Stumper og stykker - 1

Verdens ældste boldspil

13. juni 2006, Lise

Da de spanske conquistadorer i 1500-tallet kom til den nye verden undrede de sig - blandt meget andet – over at se indianerne kaste til hinanden med en rund kugle som kunne hoppe! Gummi var nemlig ukendt i Europa på dette tidspunkt.

Men hos Mayaerne var boldspil meget udbredt, og man har fundet omkring 1.600 boldbaner i Mesoamerika, heraf 320 alene i Guatemala. De tidligste boldbaner daterer sig fra år 500 før Kristus.

Vi så en af de store boldbaner i Copan i Honduras

Minder om volleyball
Så vidt man ved, minder spillet om volleyball – dog uden net. Der er to hold med hver 2-7 spillere. Det gælder om, at spille bolden til hinanden, uden at den rører jorden, og man prøver at få modstanderen til at tabe den.
Banen er aflang, og på begge sider er der en skrå flade, bygget af sten, som muliggør, at bolden kan springe tilbage. Desuden var banen afmærket på langs og tværs med små skulpturer med dyremotiver eller evt afbildninger af berømte spillere.

En bold på 4 kg
Det var forbudt at bruge hænder og fødder – man slog til bolden med underarmen, ryggen, hoften eller hovedet. Bolden havde en diameter på ca 20 cm, og den vejede ca 4 kg. Derfor havde spillerne forskellig beskyttelse af læder på kroppen. Ofte havde de også stor hovedpynt eller hjelme. Især skud med hoften var svært, fordi det skete helt nede ved jorden.

Bolden var lavet af kautcjuk blandet med saft fra andre træer. I nogle tilfælde har man fundet rester af kranier inden i boldene. Dermed opnåede man, at bolden var hul indeni, hvilket gav ekstra hoppeeffekt.

Religiøs betydning
Boldbanerne er som regel placeret centralt i byen, og nogle steder har man i nærheden af banen desuden fundet dampbade, templer og skulpturer med motiver af spillere, konger, guder eller mytiske dyr.

Boldspillet havde ceremoniel betydning, og også guderne kæmpede mod hinanden på boldbanen. Normalt var det kun udvalgte medlemmer af aristokratiet, som kunne blive boldspillere.

I enkelte tilfælde har et boldspil erstattet en egentlig krig om territorier – og derfor har Maya-boldspillet sikkert været lige så populært og omgivet af tilsvarende entusiasme som vore dages fodboldkampe.

Diktatur og demokrati

Lørdag 10 juni 2006, Søren

Avisklip fra El Periódico, V/ Carlos Alberto Montaner (forkortet)

"... I Peru og i hele Latinamerika, med forskellige farvenuancer, er der en høj procentdel af de stemmeberettigede, som er fuldstændigt lykkelige med udsigten til at blive regeret af oplyste diktatorer. De er stemmekvæg. Alberto Fujimori [Peru] havde altid stor støtte.
... Hvorfor er så mange latinamerikanere fjendtlige over for de republikanske idealer? De oplever, at staten har fejlet med hensyn til at sætte kød på de republikanske ideer. I store dele af Latinamerika er der ikke en demokratisk overbevisning, fordi staten ikke har udfyldt sit hverv med at garantere liv, sikkerhed, ejendomsret og retfærdighed, disse naturlige rettigheder, som man formoder, at individerne har ret til. Den mest synlig opfattelse er, at præsidenterne er inkompetente og korrupte.

Naturligvis må man ikke generalisere. Der er i det mindste tre latinamerikanske samfund, hvor folket synes at føle sig relativt tilfreds med institutionerne: Chile, Costa Rica og Uruguay. Måske er Panama og El Salvador på vej til at integrere sig i denne gruppe. Og i disse tre lande oplever man det samme opmuntrende symptom: en relativt effektiv stat, hvor det store flertal, der udgøres af de mest fattige sektorer, opnår et acceptabelt minimum af offentlige services. ....".

