Siden sidst - oktober 2007

Nyheden om det danske folketingsvalg nåede hurtigt til Guatemala, og Søren kontaktede den herboende konsul mhp at vi kunne komme til at stemme.

Valglokale på kontoret

Den danske konsul i Guatemala, Robert Gándara, tilbød meget beredvilligt, at han kunne komme til Danida-kontoret, så vi kunne samles dér. Søren skrev til den "danske koloni", og i dag mødte fem danskere frem.

Procedurefejl

Konsulen kom med papirerne, som han havde modtaget fra ambassaden. Dels en række kuverter med de blanketter vi hver især skulle udfylde med navn, fødselsår og adresse, dels en forklaring med en liste over de opstillede partier.
Der var ikke en sædvanlig stemmeseddel med alle partinavnene, men i stedet en blanket, hvor vi selv skulle skrive partinavnet, vi stemte på, eller evt navn på en opstillet kandidat - hvis vi altså kendte det.

Det viste sig,

1. at der ingen kontrol var af, om vi var anført på en valgliste,
2. at listen og partinavnene udelukkende var på spansk,

og mere kritisk:

3. at det nye parti Ny Alliance ikke var med på listen!

Vi bad selvfølgelig vores valgobservatører om at indberette disse alvorlige mangler.

Også valg i Guatemala

På søndag den 4. november er der præsidentvalg her i Guatemala - det er anden runde, hvor man skal vælge mellem de to kandidater, som fik flest stemmer ved valget i september. Her de sidste dage viser nye meningsmålinger, at Colom fra det socialdemokratiske parti UNE fører.
Så vi håber på et gunstigt udfald, både i Guatemala og i Danmark. Godt valg!

Verdens dyreste nød

Macadamia-nødden anses for verdens dyreste nød. Den kommer oprindeligt fra Australien, men nu dyrkes den især i Hawaii, Californien, Sydafrika … og i Guatemala. En af plantagerne ligger lidt uden for byen Antigua, og dér tog vi hen sammen med Lone og Mogens.

Opkaldt efter en kemiker

Macadamia-nødden er opkaldt efter MacAdam, men ikke den samme, som opfandt asfaltbelægningen. Vores MacAdam var en australsk kemiker, og hans ven, som var botaniker, var den første, der beskrev nødden og altså opkaldte den efter sin ven MacAdam. Nødden kaldes også Bush nut eller Queensland nut.

Valhalla

Macadamia-plantagen hedder Valhalla, og den indehaves af en excentrisk 67-årig amerikaner ved navn Lawrence Gottschamer. Han var meget underholdende, snakkede uafbrudt og fortalte gerne sjofle vittigheder midt i sine salgstaler. Han har norske forfædre og kender derigennem til den nordiske mytologi og Valhalla. "I'm such a pig, that I probably never get to Valhalla when I die – but why wait till I die".

Tidligere brandmand

Hans historie er særpræget. Han arbejdede som brandmand i USA, men måtte pensioneres allerede som 32-årig, fordi han havde fået flere skader. Nu lever han af sin forsikring – og i Guatemala rækker de månedlige 3.500 $ langt. Han hævdede, at han ikke tjener på plantagen eller produktionen. Han har giftet sig med en guatemalansk kvinde. "They say you are not supposed to take their treasures away, but I sure have taken one of the best treasures", fortalte han med henvisning til sin kone.

Både ydre og indre skønhed

Nødderne indeholder 70% olie – af den sunde slags. Lawrence Gottschamer har udviklet to typer produkter af macadamia-nødden, dels kosmetisk creme og olie, dels forskellige spiselige lækkerier, hvori der også indgår chokolade. Han arbejder sammen med en schweizisk konditor, som har udviklet spændende, nye smagsoplevelser, fx små chokoladekugler med macadamianødder, kardemomme og orangesmag. Foruden den smagsmæssige fornøjelse skulle macadamia også virke som afrodisiakum.

Som en del af besøget kan man få en "facial", dvs en ansigtsbehandling med olie og creme, og det skulle gøre underværker. Hvis der ikke er sket tilfredsstillende fremskridt efter tre ugers gentagen brug, kan man få pengene tilbage, ifølge salgsmaterialet.

