Søren & Lise i
Guatemala

Siden sidst - november 2006

Nye historier under Siden sidst

Montañismo en Groenlandia

Tirsdag den 28. november 2006, Lise

Vi har fået kontakt til den lokale bjergklub og deltaget i et par af deres møder med lysbilledforedrag om vulkaner og bestigninger. Søren tilbød så at fortælle om sin Grønlandsekspedition.

Så tirsdag aften indfandt vi os atter i et beskedne klublokale i Zona 5. Der er klatrevægge på to af de fire sider, og de unge morer sig med at vise deres færdigheder på svære greb.

Da man havde fået anskaffet de nødvendige kabler til udstyret, gik Søren i gang med at forklare kort om Grønland. En ældre mand, som viste sig at være stifter af foreningen, forklarede om inuitternes selvstyre, som han mente burde være til inspiration for de indfødte folk i Guatemala. Han havde en gang deltaget i en konference i Nuuk.

Så viste Søren billeder fra selve ekspeditionen, inklusiv en kort introduktion om (min) oldefars ”opdagelse” af Nunatakkerne og familiens ønske om at genbesøge dem.

De mange billeder af is, sne og goldt fjeld var tydeligvis nyt for dem, og der var mange spørgsmål om indlandsisen, gletschere, afstande, temperaturer, udstyr mm.

Til sidst gennemgik Søren de to års forberedelse med brækursus og skitur i Norge. Også her var spørgelysten stor. En ville fx vide, om de på noget tidspunkt havde været ved at opgive eller vende om, en anden spurgte, hvorfor der ikke var nogen kvinder med.


 

Det er en sjov flok; dels nogle unge ”seje” fyre, sandsynligvis klatrere, dels midaldrende (og ældre) mænd, som i deres ungdom sikkert har besteget alle vulkanerne i Guatemala.

Vi glæder os til at komme med på foreningens vulkanbestigninger … måske allerede om to uger.

Hos chorti-indianere

De flettede sig ud af hungersnød

Lørdag den 25. november 2006, Lise

Vi blev inviteret med til at overvære den festlige indvielse af et fælleshus i en lille landsby Pinalitos i Jocotán kommune i provinsen Chiquimula, som ligger østpå mod grænsen til Honduras. Læs mere om selve projektet under Programmet: Endelig et vellykket projekt!

Chor’ti
Befolkningen her er Chor'tí, en oprindelig folkegruppe, som tidligt skilte sig ud fra den gruppe, som nu kaldes Maya. Chor'ti-folkene har således deres eget sprog og en kultur, som er forskellig fra de andre Maya-grupper.


Chor'ti-kvinderne havde taget deres fine kjoler på – en helt anden stil end hos de Mayaer, som bor i den vestlige del af Guatemala.

Hungersnød
I dette område er der meget tørt, og der er ikke mange muligheder for at få arbejde, bortset fra at dyrke kaffe og majs. På grund af kaffeprisernes dramatiske fald i 2001, blev bønderne fyret fra plantagerne, og der udbrød decideret hungersnød i denne egn. Flere mennesker døde af sult, og det skabte store overskrifter i aviserne.

National rom
Under indtryk af krisen blev nogle af landsbyerne oppe i bjergene kontaktet af en udviklingsorganisation, som skulle finde metoder til at skabe alternative indtægter for beboerne.

Chorti-kvinderne har traditionelt flettet måtter, kurve, hatte mm af palmeblade, og det blev anledning til at igangsætte en produktion af palmeflet og afsætte det til en stor spritfabrik Licorería Nacional. Romflaskerne er emballeret i palmefibre flettet af kvinderne i landsbyerne.

Det nye fælleshus er opført som hovedsæde for kvindernes organisation, Ajpatnar Chor’tí, som et synligt bevis på deres succes. Og i dag skulle det altså indvies.


En af kvinderne, der har lært at læse og skrive i forbindelse med projektet, oplæste et digt, som hun selv har skrevet.


For nogle var det kedeligt at høre på taler, men så flettede de fyrrenåle.

