Siden sidst - marts 2009

Vi tilbragte en lørdag eftermiddag med de 31 børn på børnehjemmet FunJesus. Formålet var, at de skulle beslutte, hvad de vil bruge 4.000 quetzales til. Vi havde nemlig fået tilladelse til at give dem den sidste rest af pengene fra støtteforeningen Røde Øre, som nu er nedlagt.

Brainstorming

De første spontane forslag fra nogle drenge var at få BigMacs og Pizzaer. Vi gik videre med en Ord-tombola, hvor de trak en seddel med fx "Fjernsyn eller computer eller ......?", og så svarede de fx "et ur til væggen". Andre ideer fra tombolarunden var "engelskkursus", "tur til stranden", "surprise party for fadderne", "cornflakes hver dag" og "gulvtæppe i spisestuen".

En runde efter princippet "Ekstreme idéer" gav blandt andet "flyve med fuglene", "rejse med en undervandsbåd", "opleve en ørken", "blive til Spiderman", "kende delfiner", "Nordpolen", "Italien", "stige op på en sky" og "købe en Limousine".

Prioritere ideer

Børnene var blandet store og små i fem grupper, og hver gruppe skabte ca 20 ideer. Derefter måtte de ved håndsoprækning reducere til tre forslag pr gruppe.

Præsentationer

De tre ideer skulle så bearbejdes. De lavede en tegning, angav prisen, og angav, om alle eller kun nogle ville få gavn af forslaget.

Gruppelederen præsenterede kort sin gruppes tre forslag.

Afstemning

Kun børn fra første klasse og opad fik stemmeret. Vi havde en valgliste, og de blev kaldt ind én efter én og fik tid til at gå rundt og gense de 15 forslag. Så skulle de fordele deres tre sten (stemmer). Mellem hvert barn ajourførte vi valg-resultatlisten og fjernede stenene.

Højst prioriteret blev (ud af max 23 stemmer):

• Tennissko til alle (13)
• Nyt komfur til køkkenet (11)
• Tur til stranden (7)
• Tennissko med hjul til alle (6)

Stemmerne fordelte sig på samtlige forslag, hvoraf også kan nævnes "købe 40 DVD-film", "ride på hest", "mobiltelefon til alle", "to nye glas pr barn".

Vores venner Vanessa og Vladimir inviterede os til Vanessas mors fødselsdag lørdag kl. 16. Moderen bor i en lejlighed i samme opgang. Da vi kom, var der allerede kommet en søster og niece til fødselaren Mireille.

Vi satte os og snakkede. Lidt efter kom endnu en niece, derefter endnu én. Så ankom et par venner, og til sidst – efter ca to timer – var vi i alt over 20 personer. Det var en overraskelse for moderen. Vanessa gennemførte en præsentationsrunde, hvor hver især skulle fortælle et par ting som sig selv.

Derefter blev vi bedt om at sige et par håbefulde og trøstende ord i anledning af Guatemalas aktuelle vanskeligheder (vold og usikkerhed). Familien er stærkt katolsk, så de fleste nævnte, at de troede på Jesus, og at han nok skulle hjælpe, at hvis blot man havde Jesus i hjertet, så var der håb, eller at man skulle se på de positive sider af livet. En ældre gringo – som sandsynligvis ikke er troende – nævnte, at han prøvede hver dag at sprede glæde og positivisme ved at behandle sine medmennesker godt. Vi sluttede af med et fadervor og – gætter jeg – et Ave Maria, sagt i kor, mens vi holdt hinanden i hænderne. Det var stærkt at opleve, hvordan den politiske og sikkerhedsmæssige situation griber direkte ind i familiers dagligliv, og hvordan de fleste reagerer med at stole på en guddommelig løsning.

Bagefter blev der serveret tamales – en meget traditionel ret, især om lørdagen. Tamal består af majsmasse + kød, pakket ind i et grønt blad (som man ikke spiser) og kogt.

Igen i år var jeg til Museo Ixchels fejring af den internationale kvindedag. Den dag bliver alle de kvinder inviteret, som væver for museet. De kommer langvejs fra - og alle i deres fineste dragter.

Først var der et kort foredrag om vigtigheden af, at de holder vævetraditionen i hævd og lader deres viden gå videre til deres døtre. For ellers uddør den.

Billedlotteri

Derefter havde Fabiana forberedt et billedlotteri, hvor hvert billede forestillede en huipil, dvs kvindebluse. Hun ønsker at synliggøre den store mangfoldighed og rigdom, som huipil-traditionen udgør.

Billederne blev råbt op: "Denne huipil er på hvid baggrund med røde broderier. Den kommer fra Huehuetenango i et område, hvor man taler Mam. Landsbyen hedder: San Pedro Necta."

Brandtale

Næste punkt på programmet var en (kendt?) kvinde fra Mexico, som leverede en brandtale om, hvor smukke og betydningsfulde kvinder er, hvor vigtigt det er, at de kender deres selvværd, at kvinder knokler og lider, etc, etc. Hun tiltalte os hele tiden "Niña linda" - smukke pige, og stormede rundt i lokalet. Vi var flere "ladinoer", som krummede tæer og syntes, at hun var for meget af det gode.

Jeg benyttede lejligheden til at tale med og fotografere de flotte kvinder.