Danida-programmet 3

Mange kapitaler
17. februar 2007, Søren

Danskerne har megen 'kapital'
Danskerne har høj uddannelse (human kapital), tillid til hinanden (social kapital) og pengeopsparing og maskiner (fysisk kapital). Derfor er vi rige.
Dette er hentet fra en omtale i Weekendavisen, 5. januar 2007, af en ny bog "Social kapital - En introduktion".

Og logikken må være, at da guatemaltekerne har det modsat, er det derfor, de er fattige. Sådan !

Herunder følger et kort resumé af artiklen plus mine overvejelser over hvordan jeg kan nyttiggøre disse tanker i Danida-programmet. Kommentarer er velkomne.

Danskerne i top
- "64,5% af danskerne [siger] ja til spørgsmålet, om man kan stole på de fleste andre mennesker" (Danmark højest i verden)
- "84% af danskerne [siger] ja til, at de har 'stor tillid' eller 'tillid' til de fire institutioner under ét [retssystem, politi, administration og regering]" (Danmark i top)
- ".. at danskerne er verdens lykkeligste folk…"
- "… danskerne scorer højest på de to dimensioner 'venlighed og imødekommenhed over for andre' samt 'åbenhed over for nye ideer og muligheder' ".

Vejen til lykke og økonomi
- "Tillid opstår, når et samfund deler et sæt moralske værdier, og der skabes en forventning om regelmæssig og ærlig adfærd"
- "Skal velfærdsstaten [den danske] overleve på længere sigt, er det vigtigt, at familier og skoler viderebringer centrale adfærdsnormer, såsom at 'et ord er et ord' eller at alle, der kan, skal yde deres til det fælles bedste"
- "Mens mistillid og statslig kontrol skaber bureaukrati, er tillid [social kapital] en produktiv kraft, der gør samfundet smidigt og effektivt og gør det muligt at øge den økonomiske formåen, … Man skal ikke hele tiden bruge tid, penge og energi på at undgå at blive taget ved næsen"
- "Human kapital [uddannelse] kan forklare cirka halvdelen af et lands økonomiske niveau, mens fysisk kapital [penge og maskiner] kan forklare cirka en fjerdedel. Den sidste fjerdedel kan økonomerne ikke forklare, og dér kan social kapital vise sig at være det manglende led…"

Guatemala, støn
Der er lang vej igen i Guatemala. Landets befolkning scorer højst sandsynligt lavt på stort set alle disse felter, undtagen det med bureaukrati og drømmen om statslig kontrol. Der er lang vej igen, hvis de skulle kopiere den danske model.

Udviklingsveje
Men lad mig nu forlade makroplanet (strategier på nationalt plan) og gå over til mikroplanet (strategier på virksomhedsplan).
Ovenstående lægger op til tre alternative strategier:

1) Vha fysisk kapital: Enhver kan forstå, at man ikke med et trylleslag kan fremskaffe fysisk kapital. Alligevel presser mange udviklingsorganisationer os til at give pengekapital i stedet for uddannelse. Altså en push-strategi, hvor jeg her tænker trinvis pull-strategi, dvs opbygge egenkapital og kreditværdighed vha penge fra kunder på markedet.

2) Vha human kapital: Uddannelse kan heller ikke leveres på et sølvfad, men må tilegnes, og det tager tid, specielt når der ikke kun er tale om et begrænset antal menneskers læring af fakta, men derimod mange menneskers indlæring af forståelse og relevant adfærd.
Andre udviklingsorganisationer fokuserer éntydigt på uddannelse, uanset at der ikke er umiddelbar udsigt til, at det kan nyttiggøres økonomisk.

3) Vha. social kapital: Man må nok se i øjnene, at man ikke kan sige til folk, at de "bare skal vise tillid og være positive", dvs fremtrylle social kapital. Vi prøver blandt andet at flette de små, uerfarne leverandører ind i et forpligtende netværk med større kunder, som er villige til at optræde socialt ansvarligt.