Sørens eftertanke: Det vil være interessant, om nogen kan redegøre for de historiske årsager: Indvandring fra protestantiske, nordeuropæiske lande, total udryddelse af oprindelige folk, flere mindre selvstændige bønder, ....

Latinamerika

Mundial - overalt

8. juni 2006, Lise

VM-feberen raser også i Guatemala. I TV har de den sidste uge ustandseligt vist fodboldkampe eller interview med trænere eller spillere. Alverdens gamle klip fra tidligere VM’er kører over skærmen. En kanal har en fast grafik i hjørnet af skærmen, som viser, hvor mange dage der er tilbage til VM. Alle tv-reklamerne har fået et præg af fodbold, næsten uanset hvad reklamen drejer sig om. Også i gadebilledet vrimler det med reklamer, som hentyder til VM, og masser af restauranter reklamerer med, at de har storskærm.

     
Nyd mesterskabet - i selskab med den lokale øl Gallo (= Hane) eller Pepsi Cola.

Brasilien er favorit
Her er Brasilien storfavorit, men i dagens aviser er der også stor støtte til Costa Rica, som jo skal spille åbningskampen mod Tyskland. Jeg har set flere biler køre rundt med små flag – især brasilianske – ligesom man bruger i England.

Denne reklamerer for en restaurant i nærheden.

Midt i arbejdstiden
På grund af tidsforskellen mellem Tyskland og Guatemala vises kampene her midt på dagen – faktisk starter de ved 10-tiden om formiddagen. Ikke så heldigt for arbejdslivet. Chaufføren på Sørens kontor har da også bedt om ferie hele den første uge af Verdensmesterskabet.
I dag spurgte jeg vagten foran spanskskolen, som er aficionado, hvordan han vil komme til at se kampene, mens han er på arbejde. Han pegede over på den anden side af gaden, hvor der er en restaurant på 1. sal – deroppe er der en storskærm, forklarede han. Så han kan altså stå foran porten til skolen og se fodbold!

Parlamentet holder fri
Selv parlamentet holder fri fra i dag og en måned frem. Der er flere sarkastiske kommentarer i avisen om, at det er på grund af VM - især fordi en lov om bekæmpelse af organiseret kriminalitet på den måde bliver udskudt. Men i virkeligheden plejer kongressen at holde lukket fra 15. maj til 31. juli, ifølge en avis.

Sædvaneret hos Mayaerne

3. juni 2006, Lise

I Guatemala er over halvdelen af befolkningen ”oprindelig” (indigenos), dvs efterkommere af de oprindelige folk, som her i området er Mayaer. Maya er en samlebetegnelse, for der er i virkeligheden tale om ca 22 forskellige grupper med hver sit sprog.

Mayaerne bor helt overvejende på landet og i bjergene i små landsbyer – dvs langt fra byerne og sommetider uden veje. Det betyder også, at det moderne Guatemala slet ikke når helt ud til de mindste landsbysamfund. Der mangler skoler, sundhedsklinikker etc – og et retssystem. Og selv hvis der er adgang til et retssystem, er det et problem, at mange mayaer ikke taler spansk, men kun deres eget sprog.

Ude i landsbyerne bruger de derfor fortsat det gamle Maya-retssystem, som bygger på sædvaneret. Det interessante er, at opfattelsen af værdier, ret og straf er meget forskellig fra det officielle, vestlige retssystem.


Mayaer i byen Sololá ved Atitlan

Harmoni og konsensus
Formålet med Mayaernes retssystem er at søge harmoni i befolkningen, og at alle parter i konflikten påtager sig processen frivilligt.

I en landsby var en række borgere blevet anklaget for ulovligt at have fældet skov og solgt træet. Retsformanden indledte med at redegøre for det forkerte i at ødelægge skoven. Derefter trådte de anklagede frem en for en, og de forsvarede de sig med, at de var tvunget af omstændighederne, de var uden arbejde og måtte skaffe mad til deres børn, men til sidst anerkendte de deres skyld. Derefter kom der forslag til løsninger på vegne af landsbyen, som retsmyndighedspersonerne tog til overvejelse. Den endelig dom lød på, at landsbyen skulle etablere en skov-komite, udarbejde en plan for skovforvaltning, de anklagede skulle deltage i undervisning om miljøbeskyttelse – sammen med deres børn - og starte en planteskole mhp genplantning.

