Søren & Lise i Guatemala |
||||||||
| ||||||||
Stumper og stykker - 12Nyere historier under Stumper og stykker Måling af volden i GuatemalaAlle taler om den, volden, usikkerheden, kriminaliteten og lovløsheden her i landet. Men ingen kender det sande omfang. Politiet udsender nogle tal, men da langt fra alle forbrydelser bliver anmeldt, giver det ikke et retvisende billede. Desuden er politiet selv delagtig i forbrydelser. Faktisk anmeldes kun ca 20%, og adspurgt fortæller folk, at de ikke tør eller gider anmelde et tyveri, fordi chancen for, at det bliver opklaret, er lig nul, og at de samtidig løber en risiko. Hospitalerne fortæller, hvor mange ofre de modtager – men heller ikke dette tal er komplet.
FNs oversigt over "voldelige mord" i perioden januar - maj 2008, fordelt på provinser. Gæt, hvilken provins der har det højeste antal, nemlig 569.
Mayaerne de mest fredeligeFN udgiver en månedlig rapport med tal på antal mord etc, fordelt på provinserne. Disse rapporter viser til stadighed, at kriminaliteten er værst i hovedstaden og i provinser med overvejende ladino-befolkning. Med andre ord er kriminaliteten lavest i maya-områderne.Fra vores bekendte i ambassademiljøet ved vi, at de udenlandske konsuler mødes jævnligt med folk fra regeringen bl.a. for at diskutere sikkerhedssituationen i landet. Det er nemlig konsulerne, der redigerer det trusselsbillede, som de publicerer på de officielle udenrigsministerielle websites, fx den britiske, med anbefalinger/advarsler for rejser til landet.
Modsatte interesserEn af grundene til, at det er så svært at få et retvisende billeder af sikkerhedssituationen er, at der er modsatrettede, politiske interesser.Den politiske opposition ønsker at vise, at volden er steget, siden den nye regering tiltrådte i januar. Den har pressen med sig, så derfor skriver aviserne gerne om volden. Turistbranchen, derimod, ønsker at nedtone omfanget af kriminaliteten - især den der rammer turister. Antallet af indkommende turister er netop faldet med 20% - og det er selvfølgelig slemt for branchen. Sikkerhedsbranchen, altså dem, som ejer firmaer med vagter og sikkerhedsudstyr, har til gengæld økonomisk fordel af et negativt trusselsbillede. (Der er ansat flere personer i de private vagtværn, end der er politibetjente). Danskstøttet undersøgelseI går mødtes vi med Jens Modvig, overlæge på RCT (Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre), som er i Guatemala som rådgiver for en stor undersøgelse om volden baseret på spørgeskemaer.Undersøgelsen er støttet af Danida, og han arbejder sammen med en stor, lokal menneskerettighedsorganisation Oficina de Derechos Humanos del Arzobispado de Guatemala (ODHAG). De skal gennemføre interviews i 1.300 husstande fordelt på et repræsentativt udsnit af befolkningen. Det drejer sig om "vold i det offentlige rum", dvs at fx hustruvold ikke er med.
Jens Modvig, overlæge, PhD, RCT. Han er blandt andet ekspert i kvantitative analyser, og han skal lære samarbejdspartnerne at bruge et
IT-program: R til at analysere svarene.
