Siden sidst - august 2007

Som I kan se, er designet af vores website blevet strammet vældigt op, og desuden har det fået nye faciliteter – fx er der nu topmenu på alle siderne.

Vi udnyttede at have vores helt egen IT-konsulent Lau på besøg, så når vi ikke rejste rundt i Guatemala, sad vi og arbejdede med web. Stuen blev et it-rum, og Lau forsøgte at indføre mig i asp-programmering. Det har været meget lærerigt, og sundt for mig at skulle bruge mine hjerneceller på højtryk.

Der er sikkert opstået en del nye fejl, døde links etc i forbindelse med omlægningen – så derfor må I meget gerne sende os en mail, hvis I finder noget – tak ;-)

Nye faciliteter

Nu fungerer den almindelige print-funktion, så det bliver lettere for farmor at læse teksterne på papir.
Desuden kan man skrue op og ned for tekststørrelsen (Menuen: Vis > Tekststørrelse), så vi +50-årige også kan følge med.
Og som en særlig raffineret finte, kan man nu vælge mellem "Vis fast bredde", at siden kun fylder en ramme på 760 px, og "Vis 100% bredde", dvs at siden fylder hele skærmen. I vores familie er der nemlig tit debat om, hvad der er bedst ;-)

Rent teknisk har vi flyttet siden til en anden server, så den nye adresse er: www.lisefogh.dk/guatemala - men man bliver indtil videre automatisk omdirigeret fra den gamle adresse på condiv.dk.

1½ km ind under jorden

Den store flod Cahabón løber gennem et område, hvor undergrunden er kalksten, og derfor har floden flere steder dannet underjordiske grotter – et af de mest berømte steder er Semuc Champey – og dér tog vi hen med Lau.

Lau og jeg (Søren) tog på en grottetur, hvor vi gik og svømmede 1½ km ind i Las Marias-grotten – med et stearinlys i hånden.

Flere gange måtte vi svømme mod strømmen 30-40 meter. Vi måtte også klatre en del, dog ikke farligt, da man kun faldt i vandet. Men lidt panik kunne man føle, når kræfterne begyndte at svigte.

På vejen ud gik det meget lettere, da vi bare kunne flyde med strømmen og kun skulle passe på ikke at støde mod undervandsrev.

Vi undrede os over, hvad vi skulle have gjort, efterhånden som lysene gik ud, hvis ikke vi, en svejtser og guiden havde haft pandelamper med.

Bagefter tubede vi på den åbne flod tilbage til hotellet.

På grund af regnen var strømmen ret kraftig. Det var vist udmærket, at Lise ikke deltog i denne udflugt ;-)

Naturskabte svømmebassiner

Det mest utrolige sted er imidlertid lidt højere oppe ad floden, hvor floden forsvinder ned i en tunnel og dukker frem nogle hundrede meter længere fremme. Over tunnelen er der dannet nogle bassiner, som fyldes med vand fra andre, mindre vandløb fra bjergsiderne.

Disse bassiner har krystalklart vand, mens hovedfloden er brun af mudder, når det har regnet kraftigt.

Mens Søren og Lau var på grottetur, gik jeg (Lise) op til et udsigtspunkt, hvorfra man har en fantastisk udsigt ned over floden og bassinerne.

Senere ville Søren og Lau også op til udsigtspunktet, mens jeg (Lise) ventede nede ved bassinerne. Efter nogen tid, begyndte jeg at blive urolig, fordi de ikke var nået ned endnu. Alle de andre turister forlod stedet, så jeg til sidst var alene tilbage.

Og pludselig hørte jeg nogle dyrebrøl oppe i skoven … meget uhyggeligt. Jeg gættede, at det måtte være aber, men tænk, hvis det var en jaguar!! Jeg ventede og spejdede efter Søren og Lau – forgæves.

Med ét kom to franske piger ned – helt stakåndede og chokerede – de havde også hørt dyrelydene, og de mente, at det ikke lød som aber, så de havde skyndt sig at løbe ned. De havde sidst set Søren og Lau øverst oppe.

Jeg ventede endnu noget tid, men besluttede til sidst, at jeg hellere måtte gå til parkbetjentene og bede dem gå med mig op for at lede.

Men … så kom de to endelig. De havde været helt tæt på aberne og havde derfor brugt tid på at fotografere.

En græsrod

Udviklingsarbejde kan foregå på mange forskellige måder. Bag skriveborde, ved at give penge, eller ved at lære sig det lokale sprog og tage helt ud i de fjerneste landsbyer og tilbyde undervisning og rådgivning.

Tara Cahill er eksempel på det sidste. Hun er økolog og agronom fra USA, og hun har i mange år drevet et økologisk landbrug i staten Virginia.

Nu arbejder hun fra Cobán i Alta Verapaz med et "program for ernæringsforbedring". I praksis betyder det, at hun underviser og rådgiver bønder, så de ændrer deres afgrøder fra kun at omfatte majs og bønner til at omfatte fx frugtavl og husdyr som geder og kaniner.

