Siden sidst - november 2006
Nye historier under Siden sidst
Montañismo en Groenlandia
Tirsdag
den 28. november 2006, Lise |
|
|
Vi
har fået kontakt til den lokale bjergklub og deltaget i et
par af deres møder med lysbilledforedrag om vulkaner og bestigninger.
Søren tilbød så at fortælle om sin Grønlandsekspedition.
Så tirsdag aften indfandt vi os atter
i et beskedne klublokale i Zona 5. Der
er klatrevægge på to af de fire sider, og de unge morer sig
med at vise deres færdigheder på svære greb.
Da man havde fået anskaffet de nødvendige
kabler til udstyret, gik Søren i gang med at forklare kort
om Grønland. En ældre
mand, som viste sig at være stifter af foreningen, forklarede
om inuitternes selvstyre, som han mente burde være til inspiration
for de indfødte folk i Guatemala. Han havde en gang deltaget
i en konference i Nuuk.
Så viste
Søren billeder fra selve ekspeditionen, inklusiv en kort
introduktion om (min) oldefars ”opdagelse” af Nunatakkerne
og familiens ønske om at genbesøge dem.
De mange
billeder af is, sne og goldt fjeld var tydeligvis nyt for dem, og der
var mange spørgsmål om indlandsisen, gletschere, afstande,
temperaturer, udstyr mm.
Til sidst
gennemgik Søren de to års forberedelse med brækursus
og skitur i Norge. Også her var spørgelysten stor. En
ville fx vide, om de på noget tidspunkt havde været ved
at opgive eller vende om, en anden spurgte, hvorfor der ikke var nogen
kvinder med.
|
|
Det
er en sjov flok; dels nogle unge ”seje” fyre, sandsynligvis
klatrere, dels midaldrende (og ældre) mænd, som i deres
ungdom sikkert har besteget alle vulkanerne i Guatemala.
Vi
glæder os til at komme med på foreningens vulkanbestigninger … måske
allerede om to uger.
|
Hos chorti-indianere
De
flettede sig ud af hungersnød
Lørdag den 25. november 2006, Lise |
|
|
Vi
blev inviteret med til at overvære den festlige
indvielse af et fælleshus i en lille landsby Pinalitos i
Jocotán
kommune i provinsen Chiquimula, som ligger østpå mod
grænsen
til Honduras. Læs mere om selve projektet under Programmet: Endelig
et vellykket projekt!
Chor’ti
Befolkningen her er Chor'tí, en oprindelig folkegruppe,
som tidligt skilte sig ud fra den gruppe, som nu kaldes Maya. Chor'ti-folkene
har således deres eget sprog og en kultur, som er forskellig
fra de andre Maya-grupper.
Chor'ti-kvinderne havde taget deres fine kjoler på – en
helt anden stil end hos de Mayaer, som bor i den vestlige del af Guatemala.
Hungersnød
I dette område er der meget tørt, og der er ikke mange muligheder
for at få arbejde, bortset fra at dyrke kaffe og majs. På grund
af kaffeprisernes dramatiske fald i 2001, blev bønderne fyret
fra plantagerne, og der udbrød decideret hungersnød
i denne egn. Flere mennesker døde af sult, og det skabte store
overskrifter i aviserne.
National rom
Under indtryk af krisen blev nogle af landsbyerne oppe i bjergene kontaktet
af en udviklingsorganisation, som skulle finde metoder til at skabe
alternative indtægter for beboerne.
Chorti-kvinderne
har traditionelt flettet måtter, kurve, hatte
mm af palmeblade, og det blev anledning til at igangsætte en
produktion af palmeflet og afsætte det til en stor spritfabrik
Licorería Nacional. Romflaskerne er emballeret i palmefibre
flettet af kvinderne i landsbyerne.
Det nye
fælleshus er opført som hovedsæde for kvindernes
organisation, Ajpatnar Chor’tí, som et synligt bevis på deres
succes. Og i dag skulle det altså indvies.
En
af kvinderne, der har lært at læse og skrive i forbindelse med projektet,
oplæste et digt, som hun selv har skrevet.