Festdag
Da vi ankom (efter ca 4 timers kørsel fra hovedstaden), var hele landsbyen allerede samlet omkring huset, som egentlig kun er et tag, men med flere etager der skal bruges til værksteder, kontorer og samtidig som en slags forsamlingshus for landsbyen.

Kvinderne, som jo var hovedpersonerne i dag, sad inde under taget, mens mændene stod udenfor, nogle på afstand og bag hegnet.


Havard Austad, Norad, udtrykte stor glæde over projektet

Der var mange taler, hvor man takkede hinanden for inspiration, hjælp og resultater. Det var tydeligt at mærke, hvor stolte kvinderne var af deres aktiviteter. Det fremgik også af talerne, at der har været meget stor opbakning i landsbyen i alle aspekter af projektet. Fælleshuset og byggemodning af den stejle bjergskrænt er gennemført af 40 lokale mænd på to måneder.

Der har været både nationale og internationale donorer, blandt andet har det norske Danida, Norad, givet tilskud til materialer til huset og til køb af grunden mv.

Alfabetisering
Der var desuden et indslag med overrækkelse af eksamensbeviser til både børn og voksne. I forbindelse med projektet har der nemlig også været en uddannelseskampagne, og flere af de voksne har nu bestået afgangsprøven for grunduddannelsen (6 år), og for første gang i historien har nogle børn afsluttet det, der svarer til 7. klasse.

Landsbyen havde forberedt en symbolsk markering: Alle de medvirkende, dvs både donorer, koordinatorer og kvinderne fra projektet, skulle sætte deres håndaftryk i våd cement.


Søren skulle sætte sit aftryk som symbol på fremtidigt samarbejde

Arrangementet sluttede med piñata (en slags tøndeslagning) for børnene og frokost til alle. Ret imponerende.


Og så var der bal bagefter – akkompagneret af marimba

Vinteren er over os

Fredag den 24. november 2006, Lise

Det er pludselig blevet meget koldt i Guatemala. I Quetzaltenango, den næststørste by, som ligger oppe i bjergene mod vest, var der i går 3 gr frost – meget usædvanligt her.

Her i byen er der 8 gr og masser af vind. Ja, det lyder ikke så slemt for en dansker, men sagen er, at husene ikke er bygget til kulde. Dvs at der kun er et lag glas i de (utætte) vinduer, og der er ingen form for opvarmning. Så virker klinkegulvene pludselig meget kolde.

På kontoret er der så koldt, at Søren i dag tog lange underbukser på, og kollega Ninna sad og frøs flere dage til en konference i Antigua og fik næsten blærebetændelse. Jeg har også fået blærebetændelse af at fryse her i lejligheden. Så nu er der begyndt en jagt på elektriske varmeovne, både til lejlighederne og til kontoret.

Søren og kollegerne spøger med at søge kulde-tillæg, for vi troede jo, vi kom til troperne ;-)

Til gengæld er himlen klar og blå, og udsigten fra vores lejlighed er meget flot.


En bekendt tog dette billede med sne og slud – på vejen til Quetzaltenango.

Kort besøg af Morten

Lørdag den 18. november 2006, Lise


Morten fik et par timer på markedspladsen i det gamle bycentrum

Lørdag formiddag tilbragte vi et par timer sammen med vores nabo Morten Kjærum fra Svanemøllekvarteret. Han var i Guatemala for at deltage i en stor international konference om Antikorruption og derefter i en mindre konference for ombudsmænd. Han kom i kraft af sin rolle som direktør for det danske Institut for Menneskerettigheder.

Konferencen for ombudsmænd var arrangeret af den danske ambassade (i Managua) og Sørens kollega Ninna som led i Danidas arbejde på menneskerettigheds- og korruptionsområdet.

Morten havde været indforstået med at virke som sendebud for os, så vi fik en pakke med bøger og en forsyning af lakrids … tusind tak til ham og til jer derhjemme.

En weekend ved Stillehavet

10-12. november 2006, Lise

Tropisk varme, en hængekøje, en strand, friskpresset juice, en god roman og nogle aviser – det var lige det, Søren havde brug for for at komme sig efter sin influenza. Og kuren virkede – han fik det meget bedre.


Monterrico - på Guatemalas sydkyst. Sandet er sort, fordi det stammer fra vulkanerne.