Hun tog os med ud til fjerntliggende landsbyer, så vi kunne besøge familier, der er i gang med de nye dyrkningsmetoder.

Dårlige veje

Det tog mange timer at nå ud til landsbyerne ad meget dårlige veje – heldigvis syntes Søren og Lau, at det var en udfordring.

Nogle steder var der så stejlt til alle sider, så man havde lavet betonplader at køre på. Billedet viser ikke alvoren :-)

Vi kom få dage efter at det havde regnet usædvanlig kraftigt, så flere veje var ødelagte, og vi så masser af jordskred.

På vej hjem ville vi køre en anden – mindre stejl – vej tilbage, men ak, den var skredet sammen under regnen. Så vi måtte vende om og køre tilbage ad den stejle vej. Jeg kunne ikke lade være at tænke på landsbyens folk, som nu kun har én dårlig vej, som forbinder dem med omverdenen.

Te, vanille og tilapia

Søren fik arrangeret, at vi kunne komme ud til tre forskellige virksomheder, mens Lau var på besøg. Alle tre har søgt om at indgå i Sørens del af Danida-programmet.

Det var spændende at se, hvordan man producerer kolonialvarer, som vi selv bruger i det daglige - selv om Lau syntes, at det var ret langtrukkent, når der blev snakket på spansk.

Læs om te-kooperativet og vanille-plantagen.

Tilapia

Vi besøgte desuden en fiskefarm, som opdrætter tilapia. Tilapia er egentlig en fisk fra Nilen, men den er blevet vældig populær til opdræt. Blandt andet fordi den er robust, smager godt, og trives i varme lande.

Søren og jeg har allerede besøgt adskillige tilapia-farme. Nogle steder er der flotte betontanke med pumper, iltningsanlæg mm. Andre steder er der bare gravet et hul og lagt et stort stykke plastik, som udgør bassinet. Her i San Jeronimo var der 5 store bassiner, som ikke behøvede plastik, fordi jorden er leret.

Mens Søren måtte gå på arbejde, tilbragte Lau og jeg et par dage i den lille by San Pedro, som ligger ved den smukke Atitlan-sø.

Der kommer især mange rygsækturister til San Pedro, og byen bærer præg af, at den var populær blandt hippierne.

Her er mange sprogskoler og forskellige tilbud af "alternativ" art.

Lau og jeg meldte os til en tur til vulkanen Pacaya med en lokal turoperatør K'ashem, hvis slogan er "Hasta la cumbre", dvs "Til toppen"! Pacaya har været aktiv igen et par uger, så der skulle være god chance for at se den flydende lava.

Vi startede inde fra centrum kl. 19, dvs efter mørkets frembrud. Vi blev kørt i bus op til landsbyen San Francisco under vulkanen, og herfra gik vi med fuld oppakning op til plateauet under toppen.

                                        
Det var en stor gruppe unge guatemaltekere, og jeg var nok den ældste deltager.

Vi slog lejr i bælgmørke, spiste aftensmad og ventede på, at de fire guider havde fundet en rute op til et sted, hvor vi kunne se lava-floden.

Her hviler vi os i teltet inden opstigningen

Det viste sig, at den lavaflod, de havde set ugen før, var størknet, og vi gik i gåsegang i en lang række op over det knudrede lava til et sted, hvor vi kunne se den rødglødende lava nede i sprækker og revner. Lavaen var stadig hed, så varmen strålede ud.

Samtidig så vi et lysskær helt oppe fra Pacayas top, og ude i horisonten kunne vi ane et lysskær fra en anden aktiv vulkan, Fuego. Et flot syn i natten.

Da vi kom over til det store krater på den anden side af vulkanen, så vi store rødglødende sten vælte ud og trille ned i krateret. Det viste sig, at der i nattens løb havde åbnet sig et nyt hul, hvorfra der flød lava.

Vi hastede langs kraterkanten over mod et sted, hvorfra der var fuldt udsyn til lavafloden. De fleste – blandt andet Lau – løb ned i krateret og op mod lavafloden.

Lavaen flød med en hastighed af ca 1 m i minuttet, og efter ca 50 m begyndte den at størkne. Samtidig kom der ind i mellem store sten rullende ned under bulder og brag.

Pludselig væltede det ud med grus, og en stor, sort støvsky dækkede området. Ovre hos Lau råbte de "Lavine, lavine", og folk løb af sted væk fra området. Men der var ikke egentlig fare på færde.

Efter selve indvielsesseancen gik vi rundt i udstillingen sammen med en hel karavane af dansere i fantastiske folkedragter.

Vi besøgte blandt andet en stand, hvor det lille snedkerværksted Cristal udstillede. Vi har tidligere besøgt deres værksted i Chimaltenango mhp, at det evt skal indgå i Sørens program.

Vi har været tilbage i Guatemala i en uge, og nu er Lau kommet på besøg.

Lau har været på en måneds "road trip" i USA med tre venner.