Samtidigt og trinvis
For at det virkeligt batter, skal man parallelt anvende alle tre strategier, fx vil fysisk kapital uden human kapital bare stå og ruste op eller forsvinde i uproduktivt forbrug.
Premacas komponent 4 satser på at skabe arbejdspladser for fattige på socialt og miljømæssigt bæredygtigt grundlag.

Vores strategi kunne måske være
1) fysisk kapital fra varemarkedet,
2) human kapital vha af konsulentydelser og læring på jobbet og
3) social kapital gennem strategiske afsætningskæder.

Udfordringen er selvfølgelig at få synlige resultater på 2 år. Og at skabe en selvforstærkende ændringsudvikling.

Dødspændende udfordring for mig :-)

Politically correct shopping

20. december 2006, Søren

My task here in Central America is to advice on eco-business. So I grasp every chance of understanding what ecological is, and is not, in this context.
Eco-business is basically business that is economically, environmentally and socially sustainable. But what does that mean in the real life?

Here is my brief summary from an article "Voting with your trolley" in The Economist, December 9th, 2006. Except for a few added notes from my side, I have not taken time to evaluate the article and its points of view. Just taken in the inspiration.

Shopping for food labelled "organic", "fair trade" or "local" allows the shopper to express his/her political opinions. According to the author (my scanned copy of the article does not show the author's name) warns us that these three labels do not necessarily imply only good consequences. In the following I will briefly repeat their points of caution (they are quite negative).

Organic food
There are many different definitions of the term "organic", but it generally involves severe restrictions on the use of synthetic pesticides and fertilizers and a ban on genetically modified organisms.

The problem is:
To produce the same amount of food you need more land than when using more technologically driven production. So more rainforest will be cut down.
It apparently also demands more energy to produce the same amount of food, so the energy balance is negative.

I might add here:
Organic farming demands more labour, so the poor farmers will have to work more to earn the same.
It can be difficult and expensive for small farmers to obtain a certificate of organic production, thus giving a competitive advantage to bigger companies.

On the positive side, poor farmers have sometimes not been able to pay for artificial fertilizers and therefore already have an organic production.
And prices for organic foods (at least consumer prices) are often like 20% higher.

Fair trade
According to FLO (Fairtrade Labelling Organisations International) the idea is to guarantee that producers receive a fair price, however unfair the conventional market is, provided they meet particular labour and production standards.

The problem is:
Fair trade involves subsidizing food production that is otherwise sold at low prices because of overproduction. The higher price also lures the producers away from (the necessary) diversification into other products.

The demanded certification demands certain politically correct ways of organizing labour, for example in cooperatives, thus preventing regular companies and large family firms in getting involved in fair trade.
Also, with a guaranteed price, the motivation for improving quality is less strong. Finally the distribution chain of fair trade products is inefficient, and thus the consumers' payment partly gets lost with retailers.

Local production
The idea is to buy directly from smaller farmers and avoid industrial production, middlemen, and long distance, energy demanding transport.

The problem is:
Local transport often implies private cars or small trucks, each carrying very small amounts of food, thus far more expensive and inefficient than professionally organized distribution.
Even the energy for transport of lamb's meat from New Zealand to Europe is paid by the less energy used for raising lambs out there.
The interest for local products reflects a strand of protectionism and anti-globalisation.

The Economist's last note
Instead of politically correct shopping, the consumers should vote for politicians who opt to have global carbon tax, liberalize the world trade, and do away with the agricultural tariffs and subsidies.

Dilemmaer i udviklingshjælp

20. december 2006, Søren

Dilemmaer gjort tydelige
Besøget fra DANIDA's Review Mission har sat fokus på nogle modsætninger i Sørens komponent, nemlig de traditionelle metoder fra udviklingsverdenen versus de traditionelle metoder fra den markedsorienterede erhvervsverden. Det gælder om at kombinere tilgange til fattigdomshjælp og miljøudvikling med erfaringer fra erhvervsliv og erhvervssektorprogrammer.

Komponent 4 og Søren prøver at gå målrettet efter at udforske nye erhvervstilgange, mens Missionen, ambassaden og nogle samarbejdspartnere vil være mindre radikale og fastholde flere træk fra den traditionelle tilgang.