Læs mere på www.exvalhalla.net og www.macadamia.dk

Egentlig var planen at besøge et par af byerne ved Atitlán-søen, for Ulands-kalenderen 2007 handler om alle byerne ved søen; men da vi hørte, at der var lokalt marked oppe i bjergene bag Rostro Maya "Indianerens næse", besluttede vi at tage op med lokalbussen - og det fortrød vi i hvert fald ikke.

Farverne var bare helt fantastiske - man kunne fotografere hele tiden, selv om der desværre var flere, som ikke synes, det var sjovt, og som afslog, når vi bad om lov. Alligevel var der mange, der indvilgede, og billederne taler deres helt eget sprog.

Markedet var lokalt - det var mayaer fra omkringliggende landsbyer, der myldrede rundt for at købe alt mellem grøntsager, kød, stoffer og gryder.
Mayaer er farverige; men jeg tror ikke, at noget andet sted på vores tur var helt så smukt og strålende som Santa Clara.

Lokalbussen op og to forskellige pickupper på vej ned med den mest utrolige udsigt ud over søen, grønne bjerge og store vulkaner, var bare ekstra kolorit.
Hvis I er i nærheden, så husk, at der er lokalt marked i Santa Clara lørdag formiddag!

Fodboldinteresse kan føre meget skægt med sig. Vi snakkede om at se en fodboldkamp - og Ángel fra Sørens kontor, der er meget fodboldglad, foreslog, at vi kom ud til en træningsaften i hans søns fodboldklub: Esportiva Guatemala EBF.

Klubben har høje mål og er allerede godt i gang med at formulere et projekt, Escuela Brasileña de Futbol (EBF), der forener fodbold og uddannelse - og som vil hjælpe børn og unge, også fra de fattigere områder i Guatemala City, til at spille fodbold på højt niveau og samtidig have tid til skole og uddannelse.

Modtagelsen var intet mindre end enestående - en hel flok drenge og unge spillere var linet op til træning; men fokus blev pludselig rettet mod os med danske flag på deres lille tribune, med en lang og smuk velkomst inkl baggrund og uddybning af projektet.

Derefter fik de en peptalk af den danske fodboldentusiast og ex-fodboldtræner - det var Mogens med AB-plakater, skolekuglepenne og klistermærker (hentet i AB i sidste minut før afrejsen).

Gaveregn

Der var flag med alles underskrifter til Mogens - og vi fik alle fire sportstrøjer med vores navne bagpå. En flot gestus.

Og der var også tænkt på sandwich og drinks - utroligt så gennemført det hele var. Vi følte os som en udsendt dansk delegation, der blev hædret, og der blev taget video og billeder, så man blev helt flov - men skægt og dejligt var det også.

Sambafodbold

Bagefter var der træning - tre hold med sambafodbold og skøn fodboldglæde - og til slut masser af kindkys fra unge og gamle. Lise og jeg er ikke blevet kysset af så mange små drenge nogensinde tidligere, tror jeg.

Det var en enestående og meget rørende oplevelse, dels at blive så varmt modtaget, dels at opleve den entusiasme som både ledere og spillere lagde for dagen.

Hjernen summer allerede med muligheder for at finde penge og sponsorer til den kommende skole og alle de nye sportsfaciliteter i forstaden Villa Nueva. Vi krydser fingre for, at det hele kan komme op at stå!

Det var stort!

Det var bare en oplevelse helt ud over det sædvanlige at stå mellem templerne og for sit indre blik se mayakongen, Ah Kakaw med store quetzal fjergevandter på toppen af pyramiden, mens mayapræster leder ceremonier med masser af røgelse, og tusinder af mayaer myldrer omkring og eller arbejder med nye pyramide-, tempel- eller observationsbyggerier, rejsning af steler, hieroglyf-udhugning, produktion af lerkar, vaser og andre kunstværker, eller hvad der ellers hører til i et meget højt udviklet samfund, der samtidig er socialt helt skævt med mange, mange slaver og alt for meget hårdt arbejde.

Et sansebombardement

Og Tikal er meget mere, det er en oplevelse for alle sanser med helt anderledes lyde: fx abebrøl, tukanklapren (der lyder som en frø), papegøjeskræppen ...

Masser af farverige fugle, smukke sommerfugle og kæmpe insekter - skorpioner, lodne edderkopper og en elephas elephas, som nærmest var 12 cm fra hoved med stort horn til halespids. Desværre så vi ikke jaguaren - det havde ellers været skægt ... måske!

