Siden sidst - december 2006

Jul og nytår i Mexico City

Fra d. 22. december 2006 til d.1. januar 2007, Lise

Indtryk fra Mexico
Vi havde en dejlig juleferie i Mexico City, en af verdens største byer - den fylder 2.000 km2, ligger 2.000 m over havet og har en befolkning på næsten 20 mio.

På grund af julen var der fredeligt, og vi oplevede ikke det forventede trafikkaos – tvært imod. Her er vores indtryk samlet tematisk.

På den centrale plads, Zócalo, ligger Palacio Nacional, hvor præsidenten bor.

Her findes nogle af Diego Riveras murmalerier.

Sikkerhed
Når man kommer fra Guatemala City, er det en stor luksus at være i en by, hvor man kan færdes frit, køre med metro og gå rundt på gaderne om aftenen – uden at føle sig usikker. Især benyttede vi os af metroen til at krydse gennem byen og besøge forskellige kvarterer. Vi gik fra park til park, og fra plads til plads, afbrudt af pit stops på cafeer.

Middelklasse
Vi noterede en anden forskel fra Guatemala – her i Mexico City er der en betydelig middelklasse. Den er synlig, dels i de mange bykvarterer med velholdte huse, dels når de går tur i parken, og i særdeleshed i den pictureske bydel San Ángel, hvor det vrimlede med pæne folk på det ugentlige lørdagsmarked med kunsthåndværk. Her købte vi selv et par billeder.

Kunst og arkitektur
Vi nød at spadsere gennem gader omgivet af karakteristisk og smuk arkitektur – nogle steder mindede det om Berlin eller Paris. Særligt mexicansk er dog de stærke og glade farver, som præger bybilledet og kunsten i øvrigt.

Vi besøgte Robert Bradys museum (i Guernavaca syd for Mexico City). Han var kunstsamler, og hans hjem var et sansebombardement af kunst og farver.
Man kan let blive forelsket i den mexicanske stil.

Del af Diego Riveras vægmaleri i Palacio de Cortés i Guernavaca, som handler om spaniernes erobring af området.

Frida Kahlo og Diego Rivera
Vi opsøgte så mange steder som muligt med relation til disse to kunstnere. Med Troels’ speciale i frisk erindring måtte vi jo besøge de to kunstnerhjemsmuseer.

Derudover så vi flere af Diego Riveras murmalerier. De blev skabt i årene efter revolutionen for at fortælle Mexicos historie for folket, som ofte ikke kunne læse. Malerierne er som kæmpe tegneserier fuld af symboler, og de skildrer skelsættende begivenheder.

Frida Kahlos atelier i det Blå Hus

Præcolumbiansk og indiansk kultur
Det var en stor oplevelse at gå ad Dødens Allé med Soltemplet på højre side og Månetemplet for enden af vejen. De præcolumbianske kulturer lader til at have været meget religiøse. De fleste bevarede bygningsværker og artefakter tjener religiøse formål, eller også handler de om krig. Der var tilsyneladende mange indbyrdes krige mellem de forskellige stammer.

Udsigten fra Månetemplet med Soltemplet til venstre for Dødens Allé, som er 5 km lang, og den sydlige del er endnu ikke udgravet.

Vi tilbragte en hel dag på det antropologiske museum. Den ene halvdel handler om de præcolumbianske kulturer, den anden om nutidige indianske kulturer – og det overraskende er, hvor mange forskellige stammer der er (eller har været). Vi har måske hørt om et par stykker, men der er utallige! Mange er dog nok ved at dø ud.

Jul og Nytårsaften
Det viste sig, at Sørens familie kender en familie, der bor i Mexico City, og dér blev vi inviteret 1. Juledag til traditionel, dansk julefrokost med sild, leverpostej og ris a la mande ;-)

Vi fejrede nytårsaften på en stor restaurant med underholdning, dans og mariachi-musik. Det var ret sjovt. Vi delte bord med et argentinsk ægtepar – også turister. På grund af musikken kunne vi næsten ikke snakke.

Nu tror jeg, at jeg har hørt mariachi-musik nok for meget lang tid

Gadeliv og madkultur
Ligesom i Honduras og Guatemala er der gadesælgere overalt, og ofte får man rigtig god mad ved de små gadekøkkener. På den store plads, Zócula, var der et mylder af liv. Juleaftensdag var der børneteater og uddeling af gratis mad, og i den anden ende af pladsen indiansk dans. Andre steder kunne man købe ”renselse” af en indiansk shaman.

På glødende lava

Lørdag-søndag den 9-10. december 2006, Lise

Pacaya (vulkanen til højre) set fra landevejen.

Bjergklubben her i Guatemala City har tradition for en tur til vulkanen Pacaya i december. Så vi tog med. Det var ligesom at være på spejdertur, for klubben har nemlig ”en bjergskole” for børn i alderen 5-12, som lærer at klatre, gå i bjerge og klare sig i naturen.

Foruden lederne og børnene deltog også en del af forældrene i denne juletur, så der var tæt med telte.

Vi snakkede med flere hyggelige mennesker, som lægger en stor indsats i denne bjergklub og især i arbejdet med børnene. ”Vi er nødt til at begynde med dem som små, hvis vi skal gøre landet til et bedre sted”, som Sergio sagde flere gange.

Stadig aktiv vulkan
Pacaya er en aktiv vulkan, og tidligere på året havde den et udbrud, som betød, at en flod af lava gled ned langs bjerget. Nu er det meste af lavaen stivnet.

Det brune er lava-floden

Mange bestiger Pacaya om aftenen for at kunne se den rødglødende lava.

Vi kravlede ud på lavaen, som er hård, ujævn og skarp. Jo længere vi kom, jo mere kunne vi føle varmen, og til sidst kom vi til et sted, hvor der var revner ned til rødglødende lava – meget fascinerende. Hvis man smed noget brandbart ned i spalten, flammede det op.

Der var et mærkeligt lys i solnedgangen

På vej ned ad vulkanen fik vi en ekstra fornøjelse – nemlig udsigten til et stort fyrværkeri inde i Guatemala City - på 35 kms afstand. Det er Pollo Campero – Guatemalas svar på Mac Donald – som hvert år arrangerer et kæmpe fyrværkeri op til jul.

Da vi kom tilbage til lejren, var der varm frugtpunch, varmet over bål.

Næste morgen fik vi flot udsigt til de andre vulkaner i området