Push eller Pull
Traditionelt: Push-strategi er den traditionelle og umiddelbart sociale tilgang, hvor man går ud til de svageste af de fattige og hjælper dem i gang med at producere noget, som man så satser på, at de senere kan sælge.

Nyt: Pull-strategi er den nye tilgang, hvor man begynder med at finde kunder og kundebehov, som man derefter tilbyder som mulighed til allerede delvist organiserede fattige. Det forventes at virke så motiverende, at de lægger stor energi i at tilegne sig den nye viden, vi tilbyder dem, og i selv at løse deres problemer.

Organisering eller Handling
Traditionelt: Traditionelle NGO-folk beskæftiger sig med de sociale relationer og rammebetingelser, så som uddannelse, kollektiv organisering, institutionalisering og adgang til kreditter.

NGO-medarbejderen underviser

Nyt: Den mere virksomhedsorienterede (og i denne sammenhæng nye) tilgang taler om lederen, entreprenøren, logistik og kommercielle relationer.

Paternalisme eller Empowerment
Traditionelt: Traditionelle NGO'ere forsøger at vejlede, følge, uddanne og beskytte de fattige i deres målgruppe. De optræder som gode "forældre" eller plejepersonale. Med transaktionsanalysens sprogbrug kan vi tale om et forældre-barn forhold.

På denne måde lokkes de fattige til (belønnes for) at optræde som enten søde eller krævende "børn". Bæredygtigheden undergraves, da børn har svært ved at klare sig alene i den store verden, når deres forældre pludselig forlader dem, fordi donor-pengene slipper op.

Nyt: Alternativt kan man satse på empowerment, dvs lade folk selv tage ansvar for at handle og lære af egne erfaringer. Med transaktionsanalysens sprogbrug kan vi tale om et voksen-voksen forhold.
Her svarer det til, at målgruppens fattige kastes ud i en forceret og kun delvis beskyttet modning til at agere selvstændigt på de "voksnes" marked. Læreprocessen forventes at blive stærkere. Effektiviteten for den enkelte øges voldsomt, når han/hun selv står med ansvaret, udfordringen og æren for succes. Konsulenternes indsats mangedobles vha alle de stærke fattige, som hurtigt fatter pointen, og som derefter som multiple rollemodeller spreder innovationen. De svage fattige kommer først på i anden runde.

Den stolte entreprenør på sin mark

Bistandsmarkedet eller det Kommercielle marked
Traditionelt: I den traditionelle bistandsverden optræder donoren som kunden, dvs. den der betaler konsulenter og de fattige for, at de leverer bestemte, definerede ydelser. Til tider går det så vidt, at målgruppen (de fattige) nærmest er hægtet på samhandelen mellem donor og konsulentvirksomhed for at retfærdiggøre fx uddannelsesaktiviteter, som de "pålægges" som gaver ud fra de bedste intentioner.

Nyt: På det kommercielle marked optræder forbrugere og mellemhandlere som kunder, mens de fattige og deres virksomheder er producenterne af varer og serviceydelser. Donorer og konsulenter hægter sig så på det kommercielle markeds værdikæder for at få opfyldt deres egne behov for henholdsvis at påvirke udviklingen positivt og at komme af med / modtage penge.
Producenterne skal selv medfinansiere konsulentydelserne, og de motiveres dermed kraftigt til at være selektive med hjælpen og til at udnytte den maksimalt.

Missionen fra Danida

20. december 2006, Søren

Løbende evaluering
Vort udviklingsprogram PREMACA skal evalueres hvert år for at få uvildige og friske øjne på det. Det åbner for ændringer i programmet, når der opstår uventede resultater eller nye forudsætninger.
DANIDA (det danske udenrigsministeriums udviklingsafdeling) sendte en såkaldt Mission bestående af erfarne konsulenter til os i perioden 23. november til 12. december.