Havskildpadder

Lørdag den 11. november 2006, Lise
 

”To nye, 34 der allerede er klækket, 12 ufrugtbare og et tidligt foster”, meddeler engelske Emma til tyske Sarah, som sidder med den slidte notesbog. Sarah indfører tallene ud for rede nr 318. ”Hvor mange har du?”, spørger hun svenske Britt. Britt er ved at udgrave en anden rede og har foreløbig fundet 3 æg, der ikke er klækkede. Emma hjælper hende med at åbne æggene og bedømme, om det er ufrugtbare æg eller fostre, som ikke er blevet til noget. De åbner æggene ned i en spand. Det lugter dårligt fra de halvrådne æg.



Vi er i ARCAS Tortugario* – dvs en skildpaddefarm - på stranden øst for Monterrico. Stedet drives af unge frivillige, de fleste er unge piger fra Europa, som tilbringer et par måneder på dette naturreservat med at udklække havskildpadder og passe bure med liguaner og små krokodiller.

Omkring 80 æg i hver rede
Selve klækkeriet er et ”bur” på 4 x 20 m med rækker af pinde med numre stukket ned i sandet. Pindene angiver hver en rede, som ligger 30-50 cm nede i sandet, og der er fra 50 til 80 æg i hver rede.

Det er ikke skildpaddemødrene, som har lagt æggene her. De lægger æg ude på stranden, men der er rederne udsat for at blive tømt af lokale ægjægere, som sælger æggene til hovedstaden. Skildpaddeæg er nemlig en delikatesse, forklarer Emma, som har været her adskillige måneder. ”De spiser dem vist rå som afrodisiakum”, siger hun med synligt ubehag.

På jagt om natten
De unge i Tortugariet går også selv på jagt efter æggene om natten. De voksne havskildpaddehunner kommer nemlig op om natten, kravler ca 20 m ind på stranden, hvor de graver et dybt hul og lægger deres æg dér. Så dækker de hullet til og kravler ud i havet igen. For at få fat i æggene lister man sig bag skildpadden og graver forsigtigt en kanal ind til reden under hunnen – og så tager man æggene lige så hurtigt, som skildpadden lægger dem. Der er således konkurrence mellem dem, som samler æggene for at sælge dem, og dem fra Tortugariet, som vil beskytte og klække dem. Det er derfor de unge frivillige i stedet graver æggene ned i klækkeriet, hvor de er beskyttet.

Oplysninger om dato og antal æg for hver rede bliver ført ind i notesbogen. Skildpaddeungerne er færdigudviklet efter 48-50 dage, og så graver de sig op gennem sandet, klar til at begynde deres vandring ud til havet. Det er ikke alle æggene, som bliver til noget, og når der er gået 51 dage graver de frivillige hjælpere rederne igennem for at finde evt skildpaddeunger, som endnu ikke er kommet op, og for at fjerne de ufærdige æg og skallerne. Så sløjfer de reden, så den er klar til en ny portion æg.


Her er en rede, som lige er klækket, og ungerne er selv kravlet op.

*Skildpadde hedder "Tortuga" på spansk, deraf Tortugario = skildpaddefarm

Frigivelsen
Dagens ”høst” af levende unger bliver lagt i en stor plastikbalje – de kravler rundt oven på hinanden. Og nu kommer det spændende: ”Frigivelsen”, som det hedder i fagsproget her. Det vil sige, at de små unger bliver sat fri på stranden, så de kan kravle ud til havet. Emma sætter forsigtigt hver lille skildpadde ned på sandet. De ved intuitivt hvilken vej, de skal kravle – måske på grund af lyset fra havet, mener Emma.

Det er et godt eksempel på Darwins teorier: Et par skildpadder kravler målrettet af sted mod vandet og bliver straks ført ud i havet, mens nogle af de andre fjumrer rundt, og en er så sløv, at den næsten ikke bevæger sig. En anden er faldet ned i et fodspor, og Emma må hjælpe den op igen. ”Det er vigtigt, at de selv går ud til vandet, for på den måde indprenter de sig stedet. Man mener, at de senere vender tilbage for at lægge deres æg på samme strand, som de selv blev født på", forklarer hun. Endelig er alle nået ud til vandet – nogle bliver af brændingen ført længere op på stranden og må kravle et stykke igen.


