Programmet - 11

I går var vi til et møde om Biobrændsel og de miljømæssige konsekvenser. Mødet var arrangeret af en lille, økologisk forening – i stil med Noah i 70'erne. Der var inviteret to eksperter, og bagefter var der diskussion. Der var vel ca 50 mennesker til stede i alt. Flere kom fra andre miljøorganisationer.

Prominente gæster

Blandt de tilstedeværende var også miljøministeren Luis Ferraté og et kongresmedlem, Otilia Lux de Cotí, en mayakvinde fra Encuentro por Guatemala og Winaq. Hun holdt et stærkt indlæg, hvor hun sagde, at de ikke ville høre flere negative historier. I stedet skulle vi komme med eksempler på vellykkede projekter – dét ville de kunne bruge til noget. Derefter beklagede hun sig over, at det var så svært at få lovforslag vedtaget i kongressen, hvis de handlede om indfødte folk og udvikling på landet. Hun talte klart og fyndigt.

Derefter tog ministeren ordet. Han er en ældre mand, som mest lignede en gammel professor – slet ikke en dynamisk politiker. Han erklærede sig enig med Otilia Lux, og mumlede derefter et eller andet, som vi ikke forstod.

Trusler

Efter mødet snakkede vi med Sørens kollega Iván, som er medlem af den forening, der arrangerede mødet. Han fortalte, at ministeren havde modtaget trusler, fordi han ville deltage i mødet! Vi ved ikke hvem, truslerne kom fra. Men tænk! Sådan et lille, fredeligt græsrodsarrangement. Miljø er åbenbart farligt. Så er det ikke mærkeligt, at de andre miljøkomponenter i Premaca går langsomt, hvis der er så megen modstand mod miljøinitiativer.

(Som indskudt parentes skal jeg oplyse, at jeg ikke tog fotos under mødet. Derfor søgte jeg nu på nettet for at finde navne og portrætter på de to personer. Men tænk, Miljøministeriets side oplyser ikke ministerens navn, og der findes ingen portrætfotos af ham – heller ikke på regeringens hjemmeside. Partiet Encuentro por Guatemala's website virker ikke!
Ved lidt research fandt jeg alligevel deres navne og fotos – men ak, der er lang vej endnu.)

Igen i år blev den store møbelmesse Expo-mueble afholdt i Guatemala City. Sidste år var vi der sammen med Lau, og det var her vi mødte præsidenten og trykkede hånd med ham.

I år kom vi ikke til åbningen, men besøgte udstillingen for at se Cristals stand, det lille møbelfirma, som indgår i Premaca-programmet (Se tidligere historie).

Både gamlefar og –mor var der, foruden to af sønnerne med koner og børn. Det er en driftig familie, hvor alle indgår i drift af snedkervirksomhed, restaurant og chokoladeproduktion. De udtrykte stor taknemmelighed over for Søren og forklarede, at det er takket være ham, at de kan have så fin en stand. Vi sagde selvfølgelig, at det var takket være deres egen indsats, at de er nået så langt.

Sønnen forklarede, at denne uge, mens udstillingen varer, er den vigtigste uge i året. Her får de nemlig så mange ordrer, at de har arbejde til resten af året.

Det var dejligt at se en synlig fremgang. Efter at de er kommet i Premaca-programmet, har de selv investeret i en dyr maskine til at tørre træ.

Premaca har forlangt, at de skal forbedre sikkerhedsforholdene på værkstedet, og den proces har de sat i gang.

På jagten efter snacks til de danske supermarkeder traf vi også Doña Julia fra Totonicapan. Hun var rejst til Antigua med bussen i flere timer for at mødes med Regnar Kragh.

Hun repræsenterer et lille kooperativ: Siempre Listo (= Altid parat) med 10 kvinder, som producerer tørrede frugter.

Kvindekollektivet har fået stor hjælp fra Thomas Triglone, en ung australier, som arbejder frivilligt med at forbinde små producenter med et marked.

