Siden sidst - november 2007

Vi var lige på vej i seng, da Sørens mobiltelefon ringede kl. 22. Det var vagtselskabet, som passer på Danida-kontorbygningen i zone 13. Den vagthavende kunne se, at alarmsystemet på kontoret ikke var slået til, eller muligvis slået fra ...?

Søren havde forladt kontoret som den sidste ved 19-tiden og slået systemet til - mente han - sammen med den vagt, som holder vagt i dagtimerne.

Hmm - noget måtte altså gøres. Søren bad derfor vagtselskabet om at sende nogle vagter hen til kontoret, så han sammen med dem kunne gå ind og undersøge, om der var sket noget. Han havde ikke lyst til at gå derind alene.

Altså kørte vi hen til kontoret gennem mørke og ret tomme gader. Foran kontoret stod ganske rigtigt to motorcykler og tre mænd i sorte uniformer med automatiske håndvåben. Det er jo ikke for sjov!

Søren låste op til kontoret, og de tre vagter gik ind. Fuldstændig som i film stødte de en dør op med foden og efter et øjeblik trådte de ind i rummet med våbnet løftet.

Der var heldigvis ingen i bygningen. Søren blev over telefonen instrueret i at slå alarmen til igen, og efter ca 20 minutter kunne vi alle gå hjem.

Denne weekend var der kulturfestival i Zone 1 i Guatemala City. Det var en rigtig dejlig oplevelse, og byen viste sig fra en helt ny side.

Der var en fotoudstilling, flere kunstudstillinger, litteraturoplæsning og eventyrfortælling. Der var særlige arrangementer for børn, blandt andet teater og cirkusforestillinger. I et telt kunne man se film, og desuden var der tre forskellige musikscener med henholdsvis rock, marimba & trova og jazz.

Disse unge maya-musikere kom med mange vittige bemærkninger om forskellen på at være "maya" og "chapín". Desværre forstod vi ikke det hele.

Der var mange mennesker, og vi morede os over, at vi her så andre typer, end vi normalt ser, fx studerende, intellektuelle og "kunstneriske" typer. Til gengæld var der ikke så mange mayaer i traditionelt tøj.

Det var spændende at høre marimbaen indgå sammen med jazz-instrumenter.

Festivalen foregik i en park, som omgiver byens ældste kirke. Kirken ligger på en høj, så arrangementerne foregik rundt om højen. Man kunne sidde på skråningen og nyde musikken.

Stemningen var som ved en festival i Fælledparken. Folk gik rundt i små grupper, unge, gamle og familier med små børn. Man kunne købe mad og drikkevarer, og den største forskel fra Danmark var, at man ikke kunne købe øl!

De sidste par dage har vi haft besøg af Hiromi og hendes lille datter Rioghna på 11 måneder.
De boede her i Guatemala, da vi kom, men rejste tilbage til USA for 6 måneder siden.
Nu er de tilbage på besøg, og jeg passede Rioghna, mens Hiromi var rundt på ærinder og besøg. Den sidste dag sluttede far Tom sig til familien.

Hiromi er japaner, og Tom er fra USA.

Vores første længere udflugt med den nye bil gik til vulkanen Pacaya, som igen er aktiv.

Allerede på lang afstand kunne vi se røgen fra vulkanen

I det store krater til venstre for der, hvor Lau og jeg for tre måneder siden så lavaen vælte ud, er der opstået en ny "minivulkan", hvorfra der flød to lavafloder.

De små lyse prikker er mennesker.

Søren og jeg gik op til krateret og bevægede os ud på den størknede lava, som stadig føltes ret varm!

Vi har købt bil!

Danidas chauffør Luis Fernando hjalp med at finde en god brugt bil. Det er en Suzuki, Grand Vitara, firhjulstrukken med automatgear og airbags. Den er fra 2000, men har ikke kørt ret meget.

Nu behøver vi ikke længere nasse på vores venner for at blive kørt hjem om aftenen.

Sådan kan man tilbringe en novemberdag

De findes faktisk, bounty-strandene. Vi fandt én på Samaná-halvøen på nordkysten af den Dominikanske Republik.

En weekend, to fridage plus en klemmedag og en TACA-rute til hovedstaden Santo Domingo muliggjorde en kort livsnyderferie.

Vi havde fået anbefalet byen Las Terrenas, så efter et døgn i hovedstaden Santo Domingo kørte vi fire timer med bus mod NØ. Fra byen Sanchez fortsatte vi med taxa de sidste 17 km hen over en bjergryg og ned til Las Terrenas.

Skynd dig, kom! om føje år stranden som en turistfælde står

Oprindeligt et lille fiskerleje er byen nu i rivende udvikling – der opføres hoteller, villaer og timeshare-lejligheder i lange rækker.

Det lokale islæt forhøjede kun oplevelsen og skønheden

Men stranden er stadig fredelig – man skal bare gå 5-10 minutter forbi den sidste strandbar. Desuden var det lavsæson, og orkanen Noel havde sandsynligvis også skræmt de fleste turister væk. Ergo havde vi den fineste palmekransede bounty-strand for os selv – og det caribiske hav var mindst 26 gr og azurblåt.

De oprindelige fiskerhytter er omdannet til restauranter, så man sidder og spiser helt nede på stranden