente på ca 12% (væsentlig højere end en normal bankrente på maksimalt 4-6%) og en ganske høj sikkerhed lokker private danske borgere og virksomheder til at låne penge til afrikanske virksomheder. Det er lån på det frie markeds betingelser.

Hermed går man uden om de velgørende organisationer og banker, som i Guatemala tager 18-40% i rente for mikrokreditlån baseret på statslige udviklingsmidler, blandt andet fordi de hægter lånene sammen med diverse konsulentydelser og kurser samt bureaukratiske, administrative procedurer.

Læs også en anden historie om Mikrokreditmarkedet.

Paternalismen længe leve?

Kaffeplantagernes feudalistiske præg kan i positiv forstand kaldes en paternalistisk organisering. Ejeren vurderede, hvad der var arbejdernes ve og vel, og påtog sig at forsørger arbejderne på det niveau, han anså for rimeligt, samt disciplinere arbejderne til at leve op til den organiseringsform, som han anså for hensigtsmæssig (godt nok ud fra ret så egoistiske hensyn). Han bestemte i høj grad selv, hvilke midler han ville bruge.

I Guatemala lever denne kultur videre i virksomheder, offentlig administration og NGOer. Lederne efterlever de traditionelle ledelsesroller, enten som hårde paternalister, eller som velmenende paternalister. Arbejderne og de fattige målgrupper prøver at undgå negative restriktioner eller undgå at overanstrenge sig unødigt. Konsekvensen er blandt andet ineffektivitet og manglende innovationsevne.

Ulandshjælpen har også stærke paternalistiske træk. Velsagtens drevet af den samme psykologiske modstand mod forandring, som kaffeplantagernes ejere var oppe imod. Man giver hjælp, man giver gaver, man giver lån, man prøver at afhjælpe den værste nød for de svage og gamle, man tvinger målgrupperne ind under planers disciplinerende rammer (Logical Framework) osv.

Er frihed og marked vejen frem?

I de seneste år har man droppet drømmen om den socialistiske revolution, og i stedet taler man om at åbne markederne for de fattige producenter. Man taler om bæredygtig erhvervsaktivitet i betydningen noget, der kan overleve uden hjælp udefra.

Tanken kan måske udlægges således: I stedet for at de fattige landarbejdere i u-landene skal kæmpe mod hårde arbejdsgivere, bureaukratiske statslige støtteordninger og paternalistiske hjælpeorganisationer, så skal de hellere kæmpe direkte mod naturen, mod konkurrenter i andre lande og mod det frie markeds kunder. Det vil frigøre enorme skjulte arbejdsreserver og initiativ hos mange mennesker.

Der er dog nogle udfordringer. Hvad gør man ved de svage i u-landene, som ikke kan hægte sig på lokomotivet, mens man venter (et par generationer) på, at produktivitetens udvikling tillader et rigt velfærdssamfund? Hvordan overbeviser man de svage i i-landene, som har kunnet leve relativt mageligt i mange år beskyttet af høje toldmure? Hvad gør man ved det faktum, at "frihed" er en mønt med to sider: fri til at handle og søge egen lykke, men også fri til at tabe og lide under egne svagheder?

Væbnet kamp eller politiske kampagner

Inspireret af erfaringer som Cajolá-indianernes succes har en række NGOer arbejdet på at styrke målgruppeorganisationernes evne til "incidencia política", dvs politisk pression vha. kampagner, lobbyaktiviteter, pressekontakt, story telling mm.

Premaca

Danidas program Premaca for miljøudvikling i Mellemamerika satser på flere indfaldsvinkler på én gang for at udnytte de nye virkemidler sammen med gode klassiske midler:

• frie producenter på markedsbetingelser (min komponent 4 om øko-virksomheder)
• en regulerende offentlig sektor med styrke til sikre miljøhensyn på det ellers frie marked (stat og kommune i henholdsvis komponent 1 og 3)
• civilsamfundets politiske pressionsaktiviteter (komponent 2).

Bogen "Silence on the Mountain" skildrer livet for tre generationer af en tysk kaffefarmerfamilie i Guatemala. Fra 1892 til 1996. Familiehistorien er ramme om en dybgående, populariseret forskningsrapport om borgerkrigens virkninger på landet i årene 1960-1996.

En dybt fascinerende bog, hvoraf jeg nedenfor vil uddrage nogle pointer, som jeg har fundet relevante for at forstå målgruppen i mit arbejde i Premaca.