Thomas har også hjulpet kvinderne med at blive registreret og godkendt af fødevareministeriet og med at få frugterne indpakket til salg.

Mødet med Thomas fik Søren til at tænke over, at Danida bruger mange millioner og en hel afdeling i Agexport på at udføre den samme slags arbejde, som Thomas udfører alene og gratis. Selv om der måske er lidt størrelsesforskel, så alligevel ...

Med tropernes nattelyde i baggrunden snakkede Søren med en række af de førende ejere om, hvordan de rent praktisk organiserer arbejdet.

Honorering

Medlemmerne i Nueva Alianza er de 40 overhoveder for de 40 oprindelige familier i syndikatet (fagforeningen), heraf 6 kvinder. De betaler stadig af på jorden, og et medlem bliver smidt ud, hvis han/hun 3 gange har svigtet sine afdrag (de hæfter jo solidarisk).

Der er faste enhedspriser, fx xx kr/kg nyplukket kaffe. De er altså resultatlønnede. Ved årets afslutning udbetales 10% af overskuddet til aktionærerne, mens resten reinvesteres.

Jorden er opdelt i 10 fincas (7 med kaffe, 3 med macadamia), hvortil ejerskabet er kollektivt, oprindeligt kooperativt, nu via et aktieselskab.

Arbejdsledelse

Arbejdet i marken er organiseret i sjak, hvert ledet af en caporal (korporal eller sjakbajs). Hver caporal har ca 10 arbejdere under sig, hvilket vel vil sige 10 medlemmer samt det løse i form af ægtefælle, børn, fætre, udefra kommende daglejere osv. Caporal-grupperne arbejder også sammen på opgaver uden for Nueva Alianza, fx på andre fincaer eller ved vejarbejde. De 5 caporales ledes overordnet af en coordinador (koordinator). På kontoret er der en mayordomo (godsforvalter) med en administrator (løn og regnskab) og en planlægger (tidsplanlægning).

Arbejdsorganisering er altså fortsat som i de gode gamle, feudale tider. Blot nu ledet af folk med mindre uddannelse. Men måske opvejer motivationen den manglende viden.

Alternativet i OriFlama

OriFlama har også sjaks, men de er organiseret med ansvar for hvert sit markområde, endda med kvindelige sjakbajser. Walter fortæller, at det fungerer meget bedre. Det er da også mere moderne at give folk ansvar for hele processen, fra gødning til høst, end at lade dem bare lave en lille del, og så efterlade eventuelle problemer til det næste sjak.

Projekterne

Forretningsområderne hydroelektricitet, biogas, hotelaktivitet, møbler, kaffe og macadamia bestyres af hver deres coordinador. Typisk nok kaldes det projekter, sandsynligvis påvirket af donortankegangen.

Der er mange måder at organisere en produktion på. På det seneste har vi besøgt tre meget forskellige producenter af macadamia-nødder, som illustrerer mulighederne.

1. Familiefincaen OriFlama

Fincaen Oriflama ligger ca 1.500 m.o.h. i den vestlige provins San Marcos ved landsbyen La Reforma. Virksomheden blev grundlagt i 1989, men jorden har tilhørt familien Hannstein siden 1923. Fincaen lever især af kaffe og macadamia-nødder. Højden og det tempererede klima med tågeregnskov sikrer en kaffe af høj kvalitet.

Familien Hannstein begyndte – som nogle af de første i landet - at dyrke macadamia. Først prøvede de at benytte macadamia-træerne som skyggetræer for kaffen, men nu dyrkes de hver for sig, da macadamia-træet skader kaffebuskene.

Fincaen har moderne, miljørigtige rensnings- og tørringsanlæg til kaffen og snart også til macadamia-nødderne. Desuden er der et mindre procesanlæg til at bearbejde macadamiaen til spiseolie, hudlotion, sæbe, macadamiasmør (a la jordnøddesmør), Macatela (a la Nutela), saltede macadamia-nødder osv.