For nogle var det kedeligt at høre på taler, men så flettede de fyrrenåle.
|
|
Festdag
Da vi ankom (efter ca 4 timers kørsel fra hovedstaden), var hele
landsbyen allerede samlet omkring huset, som egentlig kun er et tag,
men med flere etager
der skal bruges til værksteder, kontorer og samtidig som en slags forsamlingshus
for landsbyen.
Kvinderne,
som jo var hovedpersonerne i dag, sad inde under taget, mens mændene
stod udenfor, nogle på afstand og bag hegnet.
Havard
Austad, Norad, udtrykte stor glæde over projektet
Der var
mange taler, hvor man takkede hinanden for inspiration, hjælp
og resultater. Det var tydeligt at mærke, hvor stolte kvinderne
var af deres aktiviteter. Det fremgik også af talerne, at der
har været meget stor opbakning i landsbyen i alle aspekter af
projektet. Fælleshuset og byggemodning af den stejle
bjergskrænt er gennemført
af 40 lokale mænd
på to måneder.
Der har
været både nationale og internationale donorer, blandt
andet har det norske Danida, Norad, givet tilskud til materialer til
huset og til køb af grunden mv.
Alfabetisering
Der var
desuden et indslag med overrækkelse af eksamensbeviser til både
børn og voksne. I forbindelse med projektet har der nemlig også været
en uddannelseskampagne, og flere af de voksne har nu bestået
afgangsprøven for grunduddannelsen (6 år), og for
første gang i historien har nogle børn afsluttet det,
der svarer til 7. klasse.
Landsbyen
havde forberedt en symbolsk markering: Alle de medvirkende, dvs både
donorer, koordinatorer og kvinderne fra projektet, skulle sætte
deres håndaftryk i våd cement.
Søren skulle sætte sit aftryk som symbol på fremtidigt samarbejde
Arrangementet sluttede med piñata (en slags tøndeslagning) for
børnene
og frokost til alle. Ret imponerende.
Og
så var
der bal bagefter – akkompagneret af marimba
|
Vinteren er over os
Fredag den 24. november 2006, Lise |
|
|
Det
er pludselig blevet meget koldt i Guatemala. I Quetzaltenango,
den næststørste
by, som ligger oppe i bjergene mod vest, var der i går 3 gr frost – meget
usædvanligt her.
Her i byen
er der 8 gr og masser af vind. Ja, det lyder ikke så slemt
for en dansker, men sagen er, at husene ikke er bygget til kulde. Dvs
at der kun er et lag glas i de (utætte) vinduer, og der er ingen
form for opvarmning. Så virker klinkegulvene pludselig meget kolde.
På kontoret
er der så koldt, at Søren i dag tog lange
underbukser på, og kollega Ninna sad og frøs flere dage
til en konference i Antigua og fik næsten blærebetændelse.
Jeg har også fået blærebetændelse af at fryse
her i lejligheden. Så nu er der begyndt en jagt på elektriske
varmeovne, både til lejlighederne og til kontoret.
Søren og
kollegerne spøger med at søge kulde-tillæg, for vi troede jo, vi kom
til troperne ;-) Til gengæld er himlen klar og blå,
og udsigten fra vores lejlighed er meget flot.
|
|
En
bekendt tog dette billede med sne og slud – på vejen til Quetzaltenango. |
Kort besøg af Morten
Lørdag den 18. november 2006, Lise |
|
|
Morten fik et par timer på markedspladsen
i det gamle bycentrum |
|
Lørdag
formiddag tilbragte
vi et par timer sammen med vores nabo Morten Kjærum
fra Svanemøllekvarteret. Han var i Guatemala for at deltage i en stor
international konference om Antikorruption og derefter i en mindre
konference for ombudsmænd. Han kom i kraft af sin rolle som direktør
for det danske Institut for Menneskerettigheder.
Konferencen
for ombudsmænd var arrangeret af den
danske ambassade (i Managua) og Sørens kollega Ninna som led i Danidas
arbejde på menneskerettigheds- og korruptionsområdet.
