Siden sidst - påskeferie 2009

Vi fulgtes med Rojelio ned til landsbyen. På afstand hørte vi musik. Vi drejede ind til et privat hus. Her var et "gæstehus" eller ekstra soveværelse, som i dagens anledning fungerede som forsamlingshus. Musikken stammede herfra – en båndoptager monteret med to højtalere, en inde i huset, en udenfor. Alle fik tilbudt et glas horchata (varm drik baseret på ris) og satte os på bænkene.

Landsbyens beboere ankom lidt efter lidt, kvinderne i traditionelle dragter, mændene i jeans, skjorte og kasket. Mange kom med store buketter af røde amaryllis. Langsomt fyldtes rummet af mennesker og røgelse.

Gudstjeneste uden præst

En mand, med en T-shirt med Rambo, greb mikrofonen og begyndte at læse højt fra en katekismus, afbrudt af et par salmer, som de fleste sang med på, nogle med en salmebog. Det hele foregik på q'eqchi', så vi kunne intet forstå, bort set fra "Jesus Christo", som jævnligt blev nævnt.

Så blev der uddelt stearinlys til nogle af kvinderne, en mand lagde båndoptageren i en skuldertaske, og to andre bar højtalerne. En ung mand gik forrest med korset, og vi fulgte alle efter ad stien ind gennem landsbyen, over fodboldbanen, forbi skolen og op ad bjerget – til lyden af begravelsesmusik fra højtalerne.

Golgata

I alt syv gange stoppede vi, satte os ned og lyttede til oplæsning og bøn. Landsbyens højeste mand bar en slags bog med tegninger, som han holdt højt over sit hoved, så alle kunne se dem under oplæsningen. Vi gik ud fra, at det var historien om Jesus' vandring med korset op ad Golgata.

Mange kvinder bar på småbørn, og efterhånden dalede opmærksomheden ang. det kirkelige; de småsnakkede og lo sammen. Især børnene kiggede nysgerrigt på os fire fremmede.

Først til allersidst, da vi var næsten helt oppe, fik vi øje på kirken på toppen. Foran kirken var endnu et ritual med røgelse og højtlæsning.

Frokost i kirken

Omsider gik vi ind i kirken – mændene satte sig til venstre, og kvinderne til højre. Tre kvinder gik frem og tilbage med røgelseskar et par gange. Efter mere højtlæsning og noget der lød som et Fadervor, blev et bord sat frem i midtergangen. Så rejste mændene sig og gik hver især hen til deres kone, som rakte dem en skuldertaske. Alle taskerne blev åbnet og lagt frem på bordet, og der blev sagt værsgo. I skuldertaskerne var der nemlig mad, tortillaer, som i dagens anledning var særligt lækre: to tortillaer lagt sammen om bønnemos med chili. Ren festmad. Mænd og børn gik op og forsynede sig, mens kvinderne blev siddende og fordrede de mindre børn. I et hus ved siden af kirken blev der lavet kaffe, som blev budt rundt. Kopperne blev genbrugt.

Efter en stund trak flere og flere sig udenfor i solen. Især de unge mænd havde hele tiden hodlt sig i baggrunden. Efter ca fire timer gik vi derfra. Efter sigende fortsatte seancen endnu en time eller mere med sang og bøn.

Uden for alfarvej

Vi skulle afprøve "landsbyturisme" sammen med Jesper og Susse.

Landsbyen Chicacnab ligger ca 2 timers gang fra San Lucas, som ligger ca 2 timers kørsel ad dårlige veje øst for Cobán i Alta Verapaz. Den ligger 2.300 m.o.h. i tågeskov.

Vi spurgte, hvorfor de ikke brugte muldyr til at bære varer op og ned.
- Nej, forklarede Macario, dels er det dyrt at anskaffe et muldyr, dels ødelægger deres hove stien, især i regntiden, når det er mudret. Så er det trods alt bedre selv at gå.

Tilbage til jernalderen

Der er ca 30 familier i landsbyen, og vi blev parvis installeret hos hver vores familie.