Miljøcertificeret

Oriflama blev certificeret af Rainforest Alliance i 2002, og kan dermed garantere, at de overholder en række miljømæssige regler, ligesom de lever op til en række sociale standarder. (Som privat virksomhed kan OriFlama ikke blive godkendt som Fair Trade-virksomhed, idet det kræver, at der er tale om et kooperativ af små bønder).

Mindelser om Karen Blixen

OriFlama er et godt eksempel på den tyske kaffe-liga i Guatemala. I slutningen af det 19. årh. og begyndelsen af det 20. inviterede den guatemaltesiske regering tyske forretningsmænd hertil for at udvikle landet økonomisk og industrielt. De fik overladt store arealer, som de ryddede til kaffedyrkning.

Selv i dag er kaffeproduktionen præget af familier med tyskklingende navne. Det siges fx, at familien Diesseldorf ejer 60% af provinsen Alta Verapaz.

Læs mere om OriFlama på engelsk.

2. Kollektivet Nueva Alianza - et socialt eksperiment

Nueva Alianza er en kaffefarm, som i årtier har været eget af én ejer, og de 40 familier, som udgør landsbyen omkring hovedbygningerne, var ansat som arbejdere på farmen.

I slutningen af 1990'erne, da kaffekrisen kradsede, gik det dårligt, og til sidst kunne ejeren ikke betale løn til arbejderne i 18 måneder. De sluttede sig sammen i et fagforbund og lagde sag an mod ejeren for de skyldige lønninger. Samtidig var ejerskabet overgået fra far til søn, og sønnen havde meget lidt lyst/evne til at drive farmen, så i 2002 gik farmen bankerot og blev overtaget af et finansieringsfirma fra Panama. Risikoen for at arbejderne nu mistede alt, fik dem til at kæmpe endnu hårdere, og de besatte farmen.

Takket være hjælp fra en statslig institution, Jordfonden, som netop har til formål at sikre ejerskab af jord til bønder og ex-guerillaer, lykkedes det efter lange forhandlinger at sikre rettighed til jorden i december 2004. En stor sejr for de 40 familier.

Miljø og fair trade

Både kaffen og macadamia-nødderne er "organic by default". Det betyder, at de er organiske, fordi bønderne aldrig har haft råd til at købe sprøjtemidler. Men det viser sig nu at være en stor fordel, fordi deres produktion hurtigt kan blive certificeret som "organisk". Og det betyder, at de kan få højere priser for produkterne.

Nueva Alianza er også i gang med at blive certificeret som en Fair Trade-virksomhed. De lever nemlig op til kravene om at bestå af små familiebaserede producenter, som er organiseret efter demokratiske, kollektive regler. Desuden tilstræber de økologisk landbrug.

For at blive certificeret skal de have en kunde/køber, som også er certificeret, og som derfor betaler dem en minimumspris plus en ekstra bonus, som de kan bruge til sociale formål i kollektivet – fx en skole. Danida hjælper dem med begge certificeringer gennem Agexport.

Arbejdsorganisering

De 40 familier ejer jorden i fællesskab, og bønderne er opdelt i arbejdsgrupper med hver sin "caporal", som er leder. Disse "korporaler" koordinerer det daglige arbejde – kaffe, macadamia, restaurering af vejen, etc. Læs separat historie om arbejdsorganiseringen.

Socialt

Trods sin korte levetid, er kooperativet allerede i gang med forskellige sociale tiltag. De har oprettet en børnehave, så kvinderne i højre grad kan deltage i de indtægtsgivende aktiviteter. De har både en grundskole og en mellemskole, så den nye generation får bedre uddannelse end forældrene.

Nye job

For at være mindre sårbare under en evt ny kaffekrise har kooperativet igangsat en række andre indtægtsgivende aktiviteter. De har en produktion af biodiesel på grundlag af madolie, som de får/køber fra restauranter.
De driver eco-turisme og et eco-hotel.
For at skabe job til de unge mænd, har de indrettet et værksted, der producerer møbler af bambus.