Spørgsmålene er af typen:
Social kapitalFormålet er dels at kortlægge omfanget af volden, dels folks reaktion på volden, og så sammenholde det med samtidige antropologiske målinger af "den sociale kapital".Megen forskellig forskning peger nemlig på, at jo større den sociale kapital, des mindre vold. Social kapital består i høj grad af tillid til andre mennesker og til det officielle system. I områder, hvor der har været krig, ikke mindst borgerkrig, er denne tillid gået tabt, og det tager lang tid at genopbygge den. Se også vores tidligere artikler om social kapital: Lav skat - høj ulighed - lav produktivitetLatinamerikanere betaler mindre skat end andre mennesker. Ikke blot mindre end de rige industrialiserede nationer, men også mindre end asiatere og afrikanere. Det fremgår af to nye FN-rapporter. Indkomst- og ejendomsskatEuropæere og nordamerikanere betaler ca 17% af BNP i indkomst- og ejendomsskatter (danskerne langt mere :-), Sydøstasien 7%, Afrika 6,3% og Latinamerika 5,6%.Ejendomsskatter alene er ca 3% i USA, men kun 0,8% i Latinamerika (og i nabolandet El Salvador 0,1%). De rige jordejere skal jo nok passe på! Andre skatterDe fleste lande har moms, her i Guatemala 12%. Denne moms påhviler procentvis mere de fattige end de rige ifølge studier, siger journalisten Andrés Oppenheimer.I Latinamerika er 65% af indkomst- og ejendomsskat pålignet virksomheder. I de rige lande er det omvendt, sådan at 70% af skatten kommer fra personlige skatter. Atter påligner Latinamwerika de fattige relativt mere (erhvervsskatten væltes jo over på priserne). Stort uformelt markedI Latinamerika foregår 43% af produktionen på det uformelle marked, hvilket vel er fattige bønder, mikrovirksomheder, og andre virksomheder med lovlig produktion, som blot skjuler sig for skattevæsenet. Og alle disse betaler selvfølgelig ikke skat. Og rygtet siger - sikkert sandt nok - at de større virksomheder kan bruge alskens andre midler til at undgå skat, fx huller i lovgivning kombineret med gode jurister, eller simpel korruption og svindel. Herudover er der et kæmpe kriminelt marked (narko, menneskehandel, truede dyrearter osv), som i sagens natur heller ikke betaler skat.Den store ulighedIngen anden region i verden har så stor forskel mellem fattige og rige. Den eneste undtagelse, som kan måle sig med Guatemala og Brasilien, er efter sigende Sydafrika. Det ses tydeligt i gadebilledet i Guatemala, hvor de fattige er lave, mens de rige er høje.
Man ved, at genetiske japanere og mayaere, der vokser op under rimelige økonomiske forhold i USA fra barnsben, bliver et
hoved højere end deres familie i hjemlandet, alene pga bedre ernæring.
Den racistiske overklasse (er)kender ikke disse fakta, men mener, at mayaerne nu en gang er små, mørke og mindre begavede, og at sådan er det. Et for lille borgerskabEn artikel i avisen Prensa Libre (11. august) refererer til FN-rapporterne med den observation, at middelklassen i Latinamerika er mindre end verdensgennemsnittet. I Latinamerika er 57% hverken fattige eller rige, sammenlignet med 62% i verden som helhed, og man må jo antage, at middelklassen i de rige lande er langt større.Det er uheldigt for Latinamerika, fordi "…der er tre årsager til at middelklassen er vigtig for et lands udvikling: den er kilde til produktiv kapacitet, købekraft og stabilisator for det politiske system. Med en tungere middelklasse opstår der et mere krævende marked, som efterspørger services og produkter, som fx uddannelse, sundhed, boliger, turisme, og social sikkerhed osv". Offentlig korruptionAviserne i Guatemala skriver dagligt om korruption i det offentlige system. Checks der udskrives til familiemedlemmer, offentlige midler der investeres ulovligt, offentlige investeringer der kanaliseres til firmaer, som tager overpris, men accepteres pga penge under bordet osv osv.De fleste føler det helt legitimt at reducere skatten uanset midlerne, da "det jo alligevel går i korrupte embedsmænds lommer". Alt i alt reducerer korruptionen den indbetalte skat til en endnu lavere, udbetalt offentlig service. Korruptionen betyder, at skatteindtægterne reduceres, og at den offentlige service heraf endda bliver mindre end i andre lande af tilsvarende beløb. Populistiske loveMen hertil kommer en række overdrevent arbejdervenlige love, som er gennemført af social-populistiske regeringer. Værst i Argentina (Perón og nu ægteparret Néstor Kirchner og Cristina Fernández), Venezuela (Hugo Chávez) og Bolivia (Evo Morales).