Morten
havde været indforstået med at
virke som sendebud for os, så vi fik en pakke med bøger
og en forsyning af lakrids … tusind tak til ham og til jer derhjemme.
|
Havskildpadder
Lørdag den 11. november 2006, Lise |
|
|
”To nye, 34 der allerede er klækket, 12 ufrugtbare
og et tidligt foster”,
meddeler engelske Emma til tyske Sarah, som sidder med den slidte
notesbog. Sarah indfører
tallene ud for rede nr 318. ”Hvor mange har du?”, spørger
hun svenske Britt. Britt er ved at udgrave en anden rede og har
foreløbig
fundet 3 æg, der ikke er klækkede. Emma hjælper hende
med at åbne æggene og bedømme, om det er ufrugtbare æg
eller fostre, som ikke er blevet til noget. De åbner æggene
ned i en spand. Det lugter dårligt fra de halvrådne æg.
Vi er i ARCAS Tortugario* – dvs en skildpaddefarm -
på stranden øst
for Monterrico. Stedet drives af unge frivillige, de fleste er
unge piger fra Europa, som
tilbringer et par måneder på dette naturreservat med at udklække
havskildpadder og passe bure med liguaner og små krokodiller.
Omkring 80 æg i hver rede
Selve klækkeriet er et ”bur” på 4 x 20 m med rækker
af pinde med numre stukket ned i sandet. Pindene angiver hver en rede, som
ligger 30-50 cm nede i sandet, og der er fra 50 til 80 æg i hver
rede.
Det er ikke skildpaddemødrene, som har lagt æggene
her. De lægger æg ude på stranden, men der er rederne
udsat for at blive tømt af lokale ægjægere, som sælger æggene
til hovedstaden. Skildpaddeæg er nemlig en delikatesse, forklarer
Emma, som har været her adskillige måneder. ”De
spiser dem vist rå som afrodisiakum”, siger hun med synligt
ubehag.
På jagt om natten
De unge i Tortugariet går også selv på jagt efter æggene
om natten. De voksne havskildpaddehunner kommer nemlig op om
natten, kravler ca 20 m ind på stranden, hvor de graver et dybt
hul og lægger
deres æg dér. Så dækker de hullet til og kravler
ud i havet igen. For at få fat i æggene lister man sig
bag skildpadden og graver forsigtigt en kanal ind til reden under
hunnen – og
så tager man æggene
lige så hurtigt, som skildpadden lægger dem. Der er således
konkurrence mellem dem, som samler æggene for at sælge
dem, og dem fra Tortugariet, som vil beskytte og klække
dem. Det
er derfor de unge frivillige i stedet graver æggene ned i
klækkeriet, hvor de er beskyttet.
Oplysninger
om dato og antal æg for hver rede bliver ført ind i notesbogen.
Skildpaddeungerne er færdigudviklet
efter 48-50 dage, og så graver de sig op gennem sandet, klar
til at begynde deres vandring ud til havet. Det er ikke alle æggene,
som bliver til noget, og når der er gået 51 dage graver
de frivillige hjælpere rederne igennem for at finde evt skildpaddeunger,
som endnu ikke er kommet op, og for at fjerne de ufærdige æg
og skallerne. Så sløjfer de reden, så den er klar
til en ny portion æg.
Her er en rede, som lige er klækket, og ungerne er selv kravlet op.
*Skildpadde hedder "Tortuga" på spansk, deraf Tortugario
= skildpaddefarm
|
|
Frigivelsen
Dagens ”høst” af levende unger bliver lagt i en stor plastikbalje – de
kravler rundt oven på hinanden. Og nu kommer det spændende: ”Frigivelsen”,
som det hedder i fagsproget her. Det vil sige, at de små unger bliver sat
fri på stranden, så de kan kravle ud til havet. Emma sætter
forsigtigt hver lille skildpadde ned på sandet. De ved intuitivt hvilken
vej, de skal kravle – måske på grund af lyset fra havet, mener
Emma.
Det er et
godt eksempel på Darwins teorier: Et par skildpadder kravler målrettet
af sted mod vandet og bliver straks ført ud i havet, mens nogle
af de andre fjumrer rundt, og en er så sløv, at den næsten
ikke bevæger sig. En anden er faldet ned i et fodspor, og Emma
må hjælpe den op igen. ”Det er vigtigt, at de selv
går ud til vandet, for på den måde indprenter de sig
stedet. Man mener, at de senere vender tilbage for at lægge deres æg
på samme strand, som de selv blev født på", forklarer
hun. Endelig er alle nået ud til vandet – nogle bliver af
brændingen ført længere op på stranden og må kravle
et stykke igen.