Når dommen er læst op, skal alle tilstedeværende – også de anklagede – godkende den ved håndsoprækning.

Den værste straf er landsforvisning
Den højeste straf i Maya-systemet er at blive vist bort fra landsbyen. Det viser, at tilknytningen til jorden og landsbyfællesskabet er vigtigere end alt andet. Dødsstraf findes ikke, til gengæld er der eksempler på, at nogle er blevet idømt pisk.

Et andet eksempel på forskel i straf og retfærdighed er straffen for drab. I et tilfælde hvor en mand slog en anden mand ihjel efter et skænderi, foretrak ofrets familie, at man benyttede Maya-retten i stedet for det vestlige retssystem, som ville give morderen en fængselsstraf. De har nemlig større fordel af Maya-straffen, som går ud på at den skyldige skal understøtte ofrets familie gennem sit arbejde, indtil børnene er store. Hvis han bliver boende i landsbyen, er han desuden underkastet myndighedernes overvågning. Og han vil blive idømt en værre straf, hvis han gentager forbrydelsen.

Den juridiske proces
I Maya-systemet foregår sagsbehandlingen således:
1) Myndighederne får kendskab til problemet
2) De gennemfører interview med de involverede – sommetider i deres hjem
3) Retten sættes med ofret, de anklagede, resten af landsbyen og myndighedspersonerne
4) fremlæggelse af sagen
5) anerkendelse af skyld hos de anklagede
6) landsbyen bidrager med mulige løsninger
7) myndighedspersonerne overvejer og afsiger dom
8) dommen skal være anerkendt af alle involverede, ofre såvel som skyldige
9) hvis de skyldige ikke opfylder den pålagte straf – som blandt andet omfatter at give en offentlig undskyldning – vil myndighederne pålægge en meget strengere straf.

Myndighedspersonerne vælges
De personer, som fælder dommene, er folk fra landsbyerne, som er udvalgt på baggrund af deres indsats i landsbyen og deres personlige kvaliteter. De må ikke tage penge for deres virke som myndighedsperson.
I Colombia fungerer sædvaneret parallelt med et vestligt retssystem, og her har man desuden oprettet et særligt nævn bestående af jurister, som påser, at sædvaneretterne overholder menneskerettighederne. Mayaerne foreslår, at der oprettes et tilsvarende nævn i Guatemala, og at Maya-retten bliver anerkendt fuldstændigt på linie med det officielle system.

Konservativt eller moderne
Ninna Nyberg Sørensen, den danske sociolog og antropolog som arbejder med menneskerettigheder i Guatemala, advarer mod, at man romantiserer Maya-systemet alt for meget. Det er de gamle mænd, som bestemmer, og de holder fast i de gamle normer og forstår ikke, hvordan den moderne virkelighed fungerer. På den måde er systemet konservativt, og der er fx ikke lighed mellem kønnene, fortæller hun.

Samtidig synes jeg, det er tankevækkende, at man her i århundreder har brugt nogle retsprincipper om konfliktløsning, mediering og mægling, som vi nu så småt er ved at indføre i vores retssystem.

Find Holger

2. juni 2006, Lise

Vi havde set lige ned på huset hver dag, mens vi boede på hotellet. Det var et smukt hus i kolonistil, El Establo = Stalden. Om aftenen var der livlig trafik ind og ud, og vores kolleger omtalte det som et godt værtshus, og et sted hvor der kom expats.

Og så en aften gik vi derind – et stort rum med en central bar i en halvcirkel – og inden for halvcirklen arbejdede bartenderne. Hele den ene bagvæg bestod af metervis af reoler med cd’er og lp-album. Foruden den centrale bar var der borde rundt i den lavloftede tilbygning – halvmørkt, tilrøget og dekoreret med gamle ting. Der blev hurtigt fyldt med mennesker denne fredag aften.