Desuden arbejder nogle af medlemmerne som daglejere for eksterne arbejdsgivere. Der er ikke længere nogen fra landsbyen, som emigrerer til USA – der er virkelig skabt nyt håb.

Læs mere om Nueva Alianza. Tryk på det engelske flag.

3. Outsideren Valhalla

Macadamia-farmen Valhalla ligger lige uden for turistbyen Antigua, ca 45 km fra hovedstaden, og den blev oprettet i 1985 af den excentriske amerikaner Lawrence "Lorenzo" Gottschammer, Vietnam-veteran og pensioneret brandmand fra Californien.

(Se to tidligere historier om Valhalla: Besøget med Lone og Mogens og besøget med Agexport).

Socialt engagement

Han fortæller, at han siden starten har foræret 200.000 macadamia-træer til fattige bønder for at hjælpe dem til alternative indtægter. Vi har kun besøgt to af dem. Den ene bonde havde en fin plantage, men det andet sted var ikke noget at prale af. Nogle enkelte forhutlede træer, som børnene snuppede nødderne fra. Familien Gottschammer har simpelt hen ikke ressourcer til at besøge alle bønderne og følge op på dyrkningen af macadamia.

Miljøvenlig

Lorenzo går meget op i macadamia-træets evne til at binde CO2, og han eksperimenterer med mange varianter for at finde de træer, der klarer sig bedst uden kunstgødning. Han gider dog ikke til bureaukraternes dyre certificeringsordninger. Han kan - og vil - selv. Og han sætter bestemt ikke sit lys under en skæppe.

Læs mere om Valhalla

Mest en turistattraktion

Da vi besøgte ham med den danske opkøber Regnar Kragh, fandt vi ud af, at Lorenzo slet ikke vil sælge sine nødder en gros. Han kan nemlig sælge hele sin produktion til gode priser direkte til slutforbrugere, de mange turister fra turistbyen Antigua. Hans business er reelt turisme, og der kommer en lind strøm af almindelige turister og sprogstuderende fra de mange sprogskoler i Antigua.

Valhallas ansigtsmassageolie og chokoladeovertrukne nødder er nogle af de konkrete salgsprodukter, mens han selv er en af hovedattraktionerne med sine historier og sin aldeles politisk ukorrekte sprogbrug.

Generationsskifte

Reelt er farmen ved et vadested. Enten holder de fast i den nuværende håndværksproduktion, eller også investerer de i en industrialiseret produktion med certificeret kvalitetskontrol og med et større marked med leverancer fra masser af små bønder. Men Lorenzo har det tilsyneladende som blommen i et æg, som det er nu, mens sønnen Ricardo lider under at være sat uden for indflydelse, selv om han formelt er leder.

Hvad er mest "eco"?

I Premaca definerer vi "eco-virksomhed" som en virksomhed, der er 3 x bæredygtig, dvs. miljøvenlig, social og erhvervsøkonomisk. Alle tre virksomheder er ganske meget "eco".

Lorenzo er dog ikke klar til at underkaste sig krav fra en ekstern partner og for at tage et skridt i en ny retning. Han kan altså ikke skaffe flere arbejdspladser.

Oriflama kan næppe blive meget bedre under de nuværende forhold.

Nueva Alianza har vi indgået aftale med under programmet Premaca for at sikre dem bedre priser vha certificering og bedre drift vha bedre ledelsesuddannelse.

En dansk indkøber

En dag fik Søren en henvendelse fra en dansker, Regnar Kragh, som ville undersøge markedet for organiske macadamia-nødder i Guatemala. Han var blevet henvist til Søren via ambassaden i Nicaragua.