Guatemala-komponenten justeret
Brancheorganisationen for eksport, AGEXPORT, vores primære samarbejdspartner her, har været i gang siden 1. august med komponent 4a. Missionen til denne komponent bestod af Jakob og Steffen. Deres forslag til ændringer gik primært på at gøre ambitionsniveauet mere realistisk (dvs ikke love så mange arbejdspladser) og at løsne op for kravet om støttemodtageres egenbetalingen på 50%. Missionen stillede undervejs gode og udfordrende spørgsmål til strategien som fx: Er der overhovedet nogen fattige producenter, som vil samarbejde, når vi kun giver støtte til konsulentydelser, men ikke vil yde kreditter til køb af maskiner og råvarer.

Jakob har mange års erfaring med mikrokreditter fra flere ulande

Honduras-komponenten korrigeret
I Honduras bestod missionen af Jakob og Porfirio. Der var tale om en forhåndsvurdering mhp at anbefale, om komponent 4b overhovedet skulle igangsættes. Udgangspunktet var et dokument udarbejdet af de vigtigste samarbejdspartnere og Søren. Modellen lignede den fra Guatemala med en eksportstøtteorganisation FIDE som kontraktholder.
FIDE er imidlertid en rød klud for flere af de potentielle støttepartnere, fordi FIDE er kendt for at have succes med at hjælpe de store og rige virksomheder til at eksportere, og med at få udenlandske producenter ind med produktion i toldfrie zoner. Søren og ambassaden havde valgt FIDE for at få en organisation, der kunne optræde med slips hos de store kunder og skaffe salgsordrer til vore små og mellemstore producenter blandt fattige befolkningsgrupper.

Missionens deltagere fra flere komponenter slapper af i Managua lufthavn efter den afsluttende debriefing

Det lykkedes dog ikke at trænge igennem med denne idé hos nøglepersoner i miljøministeriet, som var indædte modstandere af FIDE, fordi de ikke troede, at FIDE ville støtte de fattige, endsige tage hensyn til miljøet. Og da de samme personer også er nøglepersoner i de andre større komponenter i vores miljøprogram, ville missionen og ambassaden undgå konfrontationer.

Missionen kom derfor frem med et kompromisforslag, hvor FIDE kun administrerer halvdelen af midlerne med deres filosofi om at integrere de små, fattige producenter i produktionskæder og produktionsklynger (clusters), som også tænkt i det første forslag. Den anden halvdel af midlerne skal i stedet administreres af FUNDER, en NGO, som mere traditionelt støtter fattige bønder i at organisere og uddanne sig, og som derefter finder kunder til dem. Kompromisset fandt støtte i den overordnede styregruppe.

Læreprocessen styrket
Med kompromisset i 4b er der nu lagt op til tre forskellige modeller for at hjælpe små og mellemstore virksomheder til at trække sig selv ud af fattigdommen ved at sælge til markedet, nemlig AGEXPORT-, FIDE- og FUNDER-modellen.

Det passer for så vidt Søren fint, eftersom han også har til opgave at finde "best practice" med hensyn til at afhjælpe fattigdom ved hjælp af øko-virksomheder.

Grøntsager til Wal Mart

2. december 2006, Lise

75 km nordvest for Guatemala by findes store, frugtbare områder, hvor der dyrkes grøntsager – både til hjemmemarkedet og til eksport.

Labradores Maya
I kaqchikel-landsbyen Chirijuyú har der altid været fattigdom. Bønderne dyrkede deres egne bønner og majs og arbejdede derudover som daglejere på de store gårde, eller som sæsonarbejdere på kaffe- og sukkerplantagerne ved kysten. Som fædrene således også sønnerne, generation efter generation. Mange forlod landsbyen og tog til hovedstaden for at søge arbejde. Der var knap nok tilstrækkelig mad til familierne, og slet ikke nok til at børnene kunne få uddannelse.

Broccoli udgør en stor del af Guatemalas landbrugseksport

Indtil et par af bønderne en dag i 1993 fandt ud af, at kun de selv kunne ændre på situationen. En af disse var Mariano Canú. Sammen med to andre begyndte han at dyrke grøn salat i stor skala til salg. De opnåede hurtigt en væsentlig bedre indtjening, og langsomt udvidede de til andre typer afgrøder. De såede aldrig en afgrøde, uden at de havde sikret sig, at de kunne sælge den. Markedet var først Guatemala, men udvidedes senere til El Salvador.