Seks timers vandring med en meget dygtig guide, og to ture alene vandrede vi rundt og inhalerede - det var en kolossal oplevelse, der kun blev forstærket yderligere af et besøg på det arkæologiske museum i Guatemala City, hvor utroligt mange kunstgenstande fra Tikal og andre af de gamle mayabyer er samlet.

På arkæologisk museum

Vi fik lyst til at studere skrifttegnene på stelerne og i Popol Vuh (mayaernes hellige skrift), og vi var klar til at tage røgelseskar, mortere, kander, jadesmykker og små og store figurer med hjem i baglommen.

 

Der er så mange smukke ting - og det er utroligt at opleve mayakulturens storhedstid, der startede flere århundreder før vores tidsregning.

Det er altid en oplevelse at besøge det store marked i Chichicastenango. Trods regntid og dårlige vejrudsigter fik vi en pragtfuld solskinsdag.

Messe

Vi startede tidligt med at gå til messe i kirken, som ligger på markedspladsen. Kirkehandlingen er katolsk, men med maya-islæt. Fx deltager en gruppe cofradias, dvs en slags menighedsbrødre, i traditionelle maya-dragter. I kirkens midtergang er der stenflader, hvor mayaerne sætter stearinlys og lægger blomster. Denne særlige form for blandingsreligion kaldes syncretisme.

Præsten talte mest på spansk, men selve prædikenen gentog han på quiché-sproget. Det mest gribende var næsten, da han oplæste bønner fra menigheden. De fleste bønner var ønsker for familiemedlemmer, som er flyttet til USA.

Ansigter

Her er et udsnit af de mange skønne, gamle mennesker, vi så på markedet.

 

 

Næste stop var møbelsnedkervirksomheden Cristal, som netop er blevet udvalgt til at modtage teknisk assistance mm via Sørens Danida-program.

Virksomheden er startet fra nul af don Alejandro Surec Cristal, som oprindeligt levede som fattig bonde. Han besluttede at ændre på sin situation og sendte sin ene søn på skole for at lære snedkeri. Nu arbejder alle fire sønner sammen i virksomheden, og de har 38 ansatte.

Mogens fik lige en halv time til at pakke om efter sin lange rejse fra Danmark, og så af sted igen.

Første stop var Maya-ruinerne Iximché, som er den første hovedstad grundlagt i 1463 af Kaqchiquel-folket.

Familiefødselsdag

Området er et yndet udflugtsmål for lokale familier, og vi blev inviteret til at deltage i denne familiefødselsdag med den traditionelle Piñata - en slags tøndeslagning.

Det var denne mand, som holdt fødselsdag med sin familie - en smuk, klassisk maya-profil.

San Juan La Laguna er en dejlig lille by ved Atitlansøen – der er et helt særligt øko-turisme-projekt, hvor ikke bare Sørens Agexport, men også andre landes udviklingsstøtte har været i gang. Lise og Lone har været af sted i tre dage for at kigge på mulighederne i byen, og vi kan meget varmt anbefale et ophold!

En lille båd fra Panajachel tog os til en lille havn og ad en stejl, brolagt vej (betalt af det nationale turistråd) op til en stille by med mange velholdte huse. Det er tydeligt, at der har været kyndige folk med penge med i planlægningen af byens turisme.

Der er rent og nysseligt på hovedstrøgene, der er smukke kort sat op, skiltningen er gennemført, og materialer om byen er flotte med professionelt design, og der er gennemtænkte turforslag.

Der er mange flere spændende og anderledes oplevelser i San Juan end i de andre byer omkring søen – og vi vil meget gerne skaffe dem flere turister, så derfor får I både beskrivelser af byen med glimt fra vores kulturtur og af træplantningsceremonien.

Efter frokosten var der mange flere på gaden – alle på nær nogle enkelte, der kan tælles på to hænder, er mayaer, og de taler alle Tzutujil og spansk – og stort set ikke engelsk. Heldigvis var en af os super til spansk, og vi er af natur utroligt nysgerrige, så vi fik en masse at vide på vores ture. Vi var stort set dækket op af guider hele tiden, for vi var i alt 4 turister i byen!