Tvangsarbejde

Økonomien i kaffeplantagerne var afhængig af billig arbejdskraft. Men som en tidlig tysker sagde: "'The Indians won't work more than just enough to fill their basic needs, and these are very few". Så plantageejerne måtte ty til forskellige tvangsmidler. Her er en vifte af de midler, der blev brugt fra 1884 til 1944:

• Indfange indianere: Militæret indfangede indianere i højlandet og satte dem til tvangsarbejde. "De var jo dovne, og landets økonomi krævede en indsats fra alle". Hvis arbejderne flygtede, var der en lov, som definerede, at de var plantageejeren skyldig for arbejdet.
• Vejskat: Staten pålagde alle en vejskat, og når folk ikke kunne betale den, hvad subsistensløse bønder selvfølgelig ikke kunne, så blev de tvangsindskrevet til vejarbejde, eller plantageejeren betalte skattegælden, hvorefter han havde kreditorens hånds- og halsret over sine landarbejdere.
• Tvangslån: Landarbejdere blev tvunget til at tage imod lån af plantageejeren, hvorefter denne igen havde kreditorens rettigheder til at inddrive gælden gennem tvangsarbejde.
• Identitetsbøger: En lov krævede, at alle bar id-bøger. Hvis man blev standset uden bog, blev man tvangsudskrevet til arbejde.
• Arbejdsrekruttering: Agenter opsøgte landsbyerne i festperioder med druk eller i sultmånederne inden majshøsten og lokkede folk til at modtage forudbetaling for arbejde eller til at optage lån. Dermed et grundlag for tvangsarbejde bagefter.

Al denne tvang blev gennemført med politiets hjælp baseret på statens love. Dette system krævede stærke militærdiktaturer.

Frygtens psykologi

Ifølge Wilkinson har tvangsarbejdets vold og borgerkrigens terror skabt en "frygtens psykologi". Når han interviewede folk, oplevede han et forbløffende hukommelsestab. Folk kendte ikke til den oprindelige tvangsforflyttelse for 100 år siden eller til tvangsarbejdets mekanismer derefter, de kunne ikke huske begivenhederne omkring jordreformen i deres eget område, og borgerkrigens rædsler ville de ikke uddybe osv.

Trusler mod egen jord og familiens liv havde undertrykt al lyst til at fortælle noget som helst, eller til blot at kende til noget som helst fra fortiden.

Faktisk gælder hukommelsestabet også delvis ejerne, som jo også har oplevet tidligere tiders vold, borgerkrigens trusler og deres egen flytning til hovedstaden, samt deres plantagers deroute ifm borgerkrigen som traumatisk.

Hver sin historie

Forfatteren gengiver to forskellige perspektiver på historien, som aktørerne anlægger for at skabe "udholdelig mening" i tilværelsen:

"In the history that the Endlers [German coffee farmers] recorded, the family's property and position in Guatemala resulted from hard work, perseverance [vedholdenhed], courage, and luck. Theirs was a story of men struggling to dominate the natural world - to harness its energy while escaping its destructive forces. It was a story of individual achievement. What they had, they got through their own effort, with the support of their wives and the occasional help of good friends along the way.
In the history the workers told me, the main protagonist was nature. When pressed to discuss the political aspects of plantation life, these storytellers jumped instead from the natural to the super-natural [= religion, Gud]."

Vi genkender meget af dette fra vores snak med folk fra begge "lejre".

Fra feudalisme til kapitalisme

Fra 1986 gik plantageejerne i stor stil fra en feudal ordning over til en kapitalistisk ordning.

Den feudale ordning kalder forfatteren "patronage", som indebærer, at plantageejeren ejer al jorden, og han "tager sig af" arbejderne hele deres liv. De tildeles lodder til at dyrke til eget forbrug, de får lov til at blive boende som gamle, de arbejder til plantageejerens lønninger, han giver dem "gaver" i særligt hårde tider, de er forpligtet til at arbejde, de står i økonomisk gæld til ejeren, og ejeren har eget vagtværn samt statens politi til at hjælpe sig med at disciplinere arbejderne osv.

Den privatkapitalistiske ordning indebar, at ejeren frisatte (fyrede) alle arbejdere og lod dem købe små lodder, som kom til at ligge uden for plantagens område. I bedste fald kunne de "købe" lodderne ved at frasige sig den hævdvundne ret til pensionering og arbejde. Herefter ansatte ejeren kun det antal arbejdere, han havde brug for, og ofte kun som sæsonarbejdere, så han kunne omgå statens love om visse sociale rettigheder, bonusløn mm.

Baggrunden var blandt andet, at tidsånden var forandret, og at befolkningstallet på plantagerne var fordoblet siden 1950'erne, hvor der allerede reelt havde været for mange arbejdere på plantagerne til at sikre en rentabel drift med lønninger over minimumslønnen.