Hugo Chávez
I de to sidstnævnte lande kan arbejdsgivere overhovedet ikke fyre en medarbejder, selv om han påviseligt holder siesta hele tiden (jeg gad vide, om det virkelig er sandt). I Argentina skal en virksomhed betaler 139 ugers løn (knap 3 år) til en fyret medarbejder. Jeg tænker i forlængelse heraf, at det selvfølgelig er omkostninger, som arbejdsgiveren må indkalkulere, og som bestemt motiverer til Sådanne love kan muligvis hjælpe fattige landarbejdere på godser, hvor ejerens rigdom stort set er bundet i jorden, og som producerer til et nogenlunde stabilt marked. De fattige vil aldrig blive rige af det, men lovene kan reducere det groveste, feudale misbrug. I de moderne service- og industrierhverv på et internationalt marked ville selv ikke det social-demokratiske Danmark med sine ekstremt stærke fagforeninger kræve sådanne love. KonklusionHer er mine tanker i forlængelse af ovenstående vedrørende Latinamerika:- skatten kommer relativt mest fra de fattige - det offentlige har for få ressourcer til skoler, uddannelse, sundhed, retsvæsen, skatteopkrævning osv - der er en for lille, "progressiv" middelklasse til at skabe innovation mm - overklassen har fundet sig en god "niche", som den ikke er motiveret til at ændre på. Ak ja, der er langt igen.
Eduardo Meyer, forh. formand for Guatemalas kongres, nu fyret efter ulovligt at have investeret Q82 mio af statens midler.
KilderResumé og inspiration fra artikel i El Periódico, 15. august 2008, af Andrés Oppenheimer "¿Quién paga impuestos en América Latina?"Han baserer sig på to nye FN-analyser fra CEPAL, Comisión Económica para América Latina y el Caribe. Skagensmalerne og GuatemalaMens vi var på ferie i Danmark, besøgte vi Skagens Museum, som i anledning af sit 100-årsjubilæum havde en særudstilling
med over 500 malerier af de mange Skagensmalere. Vi kunne se paralleller mellem Skagen i 1880'erne og Guatemala nu i det 21. århundrede. Forholdet mellem de fattige fiskere i Skagen og folkene i malerkolonien minder nemlig om forholdet mellem de fattige mayabønder på landet og de mange turister i Guatemala.
Michael Ancher: Den druknede, 1896
Fascinationen af det autentiskeFiskerne i Skagen blev af malerne opfattet som autentiske mennesker, og de optrådte som modeller for malerne. Ofte blev de betalt for at sidde model.Tilsvarende valfarter turisterne (inklusiv vi selv) til landsbyerne i højlandet for at se de autentiske mayaindianere, som stadig bærer traditionelle dragter og dyrker landbrug. Nu er det overvejende fotos – ikke oliemalerier – som foreviger de meget fotogene indianere. I nogle landsbyer beder mayaerne nu også om penge for at posere til et fotografi.
Lise Fogh: Begravelsesoptog, Sololá, 2007
Den pittoreske fattigdomSkagensmalerierne er stadig meget populære, måske fordi de viser os billedet af et enkelt liv i tæt kontakt med naturen, og for fiskerne også kampen mod naturens hårde kræfter, havet. Vi kender alle de garvede ansigter med sydvest fra Michael Anchers billeder. De små lavloftede huse fremstår idylliske på malerierne, selv om de sikkert har været kolde, fugtige og usunde at leve i. Selv sorg og sygdom var genstand for malerier. Fattigdommen blev æstetiseret.Det samme gør sig gældende her i Guatemala. Nærbilleder af små, snavsede unger, som løber barbenede rundt; de fattige, lerklinede hytter; rynkede kvinder uden tænder; gamle mænd som går bøjet under et læs brænde – jeg har med stor fornøjelse fanget disse situationer med mit kamera.