Der er dejligt farvede huse – mayaer har altid så mange klare farver omkring sig, og samtidig har byen ”murales”/murmalerier på mange huse med både mayatraditioner, fx optog og fester, og hverdagsbilleder, fx af fiskere, brækkede ben og orkanen Stan. Det er med til at gøre byen til noget helt særligt.

På besøg i byens kulturliv

Vores kulturtur bestod af fortællinger om murmalerierne og besøg i små og store værksteder, flere væveprojekter, et galleri, besøg hos en traditionel mayamusiker og i et hus med naturmedicin, som var grundlagt bl.a. af to gamle, skønne jordmødre.

Træplantningsceremonien

Iflg gammel mayatradition skal træer plantes med en helt særlig ceremoni, som kun kan ledes af mayapræster og andre, der er ”kaldet til det” (dvs det er med i deres skæbne/nahual). Turistbureauet har givet mulighed for at man kan vandre op på Cerro de la Cruz, en høj lige uden for byen, med et udvalgt træ under armen og opleve at få det velsignet for så senere at bære det ned igen og plante det.

Man får en fantastisk oplevelse og samtidig er man med til at opretholde og genoprette natur.

Da vi var kommet op på toppen, forvandledes Santos fra en kasketklædt guide med kondisko til en mayapræst med tørklæde og bare tæer.

Hans rygsæk var fuld af røgelseskar, kalabas, små optændingspinde, nogle koksagtige tingester, røgelsesklumper, hvide og farvede lys og vandflaske. Et bål blev tændt, og jorden kysset fire steder, Lise og jeg stod bag vores træer.

Remser og besværgelser, velsignelser, taksigelser og håb om, at træerne altid ville give vand og frugtbarhed, blev fremsagt på Tzutujil og oversat til spansk – og dansk ind imellem.

Da bålet havde godt fat, blev der lagt røgelse og koks på – og det blev samlet op i et røgelseskar, som blev viftet omkring bål og træer.

Så blev helligt vand stænket rundt om bålet og på træerne før præsten fik en slurk, og Lise og jeg fik hvide lys, som skulle lægges på ilden med ønsker om et bedre liv til de syge, de fattige og de udsatte.

En ny fase begyndte – Lise og jeg fik vores maya-nahual, vores skæbnetegn (tegnet var magen til en af mayadagene), der på den ene side giver os en ”skytsengel”, og som også fortæller, hvad vores livsopgave er.

Vi fik udleveret historierne, og nu er vi helt klar over, hvad vi skal bruge vores liv til og stræbe efter: Lise skal være positiv og give håb, hendes dyr er flagermus og en særlig papegøje – jeg skal rådgive, fx unge og andre med problemer – og mine dyr er uglen og en bi.

En kæmpeoplevelse og en smaddergod ide for turister - det giver indsigt i de gamle mayatraditioner, og samtidig kommer vi til at reflektere over livet.

I hjertet

De sidste gange jeg har været på tekstilmuseet som frivillig, har jeg været helt nede i "hjertet", de rum hvor den store samling af stoffer bliver opbevaret. Det er fascinerende.

Noget af tiden sidder vi, dvs en anden frivillig og jeg, og syr navneetiketter i tøjet. Hvert stykke tøj har en kode og desuden angiver man, hvor i landet det stammer fra.

Fokus på broderi

I øjeblikket er museet ved at forberede en ny særudstilling, som skal handle om broderi.

Fine, gamle huipil'er med de smukkeste broderier bliver lagt frem, og man diskuterer, hvordan de skal arrangeres i montrerne.

Desuden skal der være figurer udklædt i dragter fra forskellige landsbyer. Vi to frivillige fik lov til at være med til at udvælge og fremfinde de bedste eksemplarer med forskellige typer broderi.

Sindrige systemer

Der er et meget sindrigt system for, hvordan hver enkelt museumsgenstand er dokumenteret og identificeret.

Hvis man skal finde en huipil fra fx Totonicapan, skal man slå op i et fotoalbum, finde frem til alle genstande fra Totonicapan, finde koden, tjekke koden på en liste, hvor der står, på hvilken reol og hylde den er anbragt. Når man så finder den, skal man tjekke et andet nummer for at sikre sig, at den er egnet til udstilling. De mest sjældne og sårbare genstande må vi nemlig ikke bruge.

Det er tydeligt, at nummereringssystemerne er vokset frem efterhånden – og de er ikke særligt hensigtsmæssige, og de er endnu ikke indført i en database.