Søren & Lise i
Guatemala

Siden sidst - marts 2008

Nyere historier under Siden sidst

Påsketur til Quetzaltenango

Onsdag den 19. til 23. marts 2008, Lise

Også i Quetzaltenango (Xela) er der påskeoptog, flåder med Kristusfigurer, angrende bærere og alfombras (= tæpper) på gaden. Måske ikke helt så storslået som i Antigua, men rigelig flot at se på - og næsten alle tilskuere var lokale folk.

Langfredag morgen var der en stor procession fra domkirken. Her venter bærere på, at processionen kommer ud af kirken.

Bemærk, at kvinderne alle har "corte" på, altså den traditionelle nederdel fra denne by.

På få minutter er det omhyggeligt lagte alfombra trådt i stykker - men det er jo meningen.

Vi boede lige ud til den centrale plads, så om aftenen kunne vi følge flere forskellige processioner.

Daniel tog os med til Fuentes Georginas, varme kilder, som kommer ud direkte af bjerget.

Næste dag var vi med hele hans familie på udflugt til Laguna Chicabal, en sø i et vulkankrater.

Vi besøgte også det arkæologiske sted Zaculeu i Huehuetenango, hvor Mam-folket kæmpede mod den spanske conquistador Pedro Alvaredo i 1524. Efter to måneders belejring opgav Mam-folket.

Og så var vi til fin påskefrokost hjemme hos De Leon-familien i Quetzaltenango.

En hjemmedag

Mandag den 17. marts 2008, Søren

Jeg (Søren) arbejdede hjemme i dag fra tidlig morgen til sen aften, men med gode huller til andre gøremål. For tiden arbejder jeg med at strukturere en kommende læringsproces om øko-aspekter i erhvervslivet, men der var også tid til:

Licuados: Frugt-drikke

Vores favorit for øjeblikket er følgende blendede drik:
  • 1 ananas
  • 4 store stængler bladselleri
  • 1 stor kop appelsinjuice
  • 1 tommelfinger stort stykke frisk ingefær
Gode licuados er også appelsinjuice med mineralvand, melon med ingefær eller ren vandmelon.

Højtlæsning

Om aftenen var Lise i fuld gang med at strikke til vores barnebarn, og hun ville gerne have højtlæsning. Hun drømte selvfølgelig om en sugende roman.

Jeg, der er ivrig læser af Ingeniørens Ugeblad, fandt i stedet en række artikler om social software, dvs blogs, wikis, billede-, link- og videodeling, virtuelle 3D-verdener og virtuelle sociale netværk.

Det blev helt spændende, fordi det bragte os rundt i, hvorledes viden om øko-virksomheder fra PREMACA kan formidles og nyttiggøres, og hvad vi skal arbejde med i fremtiden (dvs efter 2009).

Spanskundervisning

Mandag den 17. marts 2008, Lise

José Leonidas Ovalle Marroquín, kaldet León, underviser en stor del af de udenlandske ambassadefolk i spansk. Og nu også mig en gang om ugen.

Måske den megen omgang med udlændinge præger hans stil, for han ligner ikke en typisk guatemalteker, snarere en spanier.

Reflexología

Fredag den 14. marts 2008, Lise

Sammen med Wannee er jeg begyndt på et kursus i reflexología = zoneterapi. Det varer tre måneder med 2x2 timer om ugen.

Læreren er en herboende rumæner med uddannelser inden for flere slags alternativ medicin: naturopati, kiropraktik, akupunktur og iridiologi (irisdiagnose) mm. Desuden underviser han i yoga.

Dr. Andrei Cezar Petrescu

De andre elever er alle sammen kvinder, de fleste unge piger fra beskedne kår. Flere har fx en lille salon, hvor de giver manicure og pedicure, og de vil så udvide deres forretning med zoneterapi.
Kurset foregår på en slags AMU-center, der uddanner dem til at blive selvstændige erhvervsdrivende, fx syersker, frisører, kokke - eller zoneterapeuter.

Mens vi venter

Kurset har nu varet i seks uger, og vi har stadig ikke rørt fødderne! Jeg møder op hver gang med renvaskede fødder i håb om at få demonstreret metoden - men forgæves. Jeg var ganske vist væk i tre uger, men ifølge Wannee var der heller ingen fodmassage i de uger.

Først i timen i dag fik jeg forklaringen: Andrei sagde, at det med at lære de forskellige zoner på foden kan ske på to timer!
Hans mission er derimod større. Han vil lære os en ny forståelse af vores krop og sammenhængen mellem krop og sind. Vi skal blive dygtige terapeuter.

Alternativ medicin

I en af de allerførste timer brugte han lang tid på at forklare, hvordan vi skal indrette vores fremtidige klinik med de rette farver (brækket hvid), med planter og med klassisk musik, helst Vivaldi.

Vi skal smide de gamle mentale "skemaer" ud og få en ny holistisk forståelse. Han holder lange enetaler, hvor han fx forklarer, at huden er som et organ, og det vil være godt at gå nøgen rundt ca 10 minutter om dagen, eller at det er sundt at gå med bare fødder i græs hver morgen, eller at vi skal spise æggeskaller for at få kalk.
Eller at vi skal spise i overensstemmelse med solen, dvs at om morgenen skal vi spise frugter fra store træer, fordi det er her, at solen først rammer. Midt på dagen skal vi spise grøntsager, fordi solen står højt og rammer jorden, etc etc. Det er ret langt fra den lokale madkultur, hvor man spiser æg og bønner om morgenen og et stort, varmt måltid midt på dagen.

De unge, troskyldige elever skriver artigt ned, hvad han siger. Jeg spekulerer på, hvordan de kan få det til at hænge sammen med deres dagligdag med børn, familie og arbejde i de fattige bykvarterer.

Alternativ spansk

Wannee og jeg opfatter det som et alternativt spanskkursus, hvor vi også lærer lidt om zoneterapi. På den måde er det ret underholdende. Dels at høre hans lange forklaringer, dels at høre de andre elever fortælle. Nogle prøver virkelig at følge hans råd og beretter begejstret eller nedslået om virkningen fx af at gå rundt i græs med bare fødder.

Og ... måske får jeg lært at give zoneterapi inden kurset slutter.

Tidligere historier under Siden sidst

© www.lisefogh.dk | Opdateret: 13-03-2019 | Forside | Kontakt | Til top