Husene er ret primitive, utætte bræddevægge, jordgulv, ingen vinduer, kun "glugger". Der er selvfølgelig ingen elektricitet, men vand er ført frem til husene via rør.

Vi boede i et tilsvarende hus. Vi havde eget værelse i langhusets ene ende, derefter dagligstue-værksted-soverum for de unge mænd, så soverum for forældre, piger og ældre, og i den anden ende et "samtalekøkken".

Dagen igennem - og natten med - var der ild i det åbne bålsted. Gryderne balancerede i gløderne eller stablet op på brænde og sten. Røgen steg op gennem pinde-loftet med majskolber til et lyrehul i taget. Ilden tjente samtidig som lyskilde i køkkenet, som kun havde et enkelt lille vindue.

Vi sad i længere tid og sugede indtryk til os, folk der gik og kom, familiemedlemmer, der fortalte løs til de andre.

Vi kunne så nogenlunde kommunikere, da mændene og de større drenge kunne tale spansk.

Den hellige majs

Om eftermiddagen fik vi mulighed for at hjælpe de unge mænd med at plante majs.

Først spidsede de nogle pæle med en machete, så fik vi udleveret hver sin pæl og en morral - skuldertaske - med majskorn. Selve såningen var ret simpel: Med pælen gravede man et hul, ca 15 cm dybt, så lagde man tre korn i hullet og rodede derefter lidt løs jord ned i hullet. Vi spurgte, hvorfor det lige skulle være tre korn pr hul. Svaret var: - Sådan plejer vi at gøre.

Da hele stykket var plantet til i lige rækker, satte de ild til det tørre ukrudt og græs, som dækkede området. Det er almindelig praksis, og mayaerne mener, at asken gøder jorden. Overalt så vi store afsvedne områder, hvor bønderne efter såningen havde brændt deres majsmarker af, så de er klar til regntiden, som begynder i maj.

Lændevæv

I Jesper og Susse's familie sad en af kvinderne og vævede på den traditionelle lændevæv. Det har Maya-kvinderne gjort i tusinde år med samme teknik. Kun trådene og mønstret har ændret sig.

Hun væver en huipil, den traditionelle kvindebluse. Den består af tre "paneler", dvs tre aflange stykker som sys sammen på langs. I det midterste stykke klippes et hul til hovedet, og de to sider sys sammen, bortset fra åbninger til armene.

Hun anvender desuden brokade-teknik, dvs at hun væver ekstra tråde ind, som udgør mønstret. I dette tilfælde er det et meget enkelt mønster, men andre steder er mønstret meget mere kompliceret.

Det tager en dag at væve et panel, dvs at det tager tre dage at væve en hel huipil.

Den bluse, hun selv har på, er moderne, af kunststof og købt i byen.

Kontaktoplysninger: Jorge Fenton, Cracovia No.33, Col. San Angel, México, D.F. 0100. jorgefenton@hotmail.com; (044)55 8572 3965

Hacienda San Garbiel, Km 41.8 Carretera Federal, Cuernavaca-Chilpancingo, Amacuzac, Morelos, México. www.hacienda-sangabriel.com.mx

Vi måtte knibe os i armen – var dette virkelighed, eller en film. Vi befandt os i et lille træhus, og over for os sad to mennesker med elefanthuer, der dækkede ansigtet, bortset fra øjnene. Væggene var dækket af plakater med Che Guevara og lignende politiske motiver. Som at være tilbage i 70'ernes revolutionsromantik.

Caracol II

Vi havde fået mulighed for at besøge landsbyen Oventic, eller Caracol II, som måske er byens nom de guerre. Den ligger to timers kørsel fra San Cristobal de las Casas i Chiapas.

Landsbyen er en autonom zapatistby, og indgangen var lukket med en bom. En kvinde - med et rødt tørklæde der dækkede underansigtet - bad om vores id-papirer, som hun afleverede i et Oficina de vigilancia (vagtkontor). Her blev vi modtaget af fire unge mennesker, som enten bar tørklæde eller elefanthue. Vi blev udspurgt hver især om fornavn, efternavn, nationalitet, alder og profession og formål med besøget. Med lidt besvær førte de omhyggeligt alle oplysninger ind i en protokol, og sendte os videre til Oficina de explicación (informationskontoret).