Første møde med Stillehavet

Overlevelseschancerne er ikke store for havskildpadderne – kun 1 ud af 1000 bliver fuldvoksen. Allerede på vandringen ud til havet kan de blive spist, og derefter lurer mange andre farer i havet.


Emma følger skildpadderne helt, til de er opslugt af havet. Der er to, som endnu ikke er kommet helt af sted.

En ægtyv
Samme aften sad vi og spiste middag under det høje palmetag på restauranten. Det blev tordenvejr, og hver gang det lynede, blev stranden oplyst, som om det var et lysbillede. Af og til så vi silhuetter af mennesker på stranden, blandt andet så vi flere gange en mand med paraply og en stor lygte gå forbi. Han var ude for at lede efter havskildpadder.
Næste morgen gik vi selv en tur for at se, om vi kunne finde spor efter en skildpadde. Et sted så vi to spor, som førte hen til et hul, så måske ….


Store dragedag

Onsdag den 1. november 2006, Lise

Her fejrer man de katolske helligdage: Día de todos los Santos, altså Allehelgeners Dag, den 1. november, og Día de los fieles Difuntos = Allesjælesdag (de dødes dag) den 2. november. Mayaerne havde en tilsvarende dødekult, som nu er smeltet sammen med de katolske skikke.


Mayaerne pynter især med ”dødens blomst”, dvs en krysantemum-type som er orange-gul.

Skikken er, at tusindvis af mennesker opsøger kirkegården, mindes deres døde, maler familiemonumentet og pynter gravene med blomster. Nogle stiller mad og drikke på gravene – ligesom mayaerne begravede deres døde med mad og våben.

Det er en familieudflugt, dagen igennem er der musik, folk der sælger blomster, mad og drikke.


Børnene sætter små drager op

Der er et mylder af folk, man går hen over gravene, og som dagen skrider frem, bliver de smukke blomsterdekorationer ret ødelagte og nedtrådte.


Hele dagen var der en strøm af folk på vej ind på kirkegården - nogle med blomster til gravene

Gigantiske drager
I to byer, Santiago og Sumpango i provinsen Sacatepéquez, har man vedligeholdt en hundredårig tradition med at sætte store drager op. Ideen er, at man via dragerne kommunikerer med de døde og sender dem et budskab. Nogle mener, at de døde bruger dragerne til at besøge de levende på denne dag.


Vi kom til Santiago om formiddagen, før de store drager var rejst.


Her fastgøres reb og talje, som de bruger til at rejse dragen op

De største drager flyver ikke – de står blot til skue. Men de mellemstore drager, som nok har en diameter på over 2 m, bliver sat op. Tit falder de ned over folk, som flygter under stor morskab.


Man regner med, at der kommer ca ½ million mennesker og ser på dragerne

Grupper af unge
Dragerne bliver lavet af unge fra landsbyerne. De begynder flere måneder før, og de arbejder hver aften hele ugen med tegninger og figurer. Hver søndag klæber de enkeltdelene op på dragedugen, som er op til 16 m i diameter. De har investeret ca 2.000 Q i materialer.


Mens nogle løfter skelettet op, folder andre selve dragdugen ud


Her folder de kanten op og limer med melklister


Derefter limer de frynser på. Det går stærkt, for tidspunktet for aflevering nærmer sig.


Så er dragen klar til at blive rejst op


Træææk ...


Skuuub ...


Det var et flot syn med de mange gigantiske drager

Der er konkurrence om den flotteste drage. Førstepræmien er 2.000 Q for de store drager, og 1.000 Q for de mellemstore. Nogle drager havde religiøse motiver, andre maya-motiver, og en drage havde et politisk budskab om større sikkerhed og mindre vold. I Santiago deltager 50 grupper i konkurrencen.


Denne har Maya-motiver, og budskaberne er bl.a. Vi er stolte af vores skikke, Vi fastholder vores rødder, Vi væver vores kultur

Tidligere historier under Siden sidst

© www.lisefogh.dk | Opdateret: 13-03-2019 | Forside | Kontakt | Til top