Frem og tilbage lige langt

Wilkinson spekulerer over, at den nye kapitalistiske ordning stort set svarer til det, som jordreformen fra 1952 ville have ført til, og som blev nulstillet med kuppet i 1954. Nemlig ophævelse af patronage, mange små fattige selvejende landarbejdere, men fortsat store plantager. Reelt var der den gang tale om en borgerlig reform mhp en modernisering af landets økonomiske system.

Kommunisterne støttede reformen i håb om, at selvejende bønder i længden ville føre til bedre mulighed for at få organiseret fagforeninger og venstreorienteret politiske partier. Men de snæversynede jordejere og de kommunistforskrækkede nordamerikanere så ikke lyset den gang.

Borgeres eller indfødtes jordret i dag?

Forfatteren refererer, at det i 1992 lykkedes familier fra byen Cajolá at få ejendomsret til en masse jord med en ny strategi. De havde måttet se sig slået i retssager om at få den fortabte ejendomsret fra jordreformen 1954 tilbage, da den vist var faldet for forældelsesfristerne. De kunne ikke få deres "ret" vha loven.

Den nye strategi var en kraftig, internationalt støttet kampagne gående på indfødte folks rettigheder, og det gav pote. Simpelt hen pga politisk pression på jordejeren. De andre landsbysamfund har dog ikke siden kunnet komme igennem med denne strategi, så modstanderne har nok lært at stå imod.

Kilde: Daniel Wilkinson, "Silence on the Mountain. Stories of Terror, Betrayal, and Forgetting in Guatemala", 2002, ISBN 0-618-22139-5, Houghton Mifflin Company, Boston, USA, 373 sider.

Da vi i april måned besøgte plantagen Oriflama i San Marcos, nævnte ejeren Walter Randolph Adams, at der under borgerkrigen foregik mange sammenstød mellem guerillaerne og hæren netop i dette område. Faktisk blev hovedbygningen brændt ned af guerillaerne. "Det er der skrevet en bog om", tilføjede Walter.

Endelig fik vi fat i bogen: Silence on the Mountain. Den er skrevet af Daniel Wilkinson, dengang en nyuddannet jurist fra USA, som tog til Guatemala for at lære spansk. Han blev interesseret i borgerkrigen og begyndte at undersøge, hvad der var foregået. Ved et tilfælde traf han Sara Endler (som i virkeligheden er Walters mor – men under pseudonym i bogen).

Wilkinson besøgte hendes plantage og forsøgte at finde ud af, hvordan, hvorfor og hvem der havde sat ild på kaffeplantagens hovedbygning. Alle han spurgte, svarede imidlertid, at de ikke vidste noget om det.

Jordreformer og borgerkrig

Wilkinson blev nysgerrig og indledte et systematisk arbejde med at kortlægge kaffedyrkningens historie i Guatemala, skildret gennem den tyske familie, som ejer plantagen La Patria (som Oriflama i virkeligheden er en del, men under pseudonym i bogen), nu i fjerde generation.

Samtidig viser han, hvordan borgerkrigen (1960-96) har sine rødder tilbage fra perioden 1944-54, hvor Guatemala havde to sociale, demokratiske regeringer, som blandt andet forsøgte at gennemføre en stor jordreform. Den blev imidlertid brutalt bremset ved et militærkup dirigeret og støttet af USA. Mange af de kaffearbejdere, som i 1950'erne var aktive i fagforeninger, var "fædre" til guerilla-grupperne, som var aktive under borgerkrigen.

Frygtens stilhed

Som nævnt var det meget svært for Wilkinson at få folk til at fortælle noget – borgerkrigens rædsler var stadig så påtrængende, at de ikke turde fortælle noget til en fremmed "gringo".

Langt om længe lykkedes det Wilkinson at komme i kontakt med centrale personer, som fulgtes med ham rundt i landsbyerne, hvor han talte med unge og gamle, som havde været medlem af eller støttet guerillaen.

Han opnåede også at overtale folk i en af landsbyerne til at afgive vidneudsagn til den Sandhedskommission (Commission for Historical Clarification), som blev gennemført som en del af fredsaftalen med støtte fra internationale menneskerettighedsbevægelser.

Fascinerende beretning

Bogen er meget fascinerende – det er som at læse en kriminalroman, fordi sammenhængene gradvis bliver afdækket. Samtidig er det den bedste skildring af årsager til og forløb af borgerkrigen, som jeg kender til.

Bogen har givet anledning til mange samtaler og tanker og sat flere ting i relief. Med inspiration fra bogen har Søren skrevet to forskellige artikler med relation til sit arbejde med små virksomheder:
- Stilhed på bjerget (Silence-2)
- Fra socialistisk til liberal ulandshjælp (Silence-3), se længere oppe på denne side.

Læs om bogen Silence on the Mountain
Læs om plantagen Oriflama.