Anna Ancher: Pigen i køkkenet, 1883 og 1886.
Der er endda opstået en moderne form for turisme: Community tourism som går ud på, at turister bliver indlogeret hos en familie i en lille landsby, så de kan opleve "det ægte liv" helt tæt på – to eller højst tre dage!
P.S.Krøyer: Hip hip hurra! Kunstnerfest på Skagen, 1888.
Parallelle livNår Skagensmalerne ikke malede fiskerfamilierne, malede de hinanden, fx omkring et veldækket bord på Brøndums Hotel, og forskellen mellem kunstnerne og fiskerne er meget stor. Fx kontrasten mellem de robuste Skagenskvinder med tørklæde og forklæde og de forfinede damer fra kunstnerkolonien med lyse, lette kjoler.Ligesådan her i Guatemala, hvor turisterne ankommer i korte shorts og små bluser, mens mayakvinderne fremtræder mere tækkeligt klædt i deres huipiler og lange nederdele. Turisterne søger hinandens selskab, fx på de mange hostels, og de ønsker ikke at undvære komfort eller god mad. I turistbyen Antigua er der et væld af restauranter, og de besøges udelukkende af turister. Lokalbefolkningen har ikke råd.
Borch: Middag i Antigua, 2007
SelvrealiseringMalerne tog til Skagen i slutningen af det 19. århundrede for at realisere sig selv som kunstnere. De var voyeurer og livsnydere og skabte en koloni midt i Skagens virkelighed, som levede efter helt andre normer. Efter sigende involverede de sig ikke meget i landsbyens ve og vel.For mange turister, måske især rygsækturisterne, er Rejsen en måde at realisere sig selv på. Det samme kan man sige om mange ngo'er og frivillige. De har søgt eventyret langt fra den trygge hverdag. De lokale mayaindianere fungerer som statister og medspillere i dette selvcentrerede projekt.
Lise Fogh: Uden titel, San Marcos, 2008
Mayaerne spiller med, så længe de har fordel af det – i form af at modtage donationer og projekter i landsbyerne, eller hvis de kan sælge os deres håndværk og tekstiler. Men hvad de egentligt mener om os fremmede, det får vi nok aldrig at vide. Paulina – en gadesælgerHun sidder der hver morgen, på hjørnet af vores gade og 14. Calle. Foran sig har hun et lille plastikfad med et par frugter, som regel citroner, et par avocadoer og nogle små bananer. I sæsonen har hun også mangoer, og hun fandt hurtigt ud af, at jeg var en god kunde. Jeg betaler ca Q 3-4 pr stk, dvs ca 2,50 kr. Gad vidst, hvad hendes dagløn er? Jeg spurgte en dag, om frugterne kom fra hendes egen have – de ligner nemlig hjemmeavlet frugt, men nej, hun køber dem ved busterminalen. Hun får dem sikkert billigt. Efterhånden begyndte vi at tale lidt sammen. Hun bor alene, i zone 13, i en bydel som hedder Santa Fe. Hun kommer med bus og går nede fra den store gade Próceres. Hun begynder med at sidde på det ene hjørne – senere, når hendes datter kommer, rykker hun over på det modsatte hjørne. Datteren (som ser næsten lige så gammel ud) sælger sodavand og chips fra en kølekasse. Her sidder de så til hen på eftermiddagen og sælger til forbipasserende. Hvis det er regnvejr fra morgenstunden, kommer hun ikke.
På vej hen til sit hjørne stopper Paulina for at købe et par tortillaer.