Regnar Kragh har kontakt til flere store supermarkedskæder i Danmark, som netop efterspørger macadamia-nødder, helst fair trade og organisk. Han var også interesseret i tørrede frugter og forskellige alternative snacks. Via Google havde han selv fundet frem til en macadamia-producent, nemlig kooperativet Nueva Alianza, som han derfor gerne ville besøge.

Søren så straks en mulig kunde til de små øko-virksomheder, som indgår i Premaca, så sammen med folk fra Agexport fik han sammensat et femdages program. Der indgik besøg på eller møder med
- tre forskellige macadamia-plantager
- en stor og to små producenter af tørret frugt
- en logistikvirksomhed i hovedstaden
- samt møder med personale i Agexport.

Hver sin dagsorden

Regnar ankom til Guatemala tidligt mandag morgen – svært plaget af jetlag – men vi var nødt til at tage af sted straks. Foruden Regnar og Søren deltog Otoniel, konsulent fra Agexport, og Robert, ekspert i Fair Trade i Agexport; desuden fik jeg, Lise, lov at komme med.

Allerede i bilen på vej til Nueva Alianza fornemmede vi, at interesserne ikke var helt overensstemmende.

Robert fremhævede, at Nueva Alianza er et socialt eksperiment, hvor de 40 familier, som tidligere var en slags hoveribønder, nu har overtaget jorden og skabt et kooperativ med skoler og andre sociale institutioner.

Otoniel prøvede at forklare Regnar, hvordan kooperativet fungerer og forholdene i forbindelse med certificering som "organisk" og "Fair Trade".

Regnar, derimod, fortalte om sine erfaringer fra Indonesien, hvor han har opnået at få produceret indpakning til cashew-nødder for kun få cents pr dåse. Og om de hårde krav, som de store supermarkedskæder stiller.

To verdener mødes

Ikke mindst besøget hos kooperativet Nueva Alianza var et morsomt møde mellem to forskellige verdener.

Regnar, ung og "street smart", ankom uden noget som helst, hverken papir, blyant, kamera eller visitkort (som han havde efterladt i vores lejlighed) – end ikke et USB-stik. Han talte ikke spansk, og han sprang alle de indledende fraser over og spurgte straks direkte, hvor mange kilo macadamia-nødder, kooperativet kunne levere pr måned, og til hvilken pris pr kilo.

Javier Amado Jiménez, præsidenten for kooperativet, indledte med et kort historisk rids af kooperativets historie, dernæst blev vi vist rundt for at se de mange forskellige aktiviteter på stedet (læs mere under "Macadamia-virksomheder på tre måder").

FOB og lead time

Vi lærte meget af dagene med Regnar. Fx FOB = Free on Board, som betyder, at prisen skal omfatte transport, forsikring mm, indtil varen er leveret på skibet i guatemaltesisk havn, hvorefter resten er købers ansvar. Lead time er den tid, der går fra kunden konkret afgiver en ordre, til producenten rent faktisk leverer varen.

Desuden redegjorde han for en række krav til produktet, fx at det skal leveres i små poser á 75 eller 100 g, plastikken skal være damptæt, så varen kan holde sig i 12 måneder, etiketterne på poserne skal være trykt efter hans design, og poserne skal pakkes i præsentable papkasser, som kan stilles direkte på hylderne i et supermarked.

Han nævnte de gældende krav om fødevaresikkerhed, fx skal man undersøge for evt svampeangreb, især giften aflatoxin, som kan angribe nødder, og som er farlig for mennesker. Selv de træpaller, som kasserne bliver sat på, skal fumigeres (giftdampbehandles), og både pakkeriet og lageret, der modtager varerne, skal godkendes og certificeres, hvis varen skal sælges som "organisk".

Det bliver spændende, om I snart kan finde varer fra Guatemala på hylderne i danske supermarkeder.

Faktura-vanvid

Vi har nu flere gange været på tur i marken med medarbejdere fra Agexport, og hver gang er det både pinligt og grinagtigt, når de skal betale på en restaurant eller et hotel. Regnskabsafdelingen forlanger nemlig at de får en faktura, som skal udfyldes på en helt bestemt måde.