Første møde med Stillehavet
Overlevelseschancerne
er ikke store for havskildpadderne – kun 1 ud af 1000 bliver fuldvoksen.
Allerede på vandringen ud til havet kan de blive spist, og derefter
lurer mange andre farer i havet.
Emma følger skildpadderne helt, til de er opslugt af havet. Der er
to, som
endnu ikke er kommet helt af sted.
En ægtyv
Samme aften sad vi og spiste middag under det høje palmetag på restauranten.
Det blev tordenvejr, og hver gang det lynede, blev stranden oplyst, som om
det var et lysbillede. Af og til så vi silhuetter af mennesker på stranden,
blandt andet så vi flere gange en mand med paraply og en stor lygte gå forbi.
Han var ude for at lede efter havskildpadder.
Næste morgen gik vi selv en tur for at se, om vi kunne finde spor efter
en skildpadde. Et sted så vi to spor, som førte hen til et hul,
så måske ….
|
Store dragedag
Onsdag den 1. november 2006, Lise |
|
|
Her fejrer
man de katolske helligdage: Día de todos los Santos,
altså Allehelgeners Dag, den 1. november, og Día
de los fieles Difuntos = Allesjælesdag (de dødes
dag) den 2. november. Mayaerne havde en tilsvarende dødekult,
som nu er smeltet sammen med de katolske skikke.
Mayaerne pynter især med ”dødens blomst”,
dvs en krysantemum-type som er orange-gul.
Skikken
er, at tusindvis af mennesker opsøger kirkegården, mindes
deres døde, maler familiemonumentet og pynter gravene med
blomster. Nogle stiller mad og drikke på gravene – ligesom
mayaerne begravede deres døde med mad og våben.
Det er
en familieudflugt, dagen igennem er der musik, folk der sælger
blomster, mad og drikke.
Børnene sætter små drager op
Der
er et mylder af folk, man går hen over gravene, og som dagen
skrider frem, bliver de smukke blomsterdekorationer ret ødelagte
og nedtrådte.
Hele
dagen var der en strøm af folk på vej ind på kirkegården
- nogle med blomster til gravene
Gigantiske
drager
I to byer, Santiago og Sumpango i provinsen Sacatepéquez,
har man vedligeholdt en hundredårig tradition med at sætte
store drager op. Ideen er, at man via dragerne kommunikerer med de døde
og sender dem et budskab. Nogle mener, at de døde bruger dragerne
til at besøge de levende på denne dag.
Vi kom til Santiago om formiddagen, før de store drager
var rejst.
Her fastgøres reb og talje, som de bruger til at rejse
dragen op
De største
drager flyver ikke – de står blot til skue. Men de mellemstore
drager, som nok har en diameter på over 2 m, bliver sat op.
Tit falder de ned over folk, som flygter under stor morskab.
Man
regner med, at der kommer ca ½ million mennesker og ser på dragerne
|
|
Grupper
af unge
Dragerne bliver lavet af unge fra landsbyerne. De begynder flere måneder
før, og de arbejder hver aften hele ugen med tegninger og figurer.
Hver
søndag klæber de enkeltdelene op på dragedugen, som er op
til 16 m i diameter. De har investeret ca 2.000 Q i materialer.
Mens
nogle løfter skelettet op, folder andre selve dragdugen ud
Her
folder de kanten op og limer med melklister
Derefter
limer de frynser på. Det går stærkt, for tidspunktet
for aflevering nærmer sig.
Så er dragen klar til at blive rejst op
Træææk ...
Skuuub ...
Det
var et flot syn med de mange gigantiske drager
Der er
konkurrence om den flotteste drage. Førstepræmien er
2.000 Q for de store drager, og 1.000 Q for de mellemstore. Nogle
drager havde religiøse motiver, andre maya-motiver, og en
drage havde et politisk budskab om større sikkerhed og mindre
vold. I Santiago deltager
50 grupper i konkurrencen.
Denne har Maya-motiver, og budskaberne er bl.a. Vi er stolte
af vores skikke, Vi fastholder vores rødder, Vi væver
vores kultur
|
Tidligere historier under Siden sidst
|