Der var også gjort klar til storskærm – ”para la copa mundial (VM)”, forklarede bartenderen.

Vi så ham straks, Holger, først bagfra, da han stod og underholdt sig med nogle gæster, høj, slank, lyshåret – tydeligvis ikke guatemalaner. Lidt senere kom han hen og talte med os. Da han fandt ud af, at vi var danskere, fik vi straks en drink på husets regning: fransk vodka, som smagte som snaps. Han tømte sit glas i én slurk.

En ægte flipper
” Jeg kommer fra en lille ø i Nordsøen”, indledte han. Det viste sig at være Sild, og hans bedsteforældre var danske.

Holger blev oprindeligt uddannet som kok. Han var ansat på en restaurant i Tyskland, som lukkede fem måneder om året – men stadig udbetalte løn. De fem måneder tilbragte han så i London, hvor han arbejdede som disc jockey for BBC. Det var i 60’erne, og det var her, han grundlagde sin pladesamling ”… from Beatles and onward”. De plader, vi så i baren, udgør kun en brøkdel af den komplette samling.

Da han havde tjent godt, købte han et folkevognsrugbrød, fik det sejlet til Amerika og rejste rundt sammen med en ven i et par år. Da de havde turet rundt i Staterne, kørte de sydpå gennem Mexico og Centralamerika. Men da de kom til Panama-kanalen, kunne de ikke komme videre, fordi de manglede officielle papirer på bilen, så de vendte om og kørte tilbage til Los Angeles. Her solgte de bilen for mere, end de havde givet for den i Tyskland. ”It still annoys me that I didn’t ask for even more”, grinede Holger.

Guatemala trak
Vennen rejste hjem, og Holger stod så med 10.000 $ på lommen. Han rejste tilbage til Guatemala, hvor han havde mødt så mange dejlige piger. ”I was rather successful then, with my blue eyes and blond hair”.

Til gengæld var det ikke smart at hedde Holger i et spansktalende land: H er stumt, så det bliver udtalt som ”Olga” – et russisk pigenavn. ”It has been a burden”, sukkede han.

Han åbnede en restaurant i Guatemala – han var jo kok. Det gik udmærket, og siden overtog han El Establo, som i år kan fejre sit 30 års jubilæum.

Han lignede mest af alt et blomsterbarn fra 60’erne, flippet, vild med musik og nu stærkt alkoholiseret, men still going strong. El Establo ligner en succes, og vi vil helt sikkert komme der igen – måske under VM.

Den smukke by Antigua

28. maj 2006, Lise og Søren

Byen Antigua er vidt berømt for at være smuk og for at være stedet, hvor man bør bo. Den ligger ca 45 km sydvest fra hovedstaden Ciudad de Guatemala. Mange mennesker bor i Antigua og arbejder i hovedstaden.

Byen er indbegrebet af modernitetens paradis. Den er stort set fri for visuel forurening af reklamer, fri for støj og os fra biler, og fri for skrald og snavs i gaderne. Den anses også for at være ret sikker, dvs man kan færdes frit.

Den lever dermed i høj grad op til Hans Magnus Enzenbergers definition af den moderne form for luksus, som blandt andet er kendetegnet ved:
- ro, stilhed og fred
- naturmiljø præget af kvalitet, dvs skønhed, rent vand og ren luft
- sikkerhed mod vold og kriminalitet
- frihed til at bestemme over sin egen tid.

Desuden er husene harmoniske, i menneskestørrelse. Arkitekturen minder om Sevilla, dvs huse med indre gårdrum, smukke oplevelser for øjet i gaden, og smukke udsigter mellem husene til flotte bjerge. Alt i alt tæt op ad det, som den danske arkitekt Jan Gehl prædiker for indretning af byrummet.

Dette er kombineret med en høj grad af autenticitet i form af klassisk byggestil (kolonial, dvs spansk) og indianere i traditionelle dragter, foruden de promenerende overklasseturister.