Don Mariano Canú

Flere bønder sluttede sig til, og nu udgøres foreningen Labradores Maya (Maya-arbejderne) af 66 medlemmer og aktionærer, og de sælger tilsammen for 450.000 Q pr måned. 5% af salget går til foreningens drift. Medlemmerne ejer selv 15% af jorden, resten lejer de fra de store gårdejere. En familie kan tjene ca 30.000 Q om måneden ved at dyrke 1½ manzana.

Medlemmerne kommer ikke alene fra Chirijuyú, men fra 5 landsbyer i området. Stifteren Mariano Canú er formand for bestyrelsen, og José Luis Lux er daglig leder.

Nu er der mange familier, der nyder godt af foreningen, idet hvert medlem i gennemsnit har tre lønarbejdere ansat, og ofte også endnu en familie som leverer produkter og arbejdskraft.

Kvalitet og volumen
Foreningen har undervejs fået rådgivning, blandt andet af Agexport (som Søren samarbejder med), og bønderne er blevet undervist og certificerede efter ”Buenas Prácticas Agricolas”, et sæt standarder for god landbrugspraksis. De indebærer fx, at de kun anvender ikke-skadelige pesticider. Foruden den tillærte landbrugsteknik benytter de sig også af maya-forfædrenes kundskaber, fx om månens indflydelse på såningstidspunkt.

I 2004 åbnede de en pakkefabrik, hvor de emballerer grøntsagerne klar til eksport. I den forbindelse er de også blevet undervist og certificerede efter ”Buenas Prácticas de Manufactura” og ”Buenas Prácticas de Higiene” (standarder for manufaktur og hygiejne).

Disse unge piger arbejder på pakkeriet om formiddagen og går i skole om eftermiddagen

Chiriuyú ligger 2200 m over havet, og ved den hårde kulde for et par uger siden fik flere afgrøder frost. Her skærer pakkerskerne de ”frostbrændte” lag af salaten væk, før den bliver emballeret.

Disse certificeringer har betydet, at Labradores Maya nu afsætter deres grøntsager til Wal Mart – verdens største detailkæde – både i Guatemala og El Salvador.

Den hygiejne de ansatte har lært på pakkeriet, forplanter sig også til familierne og er med til at forbedre sundhedstilstanden.

”Om 15 år er dette et lille USA”, siger José, daglig leder af foreningen

José Luis Lux fremhæver, at garanti for kvalitet og volumen er helt afgørende for deres succes. En anden succesfaktor er biodiversiteten. Deres afgrøder omfatter nu salat, gulerødder, broccoli, blomkål, bladselleri, endivie, kål, rødbeder, jordbær – foruden majs og bønner til eget forbrug.

Hver dag kører lastbiler af sted fra pakkeriet med kasser fulde af grøntsager.

Foreningen fik et lån fra Landbrugsministeriet til at anlægge et kunstvandingssystem, som har forbedret produktionen yderligere. Man aner de sorte vandledninger igennem kålen.

Motto: Med kvalitet, udholdenhed og fællesskab opnår vi resultater
Den forbedrede økonomi i familierne har forbedret både sundhed og uddannelsesniveau i landsbyerne. ”Nu har folk sko på!”, siger José, og flere børn gennemfører basica, dvs 7-9. klasse og går videre til en ungdomsuddannelse. Det betyder, at landsbyerne bliver ”selvforsynende” fx med lærere og faglærte, fordi de unge bliver i området og styrker de små familievirksomheder. For første gang er der i øjeblikket en ung mand fra landsbyen på det store landbrugsuniversitet Zamorano i Honduras, ”så om tre år har vi en agroingeniør”, siger José tydeligvis meget stolt.

Der var bemærkelsesværdigt rent og ordentligt i landsbyen

Bønderne er i gang med at lære organisk landbrug, men foreløbig udgør det kun 15%. Dels er markedet ikke særlig stort her, dels er det dyrere at dyrke, da det kræver mere arbejdskraft, forklarer José Luis Lux.

Der er næsten noget sovjetisk over dette vægmaleri i lagerbygningen

Tidligere artikler om programmet