De strenge krav skyldes dels en tidligere sag om svindel, dels en bureaukratisk tradition, og desuden en regnskabsafdeling, som nyder at have magt.

Søren har lovet sine samarbejdspartnere, at han vil gøre ledelsen opmærksom på problemet - og derfor har vi skrevet denne historie, på engelsk, som Søren vil aflevere til direktøren.

Factura locura = faktura-vanvid

We are on a field trip with two specialists from Agexport. Everything works out fine. The appointments have been made with the right people, the time schedule is kept, the traffic is not too bad, and the meetings have been very interesting and benefiting.

Now it is time to eat. We find a nice, local restaurant and enjoy a traditional meal – and then the problems start: The Agexport people need facturas.

- "Fine" says the friendly young girl who serves us.
- "It has to be issued in the name of this organisation" says the Agexport specialist and hands her a small card with all the information: full name of Agexport, address and NIT.

A few minutes later she comes up with a factura, but, alas, the name of the organisation is misspelled … so - "I'm very sorry, but would you mind writing another …" says the Agexport specialist, clearly uncomfortable with the nuisance.

In the background we can see that an elderly man – the owner? - assists the girl and after a little while she comes back – proudly - with a new factura.

However, this time the factura doesn’t specify the items bought ... etc

Insignificant errors

This episode is reiterated every time we eat a meal or stay at a hotel. The helpful staffs at the restaurants and hotels always try to do their best – even in small places where they are not used to writing facturas.

Small errors like a misspelling, the correction of a date, putting only Agexport, and not the whole name, not specifying the various items or separating food and beverages – no matter which, it needs to be totally correct to comply with the bureaucratic rules of the book-keeping at Agexport.

So in two out of three cases, the factura process demands at least two tries. Very embarrassing for the Agexport people, not to speak of the time wasted waiting. It often takes 15-20 minutes extra – delaying not only the Agexport people but also other people from the eco-empresas, the international donors etc.

Comply 100% or pay yourself

However, the Agexport people have to be insistent, because even the smallest error in the factura, means that it will be rejected, and they have to pay the cost out of their own pocket. Or to go back and have a new factura issued – paying the transport themselves.

Many employees are very embarrassed of their employer Agexport, and some of them have several facturas hidden in their office drawers, because the facturas didn't pass the over-bureaucratic administrative control.

Catch 22

In addition, the strict limits of expenditure create a Catch 22 problem: Big restaurants and hotels have the capacity to write facturas, but they are too expensive according to Agexport rules. So when the Agexport people eat and stay at more humble places with acceptable prices, facturas are not part of the daily routine, or they don't even issue formal facturas.

It becomes completely absurd when the Agexport people have to travel off the beaten track, for instance taking a boat across a lake to visit a small community. The boatman hardly knows how to write his own name, so coming up with a factura is completely impossible. And so the poor specialists have to pay themselves.

Solutions

Maybe Agexport should ask Intecap to set up a course about making facturas for hotel and restaurant staff.
Another solution could be to make a list of "Agexport certified" restaurants and hotels with acceptable prices, and where the staff have learnt how to cater for the book-keeping at Agexport.
Or simply ask the Agexport administration to be reasonable and sensible when dealing with the facturas.

The best solution, however, would probably be to change the system at Agexport, so that the employees use "viáticos" (diæter) when travelling. It would make life so much easier ... for everybody.

Efterskrift, torsdag 8.5.2008, Søren

Iván, vores top-kontakt i Agexport, fortalte i dag, at artiklen "Factura-Locura" var gået helt til tops i hierarkiet. Jeg så en email, hvor direktøren gav administrationschefen nogle ordentlige hug. Tilsyneladende kom artiklen, skrevet af en donor (mig), som en velkommen ekstern anledning til at få en hængende sag banket igennem i en magtkamp mellem nogle interne direktører.