Historiske forklaringer
Hvorfor er ikke alle byer lige så dejlige? Lad os kort repetere historien.

I 1524 indtog spanierne landet med rå vold og uhæmmet grådighed. Officererne slog sig ned på store jordområder og ”overtog” de derboende indianere, som blev gjort til arbejdskraft. Dermed blev skabt en rig overklasse. Den designede og skabte på bar mark byen Santiago de Guatemala, som blev Mellemamerikas daværende hovedstad.

Da byen var på sit koloniale højdepunkt i 1773, blev den ødelagt af et voldsomt jordskælv. Statsmagten besluttede derfor at flytte hovedstaden til den nuværende Ciudad de Guatemala, og Santiago faldt hen i dvale under sit nye navn Antigua, dvs den gamle hovedstad.

Byen har været ramt af jordskælv ca hvert 25. år og er hver gang blevet delvis genopbygget. Pga jordskælvene er ingen huse over to etager, og murene er meget tykke, især i de gamle huse.

Fra 1930'erne arbejdede flere lokale borgere på at bevare det koloniale præg, i 1944 blev byen udnævnt til nationalt monument, og i 1969 kom en statslov, som forbød nybygning og ændringer af facader i Antigua uden offentlig godkendelse. I 1979 blev byen udnævnt til et Unesco World Heritage Site.

Antigua har længe været kendt for sin charme og skønhed, men først efter borgerkrigens klingen ud i 1990'erne kom der turister og penge til byen. Indtil da havde der ikke været en økonomi, som muliggjorde større ændringer.

På dette tidspunkt var der aktive personer, der sørgede for fundraising, projekter mm. Fx fik de el- og telefonkabler gravet ned i jorden.

Oplevelsesindustri
Byens økonomi er baseret på turisme, og i de første år skabtes fremgangen især af indtægter fra sprogturister, dvs. folk der ville lære spansk i smukke rammer.

Elisabeth Bell en af drivkræfterne

Nordamerikaneren Elisabeth Bell kom som 14-årig til Antigua i 1969. I de sidste mange år har hun ydet en stor indsat med en flot blanding af idealisme, kommerciel sans og administrativ arbejdskraft. Hun har bidraget til uddannelsesprojekter, fundraising, lobbyvirksomhed, velgørende foreninger, guidede turistture og sit eget turistbureau.

Erhvervslivet er overvejende turisterhverv:
- Hoteller, restauranter og bed&breakfast'er.
- Sprogskoler
- Kirkeservices - folk kommer langvejsfra for at blive gift her.
- Museer og ruiner
- Turarrangører med ture til maleriske vulkaner
- Transport – kørsel til og fra Antigua
- Jadefabrikation
- Kunsthandler og tøjbutikker
- Markedspladser, præget af indianske varer: vævede stoffer og forskelligt kunsthåndværk.

Lønningerne er givet vis lave. Fire voksne mænd tilbragte dagen med at lokke turister til at parkere deres biler et bestemt sted og få dem vasket. Andre voksne mænd stod i vejkanten og forsøgte at sælge orkideer, tilsyneladende uden større held. Der er rigtigt mange skopudsere i gadebilledet.

Priserne er derimod ret høje, om end danskere nok kan betale dem. Profitten må altså være god.

Vores observation var, at byens "brand" tilsyneladende mest sigter på sprogstuderende, unge (kvindelige) rygsækrejsende og på mere modne kulturturister.
Derimod var der ikke mange action-turister eller beach and booze-turister.

Konklusion:
    Oprindelig rigdom og overklasse (med overskud til at skabe skønhed)
 + Jordskælv og fattigdom (udviklingen går i stå)
=  Bevaret kulturarv
 + Bymiljøaktivister
=  Turistattraktion
 + Service og markedsføring
=  Turistprodukt
Summa sumarum: Turistbyen Antigua.

Antigua er omgivet af tre vulkaner. Her ses tv den aktive vulkan Fuego (ja, det ryger fra den) og th Acatenango omgivet af skyer.

Emigration til USA

20. maj 2006, Lise og S øren

500 km mur
Her i Guatemala er man meget optaget af de nye ”skammens mure”, som USA vil bygge ved den mexicanske grænse for at stoppe den illegale immigration.
I går vedtog USA-senatet at opføre tre mure på udvalgte steder langs den mexicanske grænse, nationalgarden blev sendt til grænseområder, og præsident Bush var på besøg – alt sammen tegn på, at USA strammer op.
Samtidig mødes udenrigsministrene fra de mesoamerikanske lande for at diskutere sagen.

Årsagen er fattigdom
I en leder i avisen Prensa Libre stod der i går, at problemet med den illegale indvandring har økonomiske årsager, nemlig at folk fra Mellemamerika rejser nordpå, fordi de ikke kan finde godt arbejde i deres egne lande. Derfor må problemet løses ved sin rod, og ikke ved at sætte bevæbnede soldater ved grænsen. Man er især bange, fordi nationalgarden er uddannet til krig, ikke til at tilbageholde fattige, ubevæbnede immigranter.

Priserne vil stige i USA
Samtidig skrev avisen, at hvis man stopper immigrationen fra Mellemamerika, vil det betyde, at priserne stiger på nogle produkter i USA – fordi den billige arbejdskraft ikke hele tiden fornyes. Og visse brancher vil stagnere. Faktisk køber USA billige serviceydelser fra Guatemala vha indvandrerne, endda leveret direkte hjemme i USA !

For Guatemala er det et eksport-erhverv
For de mellemamerikanske lande vil det være katastrofalt, hvis emigrationen stoppes. Her udgør remesas, dvs de penge som emigranterne sender hjem til deres familie, nemlig den største del af landets indtægter fra udlandet. Desuden går disse penge direkte til familier og landsbyer – uden om alle statslige styrelser og væsner. Det er reelt den vigtigste ulandshjælp for de fattige.

Indenrigspolitik i USA
Vi talte med Sørens kollega Ninna Nyberg Sørensen om det. Hun er sociolog og har netop forsket i migration. Hun mener, at årsagen til, at USA rejser sagen netop nu, er indenrigspolitisk. Altså for at vende opmærksomheden væk fra Irak-krigen og – i stil med Dansk Folkeparti – og at bruge immigranterne som syndebukke.

Ninna mener desuden, at det ikke kan lade sig gøre at stoppe immigrationen – den amerikanske økonomi er alt for afhængig af den indvandrede arbejdskraft. Indvandrerne arbejder især inden for omsorg, dvs pasning af børn og ældre, restauranter, rengøring og natarbejde. Desuden som bygningsarbejdere, moderne cowboys, der passer kvæg, og som sæsonarbejdere i frugtplantager.

Grænse mellem USA og Mexico

Ak ja, hvad skal man mene?
Emigranterne får bedre vilkår og kan sende penge til deres familer.
De fattige lande får fremmedvaluta, om end det måske er som at tisse i bukserne, fordi de samtidig drænes for entreprenørtyperne.
USA-borgerne får billige serviceydelser, men også kulturelle konflikter.
Parallellerne til Europas grænser mod Nordafrika og Østeuropa er tydelige.

(U)sikkerhed

20. maj 2006, Lise

Zone 1-21
Guatemala City har ikke det bedste ry. Her er høj kriminalitet, og vi har fået at vide, at vi aldrig skal færdes ude om aftenen. Og visse zoner skal man slet ikke færdes i. Hvis man går rundt i Zone 1, det oprindelige centrum, skal man ikke gå med smykker, ur eller nogen form for taske. Snarere en plasticpose.
Andre zoner er mere fredelige, fx zone 10, 9 og 13, tror jeg. Hvis man skal hjem om aftenen, kan man køre med taxa, og vi har fået anbefalet et bestemt taxaselskab, som vi kan stole på.

Hus eller lejlighed
Hvis man vil bo i et enfamilieshus, må man selv ansætte vagter, for det er nødvendigt. Hvis man i stedet bor i en lejlighed, sørger ejendommen for vagt. Begge vores danske kollegaer har valgt at bo i lejlighed inden for gåafstand af kontoret.

Man kan godt køre i egen bil, men trafikken er så tæt, at det tager lang tid at komme frem i myldretiden. Det er derfor, de har valgt at bo tæt på kontoret.

Når Søren og de andre skal til møder ude i byen, bliver de kørt af Danidas chauffør.

Der er selvfølgelig vagter ved alle restauranter, hoteller og butikker. Man vænner sig til at se dem overalt, de sværtbevæbnede mænd, som står dagen lang og keder sig.

Busser er farlige
Det er ikke tilrådeligt at køre med busser. Det sker jævnligt, at nogle røvere trænger ind i en bus og truer passagerer og chauffør. For nylig blev en buschauffør skudt.

Og nu læste jeg lige i avisen, at for at komme denne kriminalitet til livs sender politiet civilbetjente rundt i busserne, og i går blev en røver skudt ned af en betjent under et busrøveri.

Dagens vittighedstegning: Bussens skilt angiver, at den er på vej til El Paraiso = Paradis - et almindeligt stednavn, men da chaufføren ser de to røvere, skifter han skiltet til El Infierno = Helvede.

Guatemala City, zone 10

19. maj 2006, Lise

Forretning og forlystelse
Det vrimler med restauranter og cafeer, for vi bor i zone 10, som også er Zona Viva, dvs der hvor forlystelseslivet findes. Desuden er her de moderne kontorbygninger i stål og glas, så det er et meget internationalt kvarter.

Foreløbig har vi kun været lidt rundt her i zone 10, hvor der er en metropolagtig og moderne atmosfære. Mændene er klædt i jakkesæt og slips, og kvinderne er elegante. Og så midt i det hele kommer to små maya-kvinder gående, klædt i deres traditionelle dragter.
I det supermarked, hvor vi køber ind, kommer der dels vestlige kvinder, dels nogle tjenestepiger – mayaer – fra de rige huse i området.

En Maya-kvinde foran hotel Intercontinental med fortorv i marmor

Alt fra bogcafe til modelfly
Vi kommer ikke til at mangle noget, tror jeg. Det omtalte supermarked har et stort udvalg af frugt og grønt, frisk og lækkert – men også dyrt. Priserne er højere end i Danmark.

Denne gigantiske reklame for en mobiltelefon findes på toppen af et indkøbscenter

Fra La Ceiba i Honduras har vi været vant til at leve med et mere begrænset vareudbud, så det virker næsten overvældende, at man her i Guate kan købe mange af de kvalitetsting, som vi er vant til i Danmark.

Allerede den første dag besøgte vi en bogcafé, som ligger inden for gåafstand, og som tilmed er åben om søndagen! I La Ceiba fandtes kun en eneste boghandel med et meget lille udbud. Og i dag passerede jeg en butik med modelfly i samlesæt – ikke at jeg har brug for det, men tænk!

Trafik og larm
Da vi sad og spiste morgenmad på hotellet den første morgen i Guatemala City, kiggede vi ud på en af de store boulevarder, Avenida Reforma. Her kom mange joggere løbende forbi, nogle cyklede, og da vi senere gik en tur, så vi familier med børn, der legede på de grønne rabatter. Det så rigtig dejligt ud, og vi talte om, at vi også kunne begynde at løbe om morgenen.

Næste morgen så verden imidlertid helt anderledes ud. Avenida Reforma viste sig at være en hovedfærdselsåre, og der var tæt trafik allerede fra kl. 6. Et mylder af dyttende biler og osende busser. Desuden hørte man jævnligt fly lige over hovedet, fordi Guatemalas lufthavn ligger ret langt inde i byen.

Vores første indtryk skyldtes, at det var en søndag. Om søndagen lukker man nemlig Avenida Reforma for trafik indtil kl. 15 – men det vidste vi selvfølgelig ikke.

En Maya-kvinde sælger tortillaer fra sin kurv