En morgen klagede hun over, at det var koldt – og jeg foreslog, at hun rykkede sig 2 m til højre – ind i solen. Men nej, hun plejede altid at sidde her. En anden dag klagede hun lidt over, at der ikke var så meget salg. Jeg foreslog, at de flyttede sig hen på en anden gade, hvor der er gang i et stort byggeri med masser af arbejdere. Men nej, nu har hun siddet her i 15 år, så det vil hun blive ved med.
En periode kom hun ikke, og da hun endelig kom tilbage, spurgte jeg til hende – hun havde været syg, med hjertet. "Der er ingen, der hjælper mig, kun Lille Gud (Dioscito)".
I dag gav jeg hende dette foto, som jeg havde trykt i A4-format. Hun blev meget glad for det og stod længe og betragtede det. Hun fortalte, at hun snart har fødselsdag – 83 år! "Nu venter jeg blot på, at Herren kalder på mig". Næste gang vil hun fortælle mig sin adresse – jeg fik indtryk af, at hun ikke kunne den udenad. Da jeg fortalte, at jeg skulle på ferie og først kom tilbage om nogle uger, sagde hun "Dios mio!", gav mig et knus og forærede mig en avocado og en citron. Flystyrt i HondurasDet er allerede flere uger siden, at der skete en flyulykke i Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras. Det har påvirket os – i mere end én forstand – for det er det fly, som Søren plejer at tage med ca en gang om måneden. Regn og kort landingsbaneFredag den 30. maj, Taca-flyet fra El Salvador med afgang kl. 8.30. Fra Tegus skulle flyet videre via San Pedro Sula til Miami. Men så langt nåede det ikke.Det regnede kraftigt den dag pga den tropiske storm Alma, som huserede i området. Piloten prøvede at lande én gang, men gik op igen. Da han landende anden gang, var han for langt fremme på den i forvejen korte landingsbane. Desuden var det svært at bremse på den våde bane. Resultatet var, at flyet fortsatte ud over landingsbanen, gennem et hegn, hen over en trafikeret vej og ramte ind i en skrænt på den anden side.
Flyet knækkede i tre stykker, vingerne brækkede. Desuden blev flere biler på vejen mast under flyet. (Foto fra avis)
Piloterne og to passagerer blev dræbt – begge fra business class foran i flyet. Desuden døde en taxachauffør, som var så uheldig at køre på vejen, da flyet kolliderede. Derudover var der 80 sårede blandt passagererne. USA utilfredsUlykken var forsidestof i alle aviser her, og den honduranske præsident besluttede straks at forbyde store fly (dvs almindelige jetfly) at benytte lufthavnen. De skal i stedet lande i militærlufthavnen 75 km uden for byen. Kun små propelfly må nu lande i Tocontín-lufthavnen.Fra en kollega, som bor i Honduras, hørte vi, at USA ikke er så glade for, at militærlufthavnen nu skal bruges til passagerfly. Det amerikanske militær benytter den nemlig til sine fly. For Honduras ligger strategisk godt i forhold til Sydamerika, Carácas for eksempel ... Stadig uregelmæssighederDet er ikke første gang, der er sket en ulykke i Tocontín-lufthavnen, og den er berygtet for sin korte landingsbane. Sørens kollega Jørgen plejer at sige: "Jeg behøver ikke opsøge adrenalin-givende oplevelser som bungy-jump. Det er rigeligt at lande i Tegus!"Da Kari og Alan kørte forbi lufthavnen på vej ud af byen, kunne de se flyet, som stadig lå der. Og stadigvæk nu – tre uger efter ulykken – er der forsinkelser og uregelmæssigheder på ruter til Tegus. I mandags måtte Søren aflyse en tur dertil, fordi flyet ville blive 5 timer forsinket; så ville han næsten ikke kunne nå at holde møder. I stedet har han indført at holde Skype-møder. Det er jo også meget billigere – og sikrere. |
||||||||
© www.lisefogh.dk | Opdateret: 13-03-2019 | Forside | Kontakt | Til top |