Efter lidt ventetid blev vi lukket ind til to personer med elefanthuer. De præsenterede sig som Simon og Eva og bad om præcis de samme oplysninger som vagtkontoret.

Simon var en moden mand, som stolt fortalte om landsbyens sundhedssystem og uddannelse. Vi fik lov at tage billeder, og de besvarede beredvilligt spørgsmål. Da Søren spurgte, om de fik støtte fra udenlandske ngo'er, bekræftede han det, men kunne ikke oplyse hvilke. (Så vidt jeg husker, sendte Røde Øre dem penge dengang i midten af 1990'erne.)

Zapata – historisk helt

Zapatisterne har taget deres navn fra den mexicanske frihedskæmper Emiliano Zapata, som i 1910 startede oprøret, der førte til den mexicanske revolution. Han kæmpede for bøndernes rettigheder og jordreformer.

Zapatist-oprøret startede i 1994, da nogle indianske grupper indtog nogle byer i Chiapas og krævede udvikling, demokrati, retfærdig og anerkendelse af de oprindelige folk – indianerne. Chiapas havde nemlig ikke fået del i den økonomiske udvikling, som har præget resten af Mexico. Som noget helt nyt benyttede Zapatisterne internettet til at sprede deres budskab, og på rekordtid var situationen kendt i hele verden, og mange udenlandske organisationer støttede zapatisterne. Den mexicanske hær blev sat ind, og der var blodige kampe. Det lykkedes dog zapatisterne at besætte nogle byer, som stadig er "autonome".

Christiania-stemning

Landsbyens øvrige beboere var klædt helt almindeligt og lignede ganske almindelige bønder. Det er kun de personer, der repræsenterer partiet, som bærer de karakteristiske elefanthuer, som nu er blevet en slags symbol for bevægelsen.

Landsbyen havde et sundhedscenter, tre ambulancer og en skole med kostafdeling for de unge fra andre landsbyer.

I San Cristóbal de las Casas, Chiapas, Mexico, boede vi på Na Bolom – et kombineret hotel, restaurant, museum, bibliotek og sundhedscenter. Et fantastisk smukt og spændende sted, som gav os en række ekstra oplevelser. Det kan på det højeste anbefales, hvis man er i San Cristóbal.
Læs mere på www.nabolom.org

Dansk grundlægger

Stedet er grundlagt i 1951 af den danske arkæolog Frans Blom og hans schweiziske hustru, fotograf og antropolog Gertrude Duby.

De lærte hinanden at kende i Mexico, hvor han ledede arkæologiske ekspeditioner ind i junglen. De blev især knyttet til Lacandon-indianere fra Lacandon-junglen, et område på grænsen til Guatemala. De lærte begge at tale lacandon-indianernes maya-sprog og grundlagde Na Bolom som et kulturelt center for denne gruppe indianere.

Nu drives Na Bolom af en kulturel instituion. Mens vi var der, kom flere lacandon-familier ind fra deres landsbyer for at modtage lægehjælp. Desuden boede der to amerikanske forskere, som gennemførte ærkæologiske udgravninger i nærheden. Na Bolom modtager også frivillige, som ønsker at indgå i arbejdet.

Lacandon

Denne gruppe indianere menes af nogen at være de direkte efterkommere af de præ-columbianske maya-indianere. I modsætning til mange andre maya-grupper har lacandonerne levet meget skjult i junglen og kun haft lidt kontakt med spanierne og det moderne samfund. De lever fortsat meget primitivt af fiskeri og jagt og lidt landbrug. Det er heller ikke lykkedes at omvende dem til kristendommen, så de praktiserer stadig en naturreligion.
Nu forsøger de at få indtægter fra turisterne i Palenque ved at sælge smykker fremstillet af frø